• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Sigismund von Møsting

Oprindelig forfatter CBjø Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

Johan Sigismund von Møsting. Udateret maleri af Emil Bærentzen; Frederiksborgmuseet. Som Frederik 6.s mest betroede minister i næsten 40 år realiserede Møsting kompetent og loyalt kongens hensigter nationalt, politisk og økonomisk. I 1831 formåede han endvidere at opnå Frederik 6.s accept af indførelsen af de rådgivende stænderforsamlinger.

Johan Sigismund von Møsting. Udateret maleri af Emil Bærentzen; Frederiksborgmuseet. Som Frederik 6.s mest betroede minister i næsten 40 år realiserede Møsting kompetent og loyalt kongens hensigter nationalt, politisk og økonomisk. I 1831 formåede han endvidere at opnå Frederik 6.s accept af indførelsen af de rådgivende stænderforsamlinger.

Johan Sigismund von Møsting, 2.11.1759-16.9.1843, dansk embedsmand og politiker. Johan Sigismund von Møsting var 1789-1804 amtmand i Haderslev Amt i Slesvig og fra 1804 præsident i Tyske Kancelli, hvor han i forståelse med Frederik 6. førte en mere centralt styret politik for at opnå større ensartethed inden for monarkiet og en modernisering af Hertugdømmernes administrative forhold. Dette blev senere fra tysk side opfattet som daniseringsbestræbelser.

I 1813 blev Møsting finansminister og året efter gehejmestatsminister. I 1816 gennemførte Møsting nyordningen af finansstyrelsen og 1818 oprettelsen af Nationalbanken i Kjøbenhavn.

I årene frem til 1820 var Møsting den ledende minister, der var ansvarlig for den førte, især økonomiske, politik. I 1820'erne måtte han kæmpe mod det økonomiske tilbageslag og gennemførte en omfattende statslig krisepolitik, og han bevarede til sin afgang som finansminister i 1831 og som gehejmestatsminister i 1842 en væsentlig politisk indflydelse, bl.a. ved indførelsen af rådgivende stænderforsamlinger.

Annonce

Embedsmanden Johan Sigismund von Møsting med det nære tillidsforhold til Frederik 6. repræsenterede ved sin person bruddet med den tidligere politisk førende højaristokratiske og tyske regeringskreds.

Se også Møstings Hus.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Johan Sigismund von Møsting i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129569