• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Iver Rosenkrantz

Oprindelig forfatter MBre Seneste forfatter Redaktionen

Iver Rosenkrantz. Portræt fra Em. Bærentzen & Co. lith. Inst.

Iver Rosenkrantz. Portræt fra Em. Bærentzen & Co. lith. Inst.

Iver Rosenkrantz, 5.12.1674-13.11.1745, dansk statsmand. Iver Rosenkrantz var diplomat og embedsmand, blev i 1716 amtmand i København, men forflyttedes i 1723 til Viborg som stiftamtmand pga. Frederik 4.s uvilje mod den gamle danske adel. Efter Christian 6.s tronbestigelse i 1730 kom han igen i første række og blev chef for Danske Kancelli og Tyske Kancelli, hvilket reelt gjorde ham til Danmarks sidste storkansler, samt medlem af Gehejmekonseilet. Trods indre brydninger i statsledelsen fik Rosenkrantz gennemført sit ønske om en alliance med Storbritannien, men i flere andre sager, bl.a. spørgsmålet om stavnsbåndet, fik han ingen indflydelse, og efterhånden svækkedes hans stilling; han fik sin afsked som kancellichef i 1735 og som medlem af Gehejmekonseilet i 1740. Årsagen var dels hans kritiske indstilling til pietismen, som Christian 6. personlig blev grebet af, dels at han sammen med brødrene C.L. og C.A. von Plessen udgjorde en aristokratisk selvbevidst opposition, som ikke behagede kongeparret.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Bregnsbo: Iver Rosenkrantz i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152645