Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - historie (efter 2000)

Oprindelig forfatter BLi Seneste forfatter Redaktionen

Med Berlinmurens fald i 1989 ændredes forudsætningerne for Europas udvikling. Det gælder også for Danmark, som siden på flere måder er forandret i forhold til det samfund, som var resultatet af den kolde krig og tiden forud. Udviklingen kan med ét ord sammenfattes i det opbrud, som i årene omkring århundredskiftet har fundet sted, såvel internt i landet som i Danmarks forhold til en omverden, der synes stadig mere nærværende, også i den enkelte danskers hverdag. Opbruddet, som mærkes på snart sagt alle samfundets og dagliglivets områder, har mødt en stærk reaktion fra det bestående. Ved indgangen til det nye årtusinde var Danmark således præget af spændingen mellem en ny global virkelighed, globaliseringen, og voksende fokus på det nationale, det etniske og det religiøse. Det er selve denne spænding, modsætningen mellem en verden i opbrud og ønsket om at fastholde kendte mønstre og værdier, der kendetegner Danmark siden begyndelsen af 1990'erne.

Når det gælder det udenrigspolitiske og forsvaret af Danmarks suverænitet, ses globaliseringen i form af en række nye internationale engagementer, som rækker fra demokrati- og reformstøtte til militære interventioner. Samtidig har "tegningekrisen" 2005-06 vist, at omverdenen også tager kritisk del i udviklingen i Danmark (se Muhammed-tegningerne). Fra dansk side blev der gennem 1990'erne udviklet et stærkt politisk og økonomisk engagement i det baltiske område, og Danmark var blandt de lande, der mest konsekvent støttede EU's og NATOs optagelse af de øst- og centraleuropæiske lande som fuldgyldige medlemmer. Landet har siden også andre steder i verden forstærket sin indsats for udvikling, demokrati og menneskerettigheder. Samtidig har danske styrker med afsæt i Danmarks aktive, men endnu tøvende deltagelse i Golfkrigen i 1991 engageret sig stadig stærkere i først den fredsbevarende indsats i Bosnien i 1992, i luftkrigen mod Serbien 1999 og i NATO-styrken i Kosovo s.å., dernæst i den internationale koalition i krigen i Afghanistan efter terrorangrebene 11. september 2001 og endelig fra marts 2003 til august 2007 som deltager i den multinationale koalition i Irak. Fra sommeren 2006 blev det militære engagement i Afghanistan øget. Det har været karakteristisk, at Danmark med denne militære deltagelse har lagt sig stadig tættere på en aktiv interventionspolitik, i højere grad baseret på alliancepolitik og hensynet til menneskerettigheder end på en mere traditionel binding til FN og klassisk folkeret.

Omvendt er skiftende danske regeringer i samme periode ved folkeafstemninger stødt på modstand over for en stadig uddybning af Danmarks deltagelse i den europæiske integrationsproces, udmøntet i forbehold over for fuldgyldig deltagelse i nogle af de dele af det europæiske samarbejde, der i perioden fremstår som mest dynamiske, især det økonomisk-monetære, det sikkerhedsmæssige og det retlige område. Med et spinkelt nej ved folkeafstemningen i 1992 om Danmarks ratifikation af Maastrichttraktaten om Den Europæiske Union, et ja året efter til traktaten med fire danske forbehold samt et nej i 2000 til Danmarks deltagelse i Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase er tegnet et udviklingsforløb, der uanset ratifikationen i 1998 af Amsterdamtraktaten og i 2001 af Nicetraktaten har skabt usikkerhed om Danmarks forankring i kernen af lande, der ønsker at deltage i et stærkere og mere forpligtende europæisk samarbejde. EU's "refleksionspause" efter Frankrigs og Hollands manglende ratifikation i 2005 af Den Europæiske Forfatningstraktat og perspektivet om en fortsat udvidelse af EU's medlemskreds aktualiserede spørgsmål om Danmarks overordnede europæiske orientering i almindelighed og den politiske stilling til forbeholdene i særdeleshed. Der synes stadig at findes en splittelse i befolkningen om, hvordan Danmarks suverænitet og velfærd bedst forsvares og udvikles: For nogle er udgangspunktet, at Danmark bør holde igen i den europæiske integrationsproces for så vidt muligt at sikre national selvbestemmelse på flest mulige samfundsområder. Andre mener, at Danmark kun gennem fuldgyldig deltagelse i den europæiske udviklingsproces kan hævde de interesser, der tilsammen udgør landets suverænitet. Samtidig har forløbet omkring tegningekrisen samt en mere kritisk international kommentar til aspekter af den nationale udvikling blotlagt landets sårbarhed i en globaliseret verden og betydningen af opbakning fra nærtstående lande. Det står ikke klart, hvorledes denne erfaring på længere sigt vil påvirke befolkningens syn på Danmarks stilling i det europæiske samarbejde og øvrige internationale engagement.

