Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - historie (1945-2001)

Oprindelig forfatter Rerup Seneste forfatter Redaktionen

Befrielsesjubelen den 8. maj 1945 på Rådhuspladsen i København. På selve befrielsesdagen, den 5. maj, ankom generalmajor Dewing ad luftvejen til hovedstaden med sin stab og et kompagni faldskærmsjægere. De første regulære enheder af The Royal Dragoons gik over den dansk-tyske grænse den 7. maj og nåede København dagen efter. På hele ruten gennem Jylland, Fyn og Sjælland blev de engelske tropper genstand for endeløs jubel.

Befrielsesjubelen den 8. maj 1945 på Rådhuspladsen i København. På selve befrielsesdagen, den 5. maj, ankom generalmajor Dewing ad luftvejen til hovedstaden med sin stab og et kompagni faldskærmsjægere. De første regulære enheder af The Royal Dragoons gik over den dansk-tyske grænse den 7. maj og nåede København dagen efter. På hele ruten gennem Jylland, Fyn og Sjælland blev de engelske tropper genstand for endeløs jubel.

Danmark i det internationale samfund

Trods sin uklare stilling under 2. Verdenskrig opnåede Danmark i 1945 status som allieret og stiftende medlem af FN. Mange så hen til denne nye institution som garant for fred, men med den kolde krigs begyndelse 1946/47 ændredes denne opfattelse. Europas deling skabte en ny sikkerhedspolitisk situation for Danmark. En ny supermagt, Sovjetunionen, var nu tæt på landets grænser, og den klassiske isolerede neutralitet slog ikke længere til. I første omgang gik bestræbelserne ud på at etablere et nordisk forsvarsforbund, men forhandlinger om et sådant forbund brød sammen i begyndelsen af 1949, hvorefter Danmark ligesom Norge i april 1949 deltog i oprettelsen af NATO. En betydelig skepsis i befolkningen og tøven blandt politikerne gjorde i de første år Danmark til en "allieret med forbehold". Forbeholdene gjaldt primært placering af atomvåben på dansk grund samt Vesttysklands genoprustning og optagelse i NATO.

FN blev grundlagt i juni 1945 på en konference i San Francisco; her underskriver den danske rigsdags delegerede, Hartvig Frisch, FN-pagten. Lige til det sidste var det tvivlsomt, om Danmark ville blive anerkendt som allieret og dermed blive medstifter af FN, men i kraft af bl.a. en energisk norsk diplomatisk indsats blev Danmark accepteret som fuldgyldigt medlem. De øvrige i den danske delegation var fra venstre legationsråd Povl Bang Jensen, professor Erik Husfeldt og delegationens leder, ambassadør Henrik Kauffmann.

FN blev grundlagt i juni 1945 på en konference i San Francisco; her underskriver den danske rigsdags delegerede, Hartvig Frisch, FN-pagten. Lige til det sidste var det tvivlsomt, om Danmark ville blive anerkendt som allieret og dermed blive medstifter af FN, men i kraft af bl.a. en energisk norsk diplomatisk indsats blev Danmark accepteret som fuldgyldigt medlem. De øvrige i den danske delegation var fra venstre legationsråd Povl Bang Jensen, professor Erik Husfeldt og delegationens leder, ambassadør Henrik Kauffmann.

Befrielsesregeringen, hvis leder blev Vilhelm Buhl, fastslog ved præsentationen af sit program 9.5.1945, at Danmarks grænse lå fast. Alligevel opstod der et heftigt indenrigspolitisk opgør om grænsen til Tyskland, men i 1947 stod det klart, at grænsen ikke blev ændret. I de følgende år bedredes forholdet til Vesttyskland, og i 1955 blev det gode naboskab beseglet ved København-Bonn-erklæringerne om mindretalsforholdene i grænselandet. I 1961 oprettedes en dansk-tysk Enhedskommando for NATOs nordregion.

