Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

Heinrich Schimmelmann

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Heinrich Schimmelmann, egl. Heinrich Carl Schimmelmann, 1724-15.2.1782, dansk greve, minister og erhvervsmand. Schimmelmann, der stammede fra Pommern, erhvervede sig en formue som saksisk skatte- og afgiftsforpagter, som leverandør til den preussiske hær under Syvårskrigen og ved valutaspekulation, hvorefter han nedsatte sig i Hamburg.

I 1761 gik han i dansk tjeneste og gennemførte en hårdt tiltrængt finanspolitisk sanering ved salg af krongods og indførelse af ekstraskat i 1762. Han kom i ledelsen af statens finans-, økonomi- og erhvervsforvaltning og fik i 1768 titel af skatmester. Schimmelmann skelnede ikke skarpt mellem sine mange offentlige hverv og sin vidtforgrenede private virksomhed; som godsejer i Holsten og Danmark, som ejer af flere industriforetagender og af plantager i Vestindien og som engageret i oversøisk og nordatlantisk handel blev han overordentlig velhavende.

Han døde i København, men blev begravet på sit gods i Wandsbeck, hvor bystyret i 2008 opsatte en buste af ham, men efter at den var blevet skamferet hensat i depot.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Bregnsbo: Heinrich Schimmelmann i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156259