Annonce

Samlet står landet således i sit forhold til omverdenen i den paradoksale situation, at det både er dybere og mere aktivt politisk, økonomisk og militært forbundet med omverdenen end nogensinde tidligere, og samtidig på væsentlige områder er uafklaret både i forhold til den europæiske udvikling og over for det voksende internationale engagement i udviklingen nationalt i Danmark.

En lignende brudflade genfindes indenrigspolitisk. Her betød afviklingen af den kolde krig bortfald af det ydre pres, der gennem mere end 100 år var en forudsætning for dansk politik og samfundsudvikling. Den indenrigspolitiske meningsbrydning kunne derfor i årene omkring årtusindskiftet udfolde sig uden de forudgående årtiers tvingende hensyn til skiftende ydre trusler. Samtidig har den i høj grad med fokus på globaliseringens problemstillinger bevæget sig væk fra den kendte modsætning mellem let genkendelige synspunkter på henholdsvis venstre og højre fløj. Herved har også den store gruppe af offentligt og privat ansatte lønarbejdere ændret rolle og indstilling. Gruppen opfatter sig i stadig højere grad som kritiske borgere og flygtige vælgere i et velfærdssamfund, hvis politiske partier med nedtonede ideologiske profiler konkurrerer om, hvem der mest troværdigt kan forvalte og videreudvikle velfærden. Samlet har Danmark fra begyndelsen af 1990'erne oplevet en betydelig økonomisk fremgang, hvor materiel velfærd og forbrug er steget, båret både af en betydelig produktions- og eksportfremgang og af stigende indtægter fra olie og naturgas. Billedet af Danmark i verden præges modsætningsfuldt af respekt for den særegne og succesfulde økonomisk-sociale model, der forener tilpasningsevne, dynamik og sikkerhed, internationalt kendt som flexicurity, og en voksende kritik af Danmarks flygtninge- og indvandrerpolitik.

Samtidig har globaliseringen med nedbrydningen af kendte strukturer og åbningen af landet for mennesker, varer, kapital og kultur understreget usikkerheden om, hvor udviklingen bevæger sig hen. I fokus står det ofte problematiske møde mellem dansk kultur og indvandrerkultur og en fornyet interesse for religiøst betingede værdier, ikke mindst i brydningen mellem det sekulære samfund og islam. Begge tendenser har medvirket til at svække de politiske partiers forankring i bestemte befolkningsgrupper. Den demokratiske magtkamp er på en ny måde åbnet for nationalt betingede stemningsskift, sådan som det bl.a. er kommet til udtryk med opbygningen af Dansk Folkeparti som en betydelig politisk faktor med såvel parlamentarisk som økonomisk medansvar og ved ændringerne af flere af de øvrige partiers indbyrdes styrkeforhold og positionering. Samtidig ændrer informationsteknologiens fremmarch i sig selv samfundets bærende strukturer, ligesom adgang til internettet og satellit-tv har skabt nye sub- og massekulturer, der slår igennem både lokalt, nationalt og globalt og gør det muligt for danske med etniske bånd til andre lande og kulturer at opretholde nær kontakt med ligesindede overalt på kloden. Takket være denne udvikling er det tidligere, nationalt forankrede fælles verdensbillede i nogen grad afløst af en flerhed af konkurrerende, internationalt forankrede syn på verden og dens udvikling. Tendensen har været, at det etablerede politiske system på den baggrund forsøger at fokusere på fortsat forbedring og rationalisering af velfærdssamfundet inden for det overstatslige samarbejde, der i stigende grad fastlægger ydre og indre vilkår for samfundets udvikling. Den begyndende udlicitering og afvikling af statslige monopoler og ejerskab af infrastruktur er eksempler på denne bestræbelse. 1990'ernes ambitiøse investeringer i de store broer og Ørestad samt arbejdet midt i det nye årtusinds første årti med globaliseringsstrategier og langsigtede velfærdsreformer kan ligeledes ses som led i bestræbelserne for at fremtidssikre "Velfærdsstat Danmark".

