• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Sigismund Schulin

Oprindelig forfatter OFel Seneste forfatter Redaktionen

Johan Sigismund Schulin. Portræt fra Em. Bærentzen & Co lith. Inst.

Johan Sigismund Schulin. Portræt fra Em. Bærentzen & Co lith. Inst.

Johan Sigismund Schulin, 18.8.1694-13.4.1750, dansk udenrigsminister. Schulin var søn af en præst i Bayern og fik en grundig akademisk uddannelse; på det grundlag blev han hofmester for den senere dronning Sophie Magdalenes to yngre brødre. Kongeparret fik hurtigt tillid til ham, også fordi han delte deres sympati for pietismen, og i 1730 blev han placeret i det vigtige Generalpostamt, der også fungerede som postspionage. Året efter adledes han, og fra 1735 til sin død var han chef for Tyske Kancelli og dermed Helstatens udenrigsminister. Schulin har i eftertiden stået i Bernstorffernes skygge, men mht. neutralitetspolitikken og mht. valg af veje frem mod løsningen af det gottorpske spørgsmål er det nok mere dækkende at se på dem som hans arvtagere. Han protegerede kronprinsens unge hofmarskal, A.G. Moltke, som til gengæld efter sin ophøjelse i 1746 til Frederik 5.s overhofmarskal og Helstatens faktiske førsteminister støttede Schulin og den udenrigspolitiske linje, han havde lagt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Johan Sigismund Schulin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156496