J.H.E. Bernstorff

J.H.E. Bernstorff var en tyskfødt diplomat og politiker, som blev dansk udenrigsminister i 1751.

Bernstorff tilhørte en tysk adelsslægt og var født i Hannover. Efter en omfattende uddannelsesrejse i Europa gik han i 1732 i dansk diplomatisk tjeneste og blev i 1751 udnævnt til udenrigsminister, idet han samtidig fik sæde i konseilet (kongens råd).

Hans udenrigspolitik er blevet karakteriseret som en konsekvent freds- og neutralitetspolitik med ønsket om at holde Danmark uden for periodens europæiske storkrige. Denne idealistisk betonede opfattelse holder dog ikke ved nærmere prøvelse. Hans politik må ses i forhold til periodens to hovedmål for dansk udenrigspolitik: for det første at opnå en løsning på det gottorpske spørgsmål og for det andet at opretholde den svenske stænderforfatning af 1718 og modvirke enevældens genindførelse i Sverige for derved at hindre svensk aggression.

Disse mål blev søgt realiseret ved at indgå alliancer, og hvis det var formålstjenligt, ved alliancemæssige nyorienteringer. Således skiftede Danmark i 1765 fra en fransk alliance til en russisk. For at opnå disse mål var Bernstorff rede til at intervenere i andre landes indre anliggender og ved flere lejligheder, hvor det skønnedes hensigtsmæssigt selv at påbegynde krig.

Freds- og neutralitetspolitik i moderne forstand var Bernstorffs udenrigspolitik således ikke. Han var medlem af Kommercekollegiet, hvor han virkede for en ortodoks merkantilistisk politik. I 1770 blev han udmanøvreret af Struensee, mistede sine statsembeder og forlod landet.

Bernstorff udøvede en omfattende mæcenvirksomhed over for tyske forfattere og kunstnere i København, og hans gods umiddelbart nord for hovedstaden var foregangssted for landboreformer.