Kejserkrigen

Kejserkrigen, den danske deltagelse 1625-29 i Trediveårskrigen (1618-48).

England, Frankrig og Nederlandene havde lovet Christian 4. støtte, hvis han ville lede kampen mod den katolske tysk-romerske kejser Ferdinand 2. og Den Katolske Liga.

Deltagelse i krigen ville gøre det muligt at hævde kongehusets interesser i Nordtyskland og forhindre, at Sverige blev protestanternes leder.

Rigsrådet nægtede at lade kongeriget Danmark deltage i krigen, men i sin egenskab af holstensk hertug lod Christian 4. sig i 1625 vælge til kredsoberst for en sammenslutning af nordtyske fyrstedømmer, Den Nedersachsiske Kreds. Han opbyggede en betydelig hær, selvom han kun fik lidt af den lovede støtte.

I 1625-26 udmanøvrerede han med held Den Katolske Ligas hær under Johann Tserclaes Tillys kommando i området nord for Hannover, og Ferdinand 2.s hær under ledelse af Albrecht von Wallenstein blev neutraliseret. Slaget ved Lutter am Barenberg 27.8.1626 endte imidlertid med en stor sejr for Tilly.

I august 1627 gik Wallenstein og Tilly over Elben og erobrede Den Jyske Halvø. Dermed begyndte krigens anden fase, der var en art belejring af de danske øer, som blev forsvaret af den danske hær og flåde. Den katolske part savnede imidlertid midler til den videre fremrykning og frygtede, at det dansk-svenske samarbejde om forsvaret af Stralsund skulle udvikle sig til en egentlig alliance.

Ved Freden i Lübeck 1629 opnåede Christian 4. en gunstig fred uden tab, blot han holdt sig fra yderligere indblanding i Tyskland.