• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - historie (1940-45)

Oprindelig forfatter ATro Seneste forfatter Redaktionen

Besættelsen

Erik Scavenius (tv.) modtager rigsbefuldmægtiget Werner Best 5.11.1942; i baggrunden Christiansborg Slotskirke. Scavenius mente, at de reale Magtforhold i den os omgivende Verden, derunder først og fremmest Magtbalancen mellem de os nærmestliggende Stormagter måtte bestemme dansk udenrigspolitik. Trods store analytiske og taktiske evner havde han kun begrænset forståelse for andres synspunkter, og hans stædige fastholden ved sin udstukne kurs hvilede ikke altid på et realistisk virkelighedsbillede.

Erik Scavenius (tv.) modtager rigsbefuldmægtiget Werner Best 5.11.1942; i baggrunden Christiansborg Slotskirke. Scavenius mente, at de reale Magtforhold i den os omgivende Verden, derunder først og fremmest Magtbalancen mellem de os nærmestliggende Stormagter måtte bestemme dansk udenrigspolitik. Trods store analytiske og taktiske evner havde han kun begrænset forståelse for andres synspunkter, og hans stædige fastholden ved sin udstukne kurs hvilede ikke altid på et realistisk virkelighedsbillede.

Danmark blev besat af tyske tropper i løbet af et par morgentimer den 9. april 1940. Angrebet ledsagedes af et ultimatum om ikke at yde modstand. Til gengæld ville Tyskland respektere landets politiske uafhængighed; kongen og regeringen bøjede sig. Dermed indledtes en "fredsbesættelse" af landet, hvorunder illusionen om uafhængighed opretholdtes. Forbindelsen mellem de to lande gik på få undtagelser nær via udenrigsministerierne.

England reagerede ved den 12. april selv at besætte Færøerne, ligesom England søgte at lægge beslag på handelsflåden; 2/3 af den kom således efterhånden til at sejle i allieret tjeneste. Gesandten i London, E. Reventlow, bevarede diplomatisk status. H. Kauffmann i Washington tog derimod forbehold og sluttede i april 1941 aftale om etablering af amerikanske baser på Grønland, der fra krigens begyndelse havde stået under USAs beskyttelse.

Samarbejde politisk og økonomisk. Det tyske militær krævede principielt, at sager, som det var involveret i, skulle afgøres for dets egne krigsretter. Fra dansk side hævdedes det omvendt, at danske statsborgere i det suveræne Danmark altid skulle dømmes ved dansk ret. Da sabotagen i 1942 tog til, blev problemet aktuelt, og dobbeltjurisdiktionen blev en møllesten om halsen på samarbejdspolitikken.

Annonce

Samarbejdspolitikken med Tyskland havde sin pendant indadtil i samarbejdet mellem partierne. Repræsentanter for Det Konservative Folkeparti og Venstre indtrådte i den socialdemokratiske regering som ministre uden portefølje. I juli 1940 etableredes en egentlig samlingsregering med et par ministre uden partitilknytning, deriblandt Erik Scavenius som udenrigsminister. Samlingen på Christiansborg havde almindelig tilslutning i befolkningen, og en bølge af danskhed og nationalfølelse fejede samtidig hen over landet med kongen som nationens faderskikkelse og samlingsmærke.

Den danske regering frygtede, at tyskerne skulle lade det danske nazistparti komme til magten. Faren herfor var dog ikke reel, da tyskerne kun brugte de danske nazister som et skræmmebillede. Det vidste man imidlertid hverken i regeringen eller blandt de "genrejser"-kredse, der arbejdede på at skabe en alternativ regering uden parlamentarisk grundlag bestående af fagfolk og eksperter.

Udenrigshandelen måtte drejes over til Tyskland, der ville aftage landbrugseksporten til gode priser og til gengæld levere bl.a. kul. Prisstigninger ved krigsudbruddet blev afbødet ved en automatisk lønregulering efter pristallet, men der blev derpå indført lønstop, hvilket i øvrigt var i overensstemmelse med tysk politik; tyskerne ønskede således ikke, at arbejderne i de besatte lande havde en højere levestandard end arbejderne i Tyskland. Resultatet var gode tider for landbruget, mens realindtægten i byerne i 1940 gik ned med ca. 20%, og arbejdsløsheden steg. Samhandelen med Tyskland skabte i løbet af besættelsen et dansk eksportoverskud på ca. 3 mia. kr. i den tids penge og dermed en udpumpning af købekraft i det danske samfund. Det tyske militærs bygge- og anlægsarbejder, især flyvepladser og befæstninger på Vestkysten, kostede ca. 5 mia. kr. og finansieredes ved udlæg fra Nationalbanken.

Samarbejdspolitikkens ulempe var afhængigheden af Tyskland. Begrænsninger i pressefriheden og andre krav måtte efterkommes, og "hetzere" som den konservative Christmas Møller og socialdemokraten Hans Hedtoft måtte fjernes fra det politiske liv. De danske nazisters aktioner måtte tåles trods gældende mødeforbud. Samarbejdspolitikkens fordel var, at der i modsætning til i andre besatte lande ikke skete en nazificering af samfundslivet. Hær, flåde og politi var under dansk ledelse. Demokratiet fungerede videre på centralt og lokalt plan, og ingen blandede sig i undervisningssektoren. De faglige organisationer og alt øvrigt foreningsliv forblev uantastede.

Rationering af sukker og kaffe var en realitet allerede før besættelsen; siden blev også brød, gryn og smør rationeret. Af en normalforbrugers behov på ca. 3000 kalorier blev omtrent 1600 kalorier dækket af rationerne. De resterende kom fra ikke-rationerede varer som kød, kartofler, frugt og grøntsager. Mærkerne måtte ikke handles, men blev det alligevel i stor stil på den sorte børs.

Rationering af sukker og kaffe var en realitet allerede før besættelsen; siden blev også brød, gryn og smør rationeret. Af en normalforbrugers behov på ca. 3000 kalorier blev omtrent 1600 kalorier dækket af rationerne. De resterende kom fra ikke-rationerede varer som kød, kartofler, frugt og grøntsager. Mærkerne måtte ikke handles, men blev det alligevel i stor stil på den sorte børs.

I forbindelse med Tysklands militære angreb på Sovjetunionen 22.6. 1941 bortfaldt Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt (1939-41), som hidtil havde beskyttet danske kommunister imod at blive forfulgt af den tyske besættelsesmagt; tyskerne krævede nu, at ledende danske kommunister blev interneret. Det blev efterkommet i langt større omfang end krævet, og i forlængelse af dette brud på Grundloven blev Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) forbudt, ligesom man forsøgte at rense fagbevægelsen for kommunister. Partiet gik under jorden og fortsatte sin virksomhed, hvilket blev begyndelsen til det organiserede illegale arbejde i Danmark.

På tyske krav accepterede regeringen oprettelsen af Frikorps Danmark til kamp på tysk side mod bolsjevismen samt dansk tilslutning til Antikominternpagten. Da statsminister Stauning døde i maj 1942, blev partifællen Vilhelm Buhl hans efterfølger. Den økonomiske situation fandt sit leje, prisniveauet stabiliseredes, arbejdsløsheden gik tilbage, bl.a. fordi tyske anlægsarbejder i Danmark opsugede en del arbejdskraft, og det lykkedes at få kronen revalueret med ca. 8% i forhold til den tyske rigsmark.

Samarbejdspolitikken under belastning. Belastningen af samarbejdspolitikken kom i løbet af 1942 med de illegale aktiviteter. Efter det tyske brud på Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt blev kommunisterne en væsentlig kraft i modstandsbevægelsen. De etablerede i samarbejde med kredse fra Det Konservative Folkeparti modstandsbevægelsen og bladet Frit Danmark og begyndte fra april 1942 på sabotageaktioner. Christmas Møllers rejse til England i begyndelsen af maj 1942 og efterfølgende radiotaler til Danmark vakte stor opsigt. Fra årsskiftet 1941-42 begyndte den britiske organisation SOE (Special Operations Executive) at nedkaste faldskærmsfolk i landet, hvilket skete i samarbejde med folk fra partiet Dansk Samling. Der var dog endnu ringe folkelig opslutning bag de illegale, hvis tal var meget beskedent.

Efteråret 1942 prægedes af tysk utilfredshed med situationen i Danmark, bl.a. efter uroligheder under Frikorpsets orlov, men også pga. behovet for en styrkelse af det tyske invasionsforsvar. En diplomatisk krise udløstes af et meget kortfattet takketelegram fra kongen til Hitler i forbindelse med kongens fødselsdag, Telegramkrisen, og førte til, at Hitler personligt greb ind i de danske forhold. Den befuldmægtigede, Renthe-Fink, blev afløst af Werner Best, og en ny øverstkommanderende, general von Hanneken, blev sendt til Danmark i november, ligesom det blev krævet, at udenrigsminister Scavenius også skulle være statsminister, og at de illegale aktiviteter blev bekæmpet; von Hanneken krævede endvidere Jylland rømmet af dansk militær.

Werner Best fortsatte den tyske politik i nært samarbejde med Scavenius, fordi den dels gav Tyskland den bedste udnyttelse af landets produktion — landbrugseksporten svarede til ca. en måneds forbrug i Tyskland — dels bevarede ro og orden med en minimal indsats af tyske resurser. Best fik gennemført, at man fra tysk side ikke modsatte sig, at der den 23.3.1943 afholdtes ordinært valg til Rigsdagen. Valget blev en styrkeprøve mellem de samarbejdende partier og aktivisterne. Med rekordstor valgdeltagelse på 89,5% fik de førstnævnte 93,4% af stemmerne; 2,1% stemte på Dansk Samling, mens 3,3% af stemmerne gik til nazister mv. DKP var forbudt, men deltog indirekte i valget sammen med Frit Danmark med en kampagne om at stemme blankt, en opfordring som blev fulgt af 1,2% af vælgerne.