I januar 1968 anmodede den danske regering om en fornyet garanti fra USA for, at forbuddet mod atomvåben på dansk territorium ikke blev krænket. Baggrunden var, at et amerikansk atombevæbnet B-52 bombefly var styrtet ned ved Thule i Grønland. Man udelukkede dog ikke, at der kunne være tale om et enkeltstående tilfælde som følge af en nødsituation. Sagen fik imidlertid ny aktualitet, da den danske regering i 1995 frigav hidtil ukendte oplysninger om, at stats- og udenrigsminister H.C. Hansen i 1958 på trods af den officielle danske politik havde givet USA tilladelse til at overflyve og lande med atombevæbnede fly i Grønland. De danske arbejdere, som i 1968 havde deltaget i oprydningsarbejdet efter Thuleulykken, fik herved yderligere et argument i deres kamp for erstatning for fysiske og psykiske men, krav som senere blev imødekommet.

Annonce

Statsministre og regeringer i Danmark siden 1848
1848A.W. Moltke (embedsmandsregering med deltagelse af nationalliberale)
1848-51A.W. Moltke (embedsmandsregering med deltagelse af konservative og nationalliberale)
1851-52A.W. Moltke (embedsmandsregering med deltagelse af konservative)
1852-53C.A. Bluhme (konservative)
1853-54A.S. Ørsted (konservative)
1854-56P.G. Bang (konservative og nationalliberale)
1856-57C.G. Andræ (konservative og nationalliberale)
1857-59C.C. Hall (nationalliberale og konservative)
1859-60C.E. Rotwitt (Bondevenner og nationalliberale)
1860-63C.C. Hall (overvejende nationalliberale)
1863-64D.G. Monrad (nationalliberale)
1864-65C.A. Bluhme (konservative)
1865-70C.E. Frijs (konservative)
1870-74Ludvig Holstein-Holsteinborg (konservative og nationalliberale)
1874-75C.A. Fonnesbech (konservative og nationalliberale)
1875-94J.B.S. Estrup (Højre)
1894-97Tage Reedtz-Thott (Højre)
1897-1900Hugo Hørring (Højre)
1900-01Hannibal Sehested (Højre)
1901-05J.H. Deuntzer (Venstrereformpartiet)
1905-08J.C. Christensen (V)
1908-09Niels Neergaard (V)
1909Ludvig Holstein-Ledreborg (V)
1909-10C.Th. Zahle (B)
1910-13Klaus Berntsen (V)
1913-20C.Th. Zahle (B)
1920Otto Liebe (forretningsministerium)
1920M.P. Friis (forretningsministerium)
1920-24Niels Neergaard (V)
1924-26Thorvald Stauning (A)
1926-29Thomas Madsen-Mygdal (V)
1929-40Thorvald Stauning (A, B)
1940-42Thorvald Stauning (samlingsregering)
1942Vilhelm Buhl (samlingsregering)
1942-43Erik Scavenius (samlingsregering)
1943-45Departementschefstyret
1945Vilhelm Buhl (samlingsregering)
1945-47Knud Kristensen (V)
1947-50Hans Hedtoft (A)
1950-53Erik Eriksen (V, C)
1953-55Hans Hedtoft (A)
1955-57H.C. Hansen (A)
1957-60H.C. Hansen (A, B, E)
1960Viggo Kampmann (A, B, E)
1960-62Viggo Kampmann (A, B)
1962-64Jens Otto Krag (A, B)
1964-68Jens Otto Krag (A)
1968-71Hilmar Baunsgaard (B, C, V)
1971-72Jens Otto Krag (A)
1972-73Anker Jørgensen (A)
1973-75Poul Hartling (V)
1975-78Anker Jørgensen (A)
1978-79Anker Jørgensen (A, V)
1979-82Anker Jørgensen (A)
1982-88Poul Schlüter (C, V, D, Q)
1988-90Poul Schlüter (C, V, B)
1990-93Poul Schlüter (C, V)
1993-94Poul Nyrup Rasmussen (A, D, B, Q)
1994-1998Poul Nyrup Rasmussen (A, B, D)
1998-2001Poul Nyrup Rasmussen (A, B)
2001-05Anders Fogh Rasmussen (V, C)
2005-07Anders Fogh Rasmussen (V, C)
2007-09Anders Fogh Rasmussen (V, C)
2009-11Lars Løkke Rasmussen (V, C)
2011-14Helle Thorning-Schmidt (A, F, B)
2014-15Helle Thorning-Schmidt (A, B)
2015-16Lars Løkke Rasmussen (V)
2016-Lars Løkke Rasmussen (V, LA, K)

Partier: A: Socialdemokratiet, B: Det Radikale Venstre, C: Det Konservative Folkeparti, D: Centrum-Demokraterne, E: Danmarks Retsforbund, F: Socialistisk Folkeparti, LA: Liberal Alliance, Q: Kristeligt Folkeparti, V: Venstre.

Den første partibetegnelse svarer til det parti, som statministeren tilhører.

Sideløbende med NATO-engagementet fra 1949 bidrog Danmark sammen med de andre nordiske lande betydeligt til FN's fredsbevarende arbejde ved bl.a. at stille styrker til rådighed i Suez 1956-57, i Congo 1960-64 og på Cypern fra 1964. Fra 1961 har Danmark ydet ulandshjælp i stadig større omfang og er nu et af de lande, der yder relativt mest. Således har Danmark siden 1992 opfyldt FN's krav om, at mindst 1 % af brutto-nationalindkomsten skal gå til udviklingsbistand.

Økonomisk fik Danmark fra 1948 del i Marshallhjælpen, hvilket dels lettede landets valutaproblemer, dels fremmede import af råvarer og maskiner og dermed bidrog til en betydelig modernisering og rationalisering af både landbrug og industri. Gennem medlemskab af OEEC (nuv. OECD) blev Danmark inddraget i den almindelige internationalisering af økonomien med afvikling af handels- og valutarestriktioner. Danmark deltog ikke i oprettelsen af de europæiske institutioner, der 1957-59 ledte frem til Romtraktatens Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF), men indgik i forhandlingerne om det europæiske frihandelsområde (EFTA), der blev etableret i 1960. Problemet var, at den danske eksport var næsten ligeligt fordelt mellem de to områder, og da Storbritannien i 1961 søgte om optagelse i EF, fulgte Danmark straks efter, men opgav, da briterne blev afvist. Efter endnu et fejlslagent forsøg i 1967 blev der forhandlet om oprettelse af en nordisk økonomisk union (NORDEK). Forsøget forliste i 1969, da der igen blev åbnet for ansøgning om optagelse i EF. I 1972 efter en intens debat stemte et flertal ved en bindende folkeafstemning for dansk medlemskab af EF, som trådte i kraft fra nytår 1973. Spørgsmålet om det europæiske samarbejdes videre udvikling splittede imidlertid befolkningen i to næsten lige store dele.

Velfærdsstaten under opbygning

Allerede under besættelsen var en befrielsesregering med ligelig repræsentation fra Frihedsrådet og de politiske partier blevet forberedt. Da den tiltrådte i maj 1945, indledte den et retsopgør med kollaboratører. Det var dog fortrinsvis de egentlige nazister, håndlangere og mindre, økonomiske kollaboratører, der blev dømt.

Regeringens anden opgave var en normalisering af det politiske liv med afholdelse af valg til Folketinget i oktober 1945. Her blev DKP kraftigt styrket på Socialdemokratiets bekostning. Venstre gik frem og dannede med støtte fra konservative og radikale en mindretalsregering, ledet af Knud Kristensen. Den faldt på et personligt mistillidsvotum til statsministeren pga. hans agitation for en grænseflytning. Ved valget i 1947 genvandt Socialdemokratiet noget af sin styrke, og partiet dannede under Hans Hedtofts ledelse en mindretalsregering, der i lighed med den foregående løb ind i problemer pga. landets vanskelige økonomiske situation, og efter valget i 1950 foretrak den at gå af på et spørgsmål om lettelse af smørrationeringen. Efterfølgeren blev en regering af Venstre og Konservative, ledet af Erik Eriksen, hvis hovedindsats blev gennemførelsen af en større grundlovsændring i 1953. Herved afskaffedes Landstinget, parlamentarismen blev grundlovsfæstet, der blev åbnet mulighed for afgivelse af suverænitet, indført udvidede muligheder for afholdelse af folkeafstemninger og etableret en ombudsmandsinstitution. I tilslutning til Grundloven blev der vedtaget en tronfølgelov, som gav arveret for kvinder til den danske trone; tronfølgeloven indebærer dog ikke fuld ligestilling, da en yngre søn går forud for en ældre datter.

Efter vedtagelse af grundlovsændringen blev regeringen afløst af socialdemokratiske mindretalsregeringer med radikal støtte, først ledet af Hans Hedtoft og efter hans død i 1955 af H.C. Hansen. Efter valget i 1957 dannede H.C. Hansen en flertalskoalition af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet (georgisterne). Det blev den første regering, der kunne nyde godt af den internationale højkonjunktur og den indenlandske økonomiske vækst. Indtil 1968 havde Danmark socialdemokratisk ledede regeringer, 1960-62 med Viggo Kampmann som statsminister, fra 1962 med J.O. Krag. Regeringerne var oftest baseret på samarbejde med Det Radikale Venstre, 1966-68 dog støttet af Socialistisk Folkeparti (SF), der var blevet dannet i 1959 efter en dybtgående splittelse af DKP. I 1968 dannedes en borgerlig trepartiregering af Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister. I 1971 blev J.O. Krag atter leder af en socialdemokratisk regering; efter at et flertal ved folkeafstemningen i 1972 havde stemt for Danmarks tilslutning til EF, overlod han statsministerposten til Anker Jørgensen.

Ved 2. Verdenskrigs slutning havde næsten alle partier udarbejdet fyldige programmer; mest omfattende var Socialdemokratiets med en velfærdsstrategi, der berørte alle samfundsområder. De økonomiske problemer i det første tiår efter 1945 blokerede for en reformpolitik, men fra midten af 1950'erne gennemførte vekslende koalitioner i Folketinget en velfærdspolitik, der omfattede folkepension (1956), sygelønsordning (1960), invalideforsikring (1965) samt kraftige forøgelser af støtten til arbejdsløse og en social styrelseslov (1970). Det skete i forbindelse med Kommunalreformen, der reducerede antallet af kommuner fra 1386 til 275. 1971-73 gennemførtes en reform af dagpengeordningen ved sygdom og en sygesikringslov, der afskaffede sygekasserne og gjorde sygesikringen skattefinansieret. Reformerne på social- og sundhedsområdet afrundedes med Bistandsloven (1974).

På uddannelsesområdet skete der en vældig ekspansion. Folkeskolen blev grundlæggende ændret i 1958, gymnasierne, erhvervsuddannelserne og de højere uddannelser oplevede en eksplosiv vækst i tilgangen. På det kulturelle område blev den offentlige indsats forstærket, navnlig efter dels oprettelsen af Kulturministeriet i 1961, dels love om teatre, biblioteker, en filmfond og om Statens Kunstfond i 1960'ernes første halvdel.

Velfærdslovgivningen var baseret på princippet om universalisme, dvs. ikke blot særligt trængendes ret, men alle borgeres ret til ydelser inden for alle sektorer. Dette princip karakteriserer de nordiske velfærdssamfund og er en af årsagerne til den høje grad af konsensus mellem partier og sociale klasser, der har præget lovgivningen. En anden årsag er fraværet af absolut flertal for et enkelt parti. Et andet princip i velfærdslovgivningen har været finansieringen over skatterne; indtil 1980'erne affødte dette forhold en eksplosiv forøgelse af de offentlige udgifter og af skatterne.

Reformerne havde baggrund i en meget kraftig økonomisk vækst fra ca. 1958 og i store strukturforandringer i det danske erhvervsliv og på arbejdsmarkedet. I både landbrug og industri forøgedes produktiviteten kraftigt, hvilket i landbruget medførte en reduktion i antal brug og arbejdsstyrke, mens industrien ekspanderede, og fra begyndelsen af 1960'erne oversteg værdien af industrieksporten landbrugets. Stærkest voksede dog antallet af funktionærer i servicesektoren, i det private erhvervsliv og især i den offentlige sektor. Både her og i industrien var det navnlig kvinderne, der erobrede det nye arbejdsmarked.

Denne anden industrielle revolution er karakteristisk derved, at industrien flyttede mod vest, dvs. bort fra de gamle centre og ud i landdistrikter og til mindre provinsbyer med udnyttelse af den arbejdsstyrke, der blev trængt ud af landbruget. Det medførte helt nye bomønstre i forhold til den gamle byarbejderklasse, en slags urbanisering af landet. Overalt skød nye parcelhuskvarterer op; mange familier fik bil og tog på charterrejse. Forbrugsmønstrene ændredes kraftigt, og folk skabte nye livsformer, der affødte kultursammenstød og i sidste instans de voldsomme forskydninger i det politiske mønster, som Danmark oplevede i første halvdel af 1970'erne. Et varsel var den såkaldte rindalismedebat i midten af 1960'erne, foranlediget af den første uddeling fra Statens Kunstfond.

De mest markante politisk-kulturelle sammenstød i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne fandt dog sted mellem den nye generation af unge, opvokset under velfærden, og den ældre generation med erfaringer fra før og under krigen. Temaer i dette ungdomsoprør var mange: protester mod atomoprustning, mod USAs krig i Vietnam og mere generelt mod stivnede demokratiske processer. Kodeordene var demokratisering og medbestemmelse på alle samfundsniveauer, i første omgang med størst effekt på de højere læreanstalter med indførelse af en Styrelseslov (1970), der gav studerende og yngre lærere medindflydelse. I samme periode skete der en fornyet ideologisering af den politiske og kulturelle debat med stærke islæt af marxisme og andre radikale idéretninger. Den nye aktivisme udtrykte sig i utraditionelle udenomsparlamentariske former, i protestmarcher, besættelser af huse, fabrikker og universiteter, såkaldt vilde strejker, gadeteater og happenings.

I 1960 indledte Kampagnen mod Atomvåben en række marcher fra Holbæk til København. Billedet her viser den sidste og største atommarch, der foregik i 1962. Inspirationen kom fra England, og Atomkampagnen var rettet mod atomvåben og prøvesprængninger over hele verden, men agiterede tillige for en fastholdelse af det danske nej til atombevæbning. Atomkampagnen var den første af mange græsrodsbevægelser i 1960'erne og 1970'erne.

I 1960 indledte Kampagnen mod Atomvåben en række marcher fra Holbæk til København. Billedet her viser den sidste og største atommarch, der foregik i 1962. Inspirationen kom fra England, og Atomkampagnen var rettet mod atomvåben og prøvesprængninger over hele verden, men agiterede tillige for en fastholdelse af det danske nej til atombevæbning. Atomkampagnen var den første af mange græsrodsbevægelser i 1960'erne og 1970'erne.

Politiske omvæltninger, økonomisk krise og fornyet fremgang

Danmarks udenrigspolitik og økonomi er efter 1973 i stigende grad blevet internationaliseret. Både i FN-regi og bilateralt er ulandshjælpen øget støt, og Danmark bidrager fortsat med fredsbevarende styrker, i 1990'erne i Eks-Jugoslavien. På trods af en bred enighed om NATO-medlemskabet opstod der i en årrække uenighed om den konkrete stillingtagen til alliancens strategi. Et flertal støttede fra 1977/78 idéen om et atomvåbenfrit Norden. NATOs "dobbeltbeslutning" i 1979 indebar, at der ville blive opstillet nye raketsystemer i Europa, medmindre Warszawapagten og NATO blev enige om at begrænse den slags våben. Følgerne heraf blev mødt med stor skepsis i Danmark, og uoverensstemmelserne kulminerede 1982-88, da et såkaldt alternativt flertal, støttet af en stærk folkelig fredsbevægelse, i en række tilfælde pålagde regeringen at fremføre forbehold over for NATO-beslutninger, den såkaldte fodnotepolitik. I sidste halvdel af 1980'erne mindskedes modsætningerne, dels da Det Radikale Venstre, som havde udgjort en del af fodnoteflertallet, i 1988 indgik i regeringssamarbejdet, dels som følge af afspændingspolitikken og de kommunistiske regimers sammenbrud i Øst- og Centraleuropa.

Forholdet til EF, fra 1993 EU, har siden 1972 været et stridspunkt. På trods af et solidt flertal i Folketinget for fortsat medlemskab og udvidet integration har befolkningen været delt næsten midt over ved de tre folkeafstemninger, der har været afholdt. Afstemningen om det fælles indre marked i 1986 gav et flertal på godt 56 %, men Maastrichttraktaten om udvidet integration faldt ved en folkeafstemning 2.6.1992 med 50,7 % nejstemmer. Derefter indgik tilhænger- og modstanderpartier et "nationalt kompromis", og på den baggrund opnåede Danmark i Edinburghafgørelsen nogle undtagelsesbestemmelser, som førte til, at traktaten ved en ny afstemning 18.5.1993 blev vedtaget med 56,8 % af stemmerne.

En nej-plakat fra Folkebevægelsen mod EF. Plakaten fremhæver det nordiske samarbejde som alternativ til EF. Det er vist ved fem svaner, hvoraf den ene (Danmark) er løsrevet.

En nej-plakat fra Folkebevægelsen mod EF. Plakaten fremhæver det nordiske samarbejde som alternativ til EF. Det er vist ved fem svaner, hvoraf den ene (Danmark) er løsrevet.

Indenrigspolitisk blev 1970'erne et turbulent årti. Folketingsvalget i 1973, det såkaldte jordskredsvalg, vendte op og ned på partistrukturen. De fire gamle partiers tilslutning faldt fra ca. 90 % til ca. 58 %, og mange nye partier blev repræsenteret, først og fremmest Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne, der med hhv. ca. 16 % og ca. 8 % af stemmerne samlede en fjerdedel af vælgerne. Fremskridtspartiet under ledelse af Mogens Glistrup repræsenterede et oprør mod velfærdsstaten, navnlig den øgede skattebyrde og væksten i den offentlige sektor. Det politiske liv blev herefter præget af hyppige valg, komplicerede regeringsdannelser og en smal parlamentarisk basis for regeringerne. 1973-75 regerede Venstre under Poul Hartling på kun 22 mandater. Indtil 1982 dannede Socialdemokratiet under Anker Jørgensen mindretalsregeringer, 1978-79 i koalition med Venstre. 1970'ernes politiske liv blev yderligere farvet af en række brede sociale bevægelser, der på enkeltområder som miljø og atomkraft, "grøn" politik, søgte at påvirke de politiske beslutninger. Blandt disse bevægelser var kvindebevægelsen utvivlsomt den mest indflydelsesrige.

Den internationale økonomiske krises gennemslag i Danmark fra 1974 skabte i det følgende årti store problemer for de skiftende regeringer. Den stagnerende økonomiske vækst og arbejdsløsheden blev ledsaget af en betydelig inflation, som blev søgt imødegået gennem indkomstpolitik og vekslende indgreb. Den socialdemokratiske regerings krisepolitiske forligsmuligheder var i 1982 udtømte, og en koalition af borgerlige partier, "firkløverregeringen", bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, overtog regeringsmagten under ledelse af den konservative Poul Schlüter.

Schlüter var leder af vekslende borgerlige regeringer indtil 1993 og dermed den længst siddende statsminister siden Stauning. I 1988 afløstes "firkløverregeringen" af et "trekløver" bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre, og i 1990 reduceredes regeringssamarbejdet til kun at omfatte de Konservative og Venstre. Selvom de borgerlige koalitionsregeringer gik tilbage ved hvert eneste valg, opnåede de væsentlige resultater på en række områder, ikke mindst gennem samarbejde med Socialdemokratiet. Der gennemførtes en energisk antiinflatorisk økonomisk politik med fjernelse af den automatiske dyrtidsregulering, stramninger af de offentlige udgifter og fordyringer af forbrugslån. Konkurrenceevnen blev forbedret, kronen styrket, og der blev skabt mere end 200.000 nye arbejdspladser, men arbejdsløsheden vedblev at stige ligesom udlandsgæld og skattetryk. Inflationen blev derimod bremset, og fra slutningen af 1980'erne bidrog en række faktorer til at forbedre den danske økonomi: De internationale konjunkturer vendte, handelsbalancen blev forbedret og den danske udlandsgæld efterhånden formindsket, bl.a. som følge af næsten fuldstændig selvforsyning med energi i kraft af olie og gas fra Nordsøen.

Under denne begyndende fremgang måtte den borgerlige regering i januar 1993 træde tilbage pga. justitsminister Erik Ninn-Hansens overtrædelse af Udlændingeloven (Tamilsagen), et forhold, der senere blev pådømt ved den første danske rigsretssag i 80 år. Poul Schlüters efterfølger som statsminister, socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, ledede først en firepartiregering af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti; ved valget i september 1994 blev Enhedslisten, en sammenslutning af partier og grupper på venstrefløjen, repræsenteret, mens Kristeligt Folkeparti ikke opnåede repræsentation. Nyrup Rasmussen fortsatte som statsminister for en trepartiregering af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Centrum-Demokraterne, som dog forlod regeringen i 1996. Den skærpede internationale konkurrence, den europæiske integration og målsætningen om at nedbringe statens gæld har sat snævre rammer for det seneste tiårs regeringers økonomiske handlemuligheder. Et af hovedtemaerne i dansk politiske fra midten af 1990'erne har derfor handlet om betingelserne og formerne for en fastholdelse og udbygning af velfærdssamfundet.

Gennem en ekspansiv økonomisk politik lykkedes det Nyrup Rasmussens regering at nedbringe arbejdsløsheden, og der gennemførtes en række vigtige reformer i velfærdssystemet og arbejdsmarkedspolitikken ud fra et ønske om at trække så mange modtagere af offentlige ydelser ud på arbejdsmarkedet som muligt. Som et led i denne strategi indgik regeringen i 1998 forlig med de borgerlige partier om en ændring af efterlønsordningen. Den skulle bidrage til udskyde tidspunktet for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Trods et beskedent omfang medførte ændringen en voldsom tillidskrise for socialdemokraterne og især statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Ved valget til Folketinget i marts 1998 oplevede Det Konservative Folkeparti et alvorligt tilbageslag, hvilket til dels var forårsaget af indre stridigheder om ledelsen af partiet. Kristeligt Folkeparti opnåede igen repræsentation, og Dansk Folkeparti og Centrum-Demokraterne fik betydelig fremgang. Umiddelbart efter valget trådte Venstres leder, Uffe Ellemann-Jensen, og den konservative leder, Per Stig Møller, tilbage. De blev afløst af Anders Fogh Rasmussen og Pia Christmas-Møller, der dog allerede i 1999 blev afløst af Bendt Bendtsen. På grundlag af et spinkelt flertal kunne Poul Nyrup Rasmussen på ny danne regering i koalition med Det Radikale Venstre.

