Københavns brande er to brande i 1728 og 1795, der ødelagde store dele af byen.

Branden i 1728

Tegning fra 1744 af et hus i Østergade, et af de såkaldte ildebrandshuse, der blev opført i stort tal efter branden i 1728; tegningen findes i Rigsarkivet. Hustypen var traditionel, men det ensartede præg skyldtes til dels overlandbygmester J.C. Krieger, der i 1729 fremlagde tegninger til enkle og formålstjenlige borgerlige typehuse. Det stod enhver bygherre frit for at gøre brug af dette design, og husene blev da også opført i forskellige variationer. Mange af ildebrandshusene, der bl.a. er kendetegnet ved brede kvistpartier, eksisterer stadig.

.

Branden, der stod på d. 20.-23. oktober, brød ud i en beboelsesejendom over for Vesterport, dér hvor nu Frederiksberggade (Strøget) munder ud i Rådhuspladsen. Den lagde størstedelen af den middelalderlige indre by mellem Vesterport, Nørreport, Rosenborg og Gammel Strand i aske.

Af i alt 4.087 huse nedbrændte ifølge en samtidig opgørelse de 1.670 (en moderne optælling siger 1.450). Dertil kom rådhuset, universitetet, tre grevelige palæer, fire laugshuse, det meste af Vajsenhuset, Borchs Kollegium, Ehlers Kollegium, Regensen, Vor Frue Kirke, Sankt Petri Kirke, Helligåndskirken, Trinitatis Kirke og Den Reformerte Kirke.

Katastrofens omfang blev forøget af ugunstige vindforhold og mangel på vand, men i høj grad også af ineffektiv optræden fra de ansvarlige myndigheders side. I forbindelse med genopbygningen gennemførtes en vis gadeudretning og obligatorisk brandforsikring. Men kravet om, at alle nye huse skulle være grundmurede og ikke være af bindingsværk for at forebygge en fremtidig brandkatastrofe, måtte frafaldes af økonomiske grunde.

Branden i 1795

Branden i 1795 opstod på Gammelholm på flådens tømmeroplagsplads, der blev kaldt Dellehaven; på dette samtidige stik har ilden fået godt fat. I baggrunden ses flådens store hovedmagasin, der nedbrændte ligesom hundredvis af andre bygninger. Et sammenfald af uheldige omstændigheder betød, at ilden kunne brede sig hurtigt: Ilden blev ikke opdaget straks, fordi mandskabet var gået hjem, brandhanerne var fjernet pga. frygt for tyveri. Dertil kom, at tømmeret var tørt efter lang tids tørke, der var store mængder af kul, tjære og tovværk, og vindretningen var ugunstig. Endelig havde Holmens folk i begyndelsen vægret sig ved at lade brandvæsenet få adgang til det militære område.

.

Branden i 1795 opstod den 5. juni på flådens tømmeroplagsplads på Gammelholm. Ilden fik fat i et lager med tovværk og tjære og udviklede sig så kraftigt, at den kunne springe over Holmens Kanal og antænde kvarteret omkring Nikolaj Kirke. Herfra bredte den sig til hele den sydlige del af den gamle by.

Da ilden den 7. juni var slukket, var i alt 941 huse og gårde samt Nikolaj Kirke, rådhuset og Vajsenhuset brændt ned. Også ved denne brand var der store problemer med organiseringen af brandbekæmpelsen, og en mere effektivt ledet indsats havde kunnet redde mange flere bygninger, end tilfældet blev. Genopbygningen lettedes af, at landet befandt sig i en højkonjunktur.

Der indførtes nu et generelt påbud om grundmur, ligesom husene fik skråt afskårne hjørner, så brandvæsenet nemmere kunne komme frem ved tilsvarende storbrande. Desuden indledtes der reformer inden for realkredit- og forsikringsvæsenet.

Ved Københavns bombardement i 1807 nedbrændte ligeledes dele af byens sydvestlige kvarter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig