• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Englænderkrigene

Oprindelig forfatter OFel Seneste forfatter Redaktionen

Københavns bombardement. I sommeren 1807 var det neutrale Danmark-Norge på vej i krig, og spørgsmålet var alene, om det skulle være på fransk eller britisk side.

Københavns bombardement. I sommeren 1807 var det neutrale Danmark-Norge på vej i krig, og spørgsmålet var alene, om det skulle være på fransk eller britisk side.

Englænderkrigene, Danmarks deltagelse i 1801 og 1807-14 i Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815). Til Englænderkrigene regnes således også den få uger lange krigstilstand mellem Danmark og England i 1801, som kulminerede med Slaget på Reden, og hvorunder danske handelsskibe blev tilbageholdt og kolonierne i Indien og Vestindien kortvarigt var besat.

Betegnelsen dækker dog først og fremmest perioden fra 16.8.1807, da Danmark besvarede den engelske landgang på Sjælland med en krigserklæring, til Kielerfreden 14.1.1814.

Som en reaktion på alliancen mellem Napoleon og den russiske kejser, Aleksander 1., i Tilsit i juli 1807 iværksatte England en militær lynaktion mod Danmark. Målet var at forhindre, at den danske flåde faldt i Napoleons hænder. Det skete ikke af frygt for, at den ville blive brugt i en invasion i England, men for at sikre den engelske Østersøhandel, der var en økonomisk forudsætning for den engelske krigsførelse.

Annonce

Da Danmark afviste det engelske krav om en udlevering af flåden, landsatte englænderne en hær på Sjælland og udsatte København for historiens første større terrorbombardement mod en europæisk storby. Efter tre nætters bombardement kapitulerede hovedstaden, og englænderne sejlede bort med hele den hjemmeværende danske flåde. Handelsskibe under dansk flag blev opbragt overalt, og deres besætninger interneret i de berygtede engelske fængselsskibe.

Kolonierne i Indien og Vestindien blev på ny besat, og den samme skæbne overgik Anholt og Helgoland, i begge tilfælde af hensyn til den engelske søfart. Danmark sluttede sig til Napoleon, som var den eneste, der kunne og ville garantere den danske Helstats territorium ved en kommende fredsslutning. Frederik 6. måtte derfor deltage i Frankrigs og Ruslands krig mod Sverige 1808-09, en krig, der for Danmarks vedkommende afsluttedes med status quo-freden med Sverige i 1810.

Efter tabet af flåden og af det sidste linjeskib, Prins Christian Frederik, i Slaget ved Sjællands Odde 22.3.1808 søgte Danmark med en i hast bygget kanonbådsflåde at spærre englænderne vejen ind i og ud af Østersøen (Kanonbådskrigen). Over for de professionelle og sværtbevæbnede engelske konvojer var opgaven dog uløselig; kun forholdsvis få engelske skibe blev erobret af de danske kanonbåde og af de mange kapere, der i de år blev udrustet.

For Frederik 6. var krigens mål at skåne nordmændene for den engelske blokade og at bevare Norge i Helstaten. Da Rusland og England i 1812 garanterede Sverige besiddelsen af Norge som betaling for landets deltagelse i krigen mod Frankrig, reagerede Frederik 6. derfor med at knytte sig endnu tættere til Napoleon.

Den franske kejser blev imidlertid krigens taber. Efter hans nederlag i Slaget ved Leipzig trak det danske hjælpekorps i Nordtyskland sig i december 1813 op i Holsten, hvor det blev indesluttet i fæstningen Rendsborg. Jylland lå nu åbent for invasion.

Danmark var økonomisk udmarvet efter den langvarige krig, der havde ført til Statsbankerotten i januar 1813; politisk og militært stod Helstaten totalt isoleret. Den 14.1.1814 måtte Frederik 6.s udsending derfor i Kiel underskrive en fredstraktat, hvori han afstod Norge til kongen af Sverige.

Englænderkrigene førte således til opløsningen af det 434 år lange statsfællesskab med Norge, der nu gik sine egne veje med vedtagelsen af den frie Eidsvollforfatning og unionen med Sverige 1814-1905.

I den samtidige fred med England fik Danmark sine kolonier i Indien og Vestindien tilbage, men ikke Helgoland, som England beholdt indtil 1890, da det afstod øen til Tyskland i bytte for Zanzibar.

Som formel kompensation for tabet af Norge fik Frederik 6. det lille hertugdømme Lauenburg mellem Hamburg og Lübeck. Med afståelsen af Norge og erhvervelsen af Lauenburg steg det tyske befolkningselement i den danske helstat fra 25% til 40% på et tidspunkt, da nationalismen under Napoleonskrigene havde udviklet sig til en magtfuld politisk kraft.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Englænderkrigene i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=70933