Systemskifte 2001

Valgresultatet november 2001 skabte de mest radikale ændringer i de politiske styrkeforhold siden valget i 1973. Den samlede venstrefløj og især Socialdemokratiet gik kraftigt tilbage. Centrum-Demokraterne mistede alle deres mandater, mens Venstre og Dansk Folkeparti opnåede massiv fremgang. Venstre blev Danmarks største parti, og med parlamentarisk støtte fra Dansk Folkeparti blev Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, i 2001 statsminister for en regering af Venstre og Det Konservative Folkeparti. Med støtte fra Dansk Folkeparti gennemførte regeringen inden for flygtninge- og indvandrerområdet i 2002 betydelige og stærkt omstridte stramninger. For at sikre indfrielse af valgløftet om skattestop og om styrkelse af velfærdsstatens kerneområder gennemførte regeringsflertallet reduktioner af de offentlige udgifter med bl.a. store besparelser på ulandsbistanden og inden for miljøområdet. Tonen i dansk politik skærpedes i tiden efter regeringsskiftet. Den politiske kamp fik mere og mere præg af en kamp om værdier og kulturelle holdninger. Kort tid efter Socialdemokratiets valgnederlag trådte Poul Nyrup Rasmussen tilbage som partiformand og afløstes af Mogens Lykketoft.

I 2003 besluttede regeringsflertallet, at Danmark skulle tilslutte sig den internationale koalition, der under ledelse af USA gennemførte en invasion i Irak med henblik på at fremtvinge et regimeskifte. Dermed var Danmark for første gang siden 1864 i krig. Det internationale engagement omfattede desuden udsendelse af tropper til Afghanistan.

Ved valget til Folketinget februar 2005 konsoliderede det regeringsbærende flertal af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti sin position, mens Socialdemokraterne (Socialdemokratiets betegnelse siden 2002) ikke kunne genvinde tabet fra 2001. Som en konsekvens heraf trådte Mogens Lykketoft umiddelbart efter valget tilbage som partiformand, og til hans efterfølger valgte partiets medlemmer Helle Thorning-Schmidt efter en intens kamp mod Frank Jensen. Socialdemokraterne havde dog fortsat store problemer med at formulere en samlende politisk vision og vinde fremgang blandt vælgerne.

Regeringen og Dansk Folkeparti støttede fortsat deltagelsen i den amerikansk ledede koalitions besættelse af Irak. I 2005-06 gennemløb Danmark en alvorlig international krise. Den var forårsaget af nogle karikaturtegninger af profeten Muhammed i Morgenavisen Jyllands-Posten (se Muhammed-tegningerne). De vakte stor vrede og forargelse i muslimske kredse, og i en række lande i Mellemøsten blev danske repræsentationer angrebet. Krisen udviklede sig også til et heftigt indenrigspolitisk opgør om, hvorvidt man i udnyttelsen af ytringsfriheden bør respektere tro og religiøse følelser eller ej.

I indenrigspolitikken gennemførtes 2005-06 to vidtrækkende reformer. Efter forarbejde i en strukturkommission vedtoges en reform, der med virkning fra 2007 reducerede antallet af kommuner og erstattede amtskommunerne med fem regioner, hvis væsentligste opgaver blev administration af sygehusvæsenet (se strukturreformen). En velfærdskommission afgav i begyndelsen af 2006 betænkning med omfattende forslag til ændringer i en række velfærdsordninger. En del af disse forslag blev lagt til grund for et forlig mellem regeringspartierne, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, hvor man især hævede aldersgrænsen for modtagere af efterløn, hævede pensionsalderen og indførte tidlig aktivering af ledige samt incitamenter for studerende til hurtigere gennemførelse af studierne. Hovedmålet var at sikre, at så mange mennesker fungerer på arbejdsmarkedet så længe som muligt. Med ønsket om bl.a. større parlamentarisk samarbejde om projektet udskrev regeringen folketingsvalg i efteråret 2007; det resulterede i for en Venstre-ledet regering et historisk andet genvalg.

Læs videre om Danmarks historie efter 2000, vend tilbage til begyndelsen på Danmarks historie eller læs om Danmark i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Rerup: Danmark - historie (1945-2001) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=219104