Faktaboks

Andreas Peter Bernstorff

A.P. Bernstorff

Født
28. august 1735, Hannover, Tyskland
Død
21. juni 1797, København

A.P. Bernstorff. Enevældens store og vise statsmand, garanten for Danmark-Norges fred i en verden i krig. Portrættet, som viser greven og udenrigsministeren med Elefantordenens stjerne og blå bånd over brystet, er stukket i 1796 af hofkobberstikker J.F. Clemens efter et maleri af hofportrætmaleren Jens Juel.

.

A.P. Bernstorff. Forsiden af den guldmedalje med Bernstorffs portræt, som blev overrakt ministeren i 1795. Bagsiden viser en kompasrose med ordene: uden misvisning.

.

Andreas Peter Bernstorff var en dansk statsmand.

Hans farbror var J.H.E. Bernstorff, der tjente den danske konge som udenrigsminister; med hans protektion blev Bernstorff 1758 ansat i centraladministrationen i København, hvor han avancerede til høje poster og erhvervede et indgående kendskab til dansk økonomi og finansvæsen.

Han blev afskediget i 1770 af Struensee, men genindtrådte senere i dansk statstjeneste som udenrigsminister; denne post varetog han fra 1773 indtil sin død med en kortvarig afbrydelse 1780-84.

Han formåede at holde Danmark ude af Den Russisk-svenske Krig 1788-1790. Ved Revolutionskrigenes udbrud 1793 lagde han sig fast på en konsekvent defensiv neutralitetspolitik og styrkede denne i 1794 gennem en dansk-svensk neutralitetskonvention. Hans forsigtige politik gav handel og søfart under dansk flag store fordele i konkurrencen med andre nationer, som var involveret i krigene.

Mens Bernstorffs neutralitetspolitik var dygtig, om end traditionel, var det på indenrigspolitikkens område, han i sam- og eftertiden fortjente betegnelsen statsmand. Det var frem for alt hans fortjeneste, at den dybtgående omstrukturering af det danske landbrugssamfund i forbindelse med de store landboreformer kunne finde sted så politisk gnidningsløst, som tilfældet var.

Det var endvidere hans autoritet i statsrådet, der sikrede ytringsfriheden, efter at Den Franske Revolutions farlige tanker i 1789 nåede enevældens Danmark; og det var agtelsen for ham som person, der inddæmmede det voksende dansk-tyske spændingsforhold.

Bernstorff tilhørte en nordtysk godsejerslægt med stærke fyrstetjenertraditioner. Selv forblev han og hans familiekreds tysk af sprog og kultur, ligesom han med sin fromme pietistiske livsholdning og sit kosmopolitiske menneskesyn stod fremmed over for den nye tids nationale følelser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig