Niels Kaas, 1534-1594, dansk kansler. Kaas, der var af adelsslægt, blev opdraget hos teologen Niels Hemmingsen. Som kongens kansler fra 1573 under Frederik 2. virkede Kaas for at fremme skolevæsen og kirke, og han støttede mange af den kommende generations lærde. Udenrigspolitisk var Kaas' embedstid præget af arbejdet med at bevare stabiliteten i forholdet til især Sverige. Fra 1588 var Kaas leder af formynderregeringen, og på sit dødsleje rådgav han den umyndige prins Christian (4.) vedrørende regeringsførelsen.