• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frédéric de Coninck

Oprindelig forfatter OFel Seneste forfatter Redaktionen

Frédéric de Coninck. Ved Revolutionskrigenes udbrud indgik de Coninck en kæmpekontrakt med hollænderne om at sluse 20 skibsladninger fra Java til Europa under dansk flag og via København. Da englænderne i 1798 opbragte de første skibe, rejste han selv til London for at kæmpe for de rige ladninger. Portræt fra 1799 af den britiske maler Daniel Orme (ca. 1766-1802).

Frédéric de Coninck, 5.12.1740-4.9.1811, dansk storkøbmand, søn af en købmand i Haag. I 1763 kom de Coninck til København, hvor han etablerede et af hovedstadens største handelshuse, først sammen med industrimanden N.L. Reiersen, fra 1790 under navnet de Coninck & Co. De første år var han agent for nederlandske kapitalinteresser, der søgte investeringsmuligheder i Danmark. I 1772 var han en af initiativtagerne til ophævelsen af Asiatisk Kompagnis indiske monopol, og han blev den dominerende skikkelse i den verdensomspændende neutralitetsudnyttelse under dansk flag. Han var den florissante handelsperiodes mest fremstående repræsentant for et storborgerskab med internationale forbindelser, som i god forståelse med den danske regering solgte neutral dansk camouflage til de krigsførendes købmænd og redere. Under den engelske belejring af København 1807 leverede han som en typisk repræsentant for fornuftens svundne tidsalder proviant til besættelsesmagten. Hans motiv var at skåne landbefolkningen for militær udskrivning, og han stod helt uforstående over for den nye tids nationale følelser, der stemplede ham som landsforræder.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Frédéric de Coninck i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58666