Kaj Lykke, ca. 1625-8.7.1699, dansk oberst og lensmand. Lykke var 1657 oberst for et hvervet regiment og modtog som belønning Aalborghus Len. Han var en af tidens største adelige godsejere, da han i 1661 mistede al ejendom og formue til kronen. Han flygtede til Sverige og henrettedes in effigie, dvs. symbolsk, efter en dom for majestætsfornærmelse. I et brev til en elskerinde havde han videregivet sladder om dronningens, Sophie Amalies, utugtige levned.