Faktaboks

Ellen Marsvin
Født
1. februar 1572
Død
11. november 1649

Ellen Marsvin var gift med Ludvig Munk til Nørlund (d. 1602) og siden med Knud Rud til Sandholt, der døde 1611. Derefter drev hun selv flere store godser, bl.a. Lundegård, Holckenhavn og Rosenvold. Karel van Mander 3.s portræt viser hende med stor, sort hat og kort, gennemsigtigt enkeslør; foroven th. på et indsat stykke lærred ses et tvedelt skjold med slægten Marsvins og slægten Gyldenstiernes (hendes mors) våben samt årstallet 1648. Maleriet er muligvis en kopi og findes på Frederiksborgmuseet.

.

Ellen Marsvin var en dansk adelig. Da Ellen Marsvin blev enke som 39-årig efter to ægteskaber, helligede hun sig godsdrift og blev en af tidens største godssamlere.

I 1615 blev hendes datter Kirsten Munk gift med Christian 4., og Ellen Marsvin fik betroet opdragelsen af deres børn. Hun havde kongens tillid, og han beundrede hendes økonomiske sans. Først flere år efter bruddet mellem Kirsten Munk og Christian 4. i 1628 forværredes forholdet mellem kongen og Ellen Marsvin, der blev støttet af svigersønnepartiet (se Kirsten Munk).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig