Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - historie (Danskhed)

Oprindelig forfatter NFC Seneste forfatter Redaktionen
Danmark - historie... Danmark - h... Danmarks geografi og historie

Danskhedens indhold diskuteres ikke altid i Danmark. Mellem 1945 og 1986 handlede offentlig værdidebat om modernisering, og en meningsfuld skelnen blandt kulturelle fænomener placerede dem på en skala fra gammeldags til nutidig - ikke fra udansk til ægte dansk. Politiske fænomener blev tilsvarende forstået i et spektrum fra venstre til højre - ikke fra mindre til mere dansk. Når danskhed diskuteres, har emnet imidlertid tendens til at dominere alle andre emner.

Den første omfattende offentlige diskussion af danskhed begyndte før midten af 1800-t. med den nationalromantiske politiske bevægelse op til og under kriserne i forbindelse med hertugdømmerne og indførelsen af en demokratisk konstitution. Den ebbede ud omkring 1890. Den definition af danskhed, som udviklede sig mellem 1840'ernes selvsikre militarisme og erfaringerne fra det katastrofale nederlag i 1864, tjener som grundlagfor og inspirationskilde til alle senere diskussioner. Den var præget af Danmarks altdominerende landbrugserhverv og af identifikationen af det sejrrige Preussen med en litterær, dannet og frem for alt urban tysk kultur. Modstillingen af landlig danskhed og udansk urbanitet betød, at intimitet, ensartethed og familiaritet blev hovedindholdet i definitionen af danskhed, mens formalitet, diversitet og distance blev defineret ud af det typisk danske.

Den direkte og uformelle kontakt, som præger ethvert småsamfund, blev ophøjet til nationalt ideal, og det typiske bondesamfunds tilbøjelighedtil at tryne de storagtige og opmuntre de ydmyge blev knæsat som politisk ideal. Rigtige danskere var bønder. Rigtig danskhed var knyttet til "det levende ord", mundtligheden, mens læsning og da navnlig på fremmede sprog blev betragtet med mistænksomhed. Rigtige danskere tilhørte en stor familie, hvor hovedparten af kommunikationen lå i luften som kulturensuudtalte og derfor indiskutable prioriteringer. Idealet om ensartethed gav anledning til en massiv indsats for sproglig ensretning af de mange dialekttalende danskere.

Annonce

I 1800-t.s sidste år blev identitetsproblemet erstattet dels af den politiske konflikt mellem den voksende arbejderklasse og den patriarkalske overklasse, dels af de religiøse konflikter mellem især missionske og grundtvigianere. 1. Verdenskrig satte sig ikke andre spor i danskheden end sønderjydernes tragiske tab på tysk side og genforeningen mellem de dansksindede dele af Sønderjylland og Kongeriget. Op til folkeafstemningen i Slesvig i 1920 fremstillede man det typisk danske som bondelandets værdier, i den tyske propaganda som dorsk madglæde og i den danske som historisk forankret nærhed.

Nationalsocialismens fremmarch satte igen danskheden på dagsordenen som et større politisk emne, og i 1930'ernes danske debat blev nazismens antagelser om menneskets og samfundets natur endevendt og modificeret: Nok var danskerne en slægt, og nok var blodets bånd altafgørende, men danskheden lod sig ikke forene med den militære disciplin, som i Tyskland knyttede sig til det germanske. Siden 1864 havde militære bedrifter mistet enhver plads i den danske identitet, og 1. Verdenskrig havde bekræftet det vise i den tolkning af danskheden. Kampene 1940-45 mod besættelsesmagten havde ikke noget entydigt dansksindet indhold; modstandsfolk kunne i egen selvopfattelse kæmpe for demokratiet, for kommunismen, for friheden og altså for nogles vedkommende for danskheden. Derimod blev den passive modstand, latterliggørelsen af besættelsesmagten, entydigt forstået som typisk dansk; den lune folkelighed mod tysk hierarkisk selvhøjtidelighed.

Efter afslutningen af krigen trådte danskheden hurtigt i baggrunden til fordel for en modernisering med amerikansk inspiration. Fremtid, fremgang og fremdrift var de politiske nøgleord, mens Danmark endegyldigt forandrede sig fra landbrugsland til industrisamfund. Debatten op til folkeafstemningen i 1972 om Danmarks optagelse i Fællesmarkedet havde kun sporadisk danskheden som tema. Konflikten gik mellem en antikapitalistisk position og en moderniseringsposition, som især henviste til eksport og økonomi. Ikke desto mindre var det her, danskhed og venstreorientering blev forbundet, og denne forbindelse har siden præget den offentlige debat. At komme fra en selvforståelse, der idealiserer bondesamfundet ogfamilielivet, til socialismens internationalistiske selvbillede med dets forankring i byerhverv og dets begrundelse i netop individets løsrivelse fra familiære bånd forekommer ikke umiddelbart at være nogen nem sag. Socialismen og bondesamfundets traditionelle værdier blev imidlertid globalt set forbundet med hinanden i disse år. Fattige og lavteknologiske landbrugslande som Kina og Tanzania praktiserede en bondesocialisme, der for mange danskere fremstod som et ideal, der passede til en genkendelig forestilling om danskhed.

Vedtagelsen i 1986 af Den Europæiske Fællesakt, hvor kulturområdet for første gang blev udpeget som et fælleseuropæisk anliggende, fik debatten om danskhed til at eksplodere. Den danske debat er kun en enkelt blandt et utal af europæiske identitetsdebatter. Danskheden fik ny næring af sin modstilling dels med "det europæiske", dels indvandrerne, navnlig de muslimske. Samtidig blev en modsigelse i den traditionelle definition af danskheden synlig: Den europæiske modsætning til danskhed understreger den nære, folkelige, uformelle, ulærde og ligefremme dansker med rødder på landet. Men den "muslimske" modsætning underforstår ikke blot danskheden som et religiøst fællesskab; den betoner også, at danskere er civiliserede, sekulariserede, demokratiske byboer, der har fjernet sig fra muslimernes bondske tilbageståenhed. Begge dele kan jo vanskeligt være sande på én gang, og således er der i det tidlige 2000-t. ikke længere konsensus om, hvad dansk identitet indebærer. Halvandet århundredes definition af danskheden som noget, der bedst udfoldes omkring landsbyens gadekær, har fået voldsom konkurrence fra en danskhed, der forbinder sig med menneskerettigheder og formelle regler. Den danske identitetsdiskussion er også denne gang et led i en bredere europæisk samtale om forholdet mellem det politiske og det kulturelle. Og ingen kan i dag vide, hvordan slaget ender.

Læs mere om Danmarks historie og om Danmark i øvrigt.