Elisabeth Augusta, 1623-1677, datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Elisabeth lå ofte i strid med søskende og svogre, og hendes ægteskab med adelsmanden Hans Lindenov (1616-59) var uden harmoni. Hendes økonomiske sans var ringe, og hun måtte i 1663 sælge gårdene Rosenvold og Boller, som hun havde arvet fra sin mor. Året efter tilstod halvbroderen Frederik 3. hende en pension.