Henrik Müller, 16.3.1609-2.3.1692, embedsmand og storkøbmand. Müller, der var uddannet bl.a. på Sorø Akademi, avancerede støt som embedsmand, indtil han 1651 blev generaltoldforvalter. Sideløbende drev han en omfattende handelsvirksomhed med kronen som største kunde. Det gjorde ham efterhånden til landets mest betydende forretningsmand, stærkt fremmet af alliancen med Corfitz Ulfeldt og med interesser i bjergværksdrift i Norge, i Grønland og i kompagnihandel. Trods dokumenterede besvigelser fortsatte hans karriere efter Ulfeldts fald 1651, da kronen ikke kunne undvære hans kredit og talent, og han blev rentemester 1660. Müller spillede en ikke nærmere afklaret rolle under statsomvæltningen 1660 som repræsentant for storkreditorerne og fik selv udlagt meget krongods 1661-64. Efter 1670 mistede han indflydelse, blev 1680 dømt for besvigelser mod kronen og gik siden konkurs.