• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Joachim Rønnow

Oprindelig forfatter JTho Seneste forfatter Mogens Engelund

Joachim Rønnow, 1500-1542, dansk biskop. Rønnow var af adelig slægt og arvede hovedgården Hvidkilde efter faderen. Oplysningerne om hans tidlige karriere er få; muligvis blev han uddannet i udlandet, men nogen teologisk uddannelse har han næppe haft. I 1527 deltog han i en diplomatisk sendelse til Frankrig, og i 1529 blev han af Frederik 1. udnævnt til biskop i Roskilde. Den pavelige stadfæstelse af valget blev ikke indhentet, og Rønnow var dermed kun valgt biskop (electus), formodentlig for at knytte ham tættere til kongen og svække kirkens magtstilling. Han måtte love kongen ikke at hindre evangeliets forkyndelse i sit stift, hvilket tolkes som kongens støtte til den fremvoksende lutherske reformbevægelse. Rønnow tilhørte den reformkatolske fløj blandt kirkens ledere, og han besad næppe en ledende rolle ved udsættelsen af kongevalget i 1533 og under Grevens Fejde. Efter Christian 3.s sejr i 1536 blev han fængslet sammen med de øvrige bisper, men uvist af hvilken grund trak hans løsladelse længst ud, og han døde i fængslet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Thomassen: Joachim Rønnow i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153941