Den Store Reces, dansk lovsamling, dateret 27.2.1643. I Christian 4.s regeringstid voksede antallet af love stærkt. Den Store Reces var et forsøg på at samle lovgivningen i ét værk for at få et bedre overblik over og større ensartethed i retsplejen. Hovedparten af recessens indhold var tidligere udgivne forordninger og love, men i bearbejdet form og med tilføjelse af enkelte nye bestemmelser. Skønt Den Store Reces var en væsentlig forbedring, ændrede den ikke på den stærkt forældede procesret. Indtil indførelsen af Christian 5.s Danske Lov i 1683, hvori en del af recessens bestemmelser indarbejdedes, blev mange afgørelser derfor fortsat truffet administrativt som kompensation for den utidssvarende retspraksis.