I denne situation er befolkningen igen splittet mellem forskellige forestillinger om, hvordan Danmark som nation og stat kan og bør forholde sig til globaliseringens udfordringer. Dette skisma, som går på tværs af kendte partiskel og interessekonflikter, har i stigende grad sat den politiske dagsorden. På den ene side opfattes selve globaliseringen med åbning af grænser og ændringer i befolkningens sammensætning som afsæt til et modernistisk samfundsprojekt, der nok bygger på gamle værdier, men som definitivt har forladt forestillingen om, at fremtidens Danmark kommer til at udgøre en fremspejling af fortidens. I dette perspektiv ses forandring ikke som en trussel, men som en nødvendighed. Indvandrere ses tilsvarende som en resurse, hvis kvalitet og aktive deltagelse på arbejdsmarkedet er afgørende parametre for samfundets funktion og fremtidige konkurrenceevne på det globale marked. Det danske opfattes mindre som noget etnisk og kulturelt stedbundet og mere som et sæt værdier, der hører et moderne, åbent velfærdssamfund til. Visionen bliver et multietnisk Danmark baseret på integration, ikke assimilering. På den anden side opleves den stadig mere gennemgribende åbning af Danmark mod verden som en voksende trussel, ikke mindst for de befolkningsgrupper, der har sværest ved at drage fordel af den globalisering, der bl.a. betyder, at en tiendedel af alle danske jobs årligt forsvinder og ca. en tredjedel af alle arbejdstagere, i alt ca. 800.000, hvert år må skifte job. Indvandringen, islams voksende rolle, det forpligtende internationale samarbejde og udflagningen af især de dårligst uddannedes jobs kommer her til at symbolisere et fjendebillede, der i sidste ende udmønter sig i den opfattelse, at det nære og kendte, endda selve demokratiets grundværdier, trues af det fremmede og ukendte. Det bliver for disse ofte socialt udsatte befolkningsgrupper og for de partier, der ønsker at repræsentere dem, et mål i sig selv at skærme Danmark fra yderligere indvandring og udefra kommende tilpasningskrav. Perspektivet om et multietnisk Danmark afvises ligesom Danmarks videre deltagelse i den europæiske integrationsproces. I forhold til den hastige globalisering i de omgivende lande kan denne bestræbelse virke bremsende. Det er også her karakteristisk, at det internationale og kosmopolitiske trives i modsætningsfyldt samspil med det lokale og nære, og at konflikten mellem "dem" og "os" har fået en mere fremtrædende placering i en polariseret politisk debat.

Verden er kommet tættere på Danmark efter årtusindskiftet, og Danmark har gjort sine første erfaringer med en global offentlighed, der har sin egen opfattelse af udviklingen og egne dagsordner for, hvordan den udlægges. Mens Danmark på det økonomiske og erhvervsmæssige område har haft enestående succes med globaliseringen, giver mødet med omverdenen stadig anledning til alvorlige spændinger, når det gælder udenrigspolitik, integration, kultur og samfundets sammenhængskraft.

Læs mere om Danmarks historie og om Danmark i øvrigt.