• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian August

Oprindelig forfatter KJVJ Seneste forfatter Redaktionen

Christian August, 19.7.1798-11.3.1869, hertug af Augustenborg, søn af Frederik Christian af Augustenborg. Christian August fastholdt efter faderens død i 1814 augustenborgernes arvekrav, som blev kernen i hans politiske virke. Hans forsvar for slægtens politiske og sociale privilegier og for det tyske sprog i Nordslesvig gjorde ham dårlig lidt blandt sine fæstebønder og de dansksindede, men han blev en vigtig opinionsdanner og parlamentariker i den slesvigske stænderforsamling. Christian Augusts politik i arvesagen var fra 1840'erne dobbeltbundet: Samtidig med at han dannede alliance med den liberale slesvig-holstenske selvstændighedsbevægelse, søgte han at udnytte stormagternes interesse i Helstatens enhed til støtte for arvekravet. Han protesterede heftigt i ind- og udland mod Christian 8.s Åbne Brev af 1846 med afvisningen af hans arveret. I 1848 trak begivenhederne ham med i den slesvig-holstenske opstand. Efter nederlaget i 1850 og forvisning i 1851 købte Christian August godset Primkenau i Schlesien, hvor han tilbragte resten af sit liv. Arvesagen led endeligt forlis, da hertugdømmerne i 1867 blev indlemmet i Preussen. Se også den augustenborgske linje.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud J.V. Jespersen: Christian August i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=56853