• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Juel

Oprindelig forfatter MBre Seneste forfatter Redaktionen

Jens Juel, 15.7.1631-23.5.1700, dansk statsmand. Jens Juel, der var bror til admiral Niels Juel og søstersøn til rigsskatmester Hannibal Sehested, var i flere perioder gesandt i Stockholm. 1673-75 arbejdede han sammen med Peder Schumacher Griffenfeld for en alliance med Frankrig, men planen strandede på den øvrige statsledelses modstand.

I 1679 var Jens Juel fredsforhandler i Lund, under Den Pfalziske Arvefølgekrig (1688-97) medvirkede han til et dansk-svensk væbnet neutralitetsforbund, og i årene op til krigsudbruddet i 1700 var han på ny diplomat i Stockholm. Desuden arbejdede han aktivt for en merkantilistisk erhvervspolitik, der skulle styrke staten indadtil som forudsætning for ydre militær styrke. Også i hærens og flådens ledelser samt fra 1680 i Gehejmekonseilet fik han sæde. Alligevel kom han aldrig til at tilhøre statsledelsens inderkreds, formentlig fordi han var af gammel dansk adel, og uagtet at han i 1660 havde støttet enevældens indførelse og i 1672 var blevet baron til Juellinge.

Sammen med Griffenfeld regnes Jens Juel blandt den tidlige enevældes store statsmænd.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Bregnsbo: Jens Juel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102289