Et stemningsskifte var på vej i løbet af foråret og sommeren 1943, forårsaget dels af almindelig "besættelsestræthed", dels af de tyske nederlag på fronterne fra slutningen af 1942. Antallet af strejker tog til; det samme gjorde sabotageaktionerne, der fra foråret 1943 fandt sted med sprængstof leveret fra England.

En tysk officer eller Frikorpsmand på motorcykel, kører skydende gennem Asylgade i Odense, den 19. august 1943. Centrene for Augustoprøret 1943 var Esbjerg (9.-11. august), Odense (18.-23. august), Ålborg (23.-29. august) og Århus (26.-29. august). Myndighederne søgte forgæves at skabe ro ved at sætte politiet ind, men i Odense opnåede politiet kun at blive genstand for de demonstrerendes vrede. I Asylgade væltede den ophidsede mængde 19. august et af salatfadene.

En tysk officer eller Frikorpsmand på motorcykel, kører skydende gennem Asylgade i Odense, den 19. august 1943. Centrene for Augustoprøret 1943 var Esbjerg (9.-11. august), Odense (18.-23. august), Ålborg (23.-29. august) og Århus (26.-29. august). Myndighederne søgte forgæves at skabe ro ved at sætte politiet ind, men i Odense opnåede politiet kun at blive genstand for de demonstrerendes vrede. I Asylgade væltede den ophidsede mængde 19. august et af salatfadene.

Alligevel kom Augustoprøret bag på alle parter. I 17 byer udbrød der strejker med kommunisterne som organisatorer, og fabrikker, kontorer og forretninger lukkede, ledsaget af store uroligheder; København kom dog kun til urostadiet. De politiske og faglige myndigheder gjorde deres bedste for at få bevægelsen bragt til standsning, det tyske militær viste moderation i strejkebyerne, men ønskede den danske hær afvæbnet, og Werner Best nedtonede rørets omfang over for Berlin.

Hitler greb ind med krav om, at den danske regering skulle indføre undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage. Svaret fra dansk side var afvisende. Regeringen indgav den 29. august sin afskedsbegæring til kongen, fra tysk side iværksattes afvæbning og internering af den danske hær og af flåden, der dog sænkede sig selv, og von Hanneken erklærede militær undtagelsestilstand i hele landet.

Departementschefstyre og modstandskamp. Den 29. august blev dengang og siden opfattet som det afgørende vendepunkt i forholdet mellem Danmark og Tyskland. Samarbejdspolitikken var ophørt; som Best udtrykte det: "Den politiske paradehest Danmark er død".

Minestrygeren MS1 undslap i 1943 besættelsesmagten. Kamufleret som fiskefartøj Sorte Sara. Foto fra efter 29. august 1943

Minestrygeren MS1 undslap i 1943 besættelsesmagten. Kamufleret som fiskefartøj Sorte Sara. Foto fra efter 29. august 1943

Landet administreredes frem til befrielsen af departementscheferne gennem lovanordninger godkendt af Højesteret. Samarbejdet fortsatte på det administrative plan, og det danske samfundsliv blev ikke genstand for nazificering.

Begivenhederne skærpede de antityske stemninger, og de accentueredes yderligere, da tyskerne natten til den 2. oktober 1943 gennemførte en aktion mod de danske jøder. Bl.a. takket være Bests dobbeltspil blev den en fiasko. Færre end 500 jøder blev grebet og ført til Theresienstadt, hvor de allerfleste overlevede. Ca. 7000 flygtede til Sverige.

I midten af september blev Frihedsrådet dannet for at lede kampen for landets befrielse. Rådet omfattede repræsentanter for de vigtigste illegale grupperinger, nemlig kommunisterne og Frit Danmark, Dansk Samling og Ringen med hhv. Børge Houmann, Mogens Fog, Arne Sørensen og Frode Jakobsen som de væsentligste medlemmer. Enheden i kampen fremmedes af direktiver fra SOE; i december kom der ordre om, at der skulle oprettes militærgrupper med henblik på at aktionere i ryggen på de tyske styrker i tilfælde af invasion. Dermed skabtes en enhedsorganisation for de enkelte bevægelser. Gruppedannelsen organiseredes først af kommunisterne og folk fra Dansk Samling, dernæst i stigende grad af medlemmer af Ringen, bl.a. fordi mange af pionererne forsvandt enten i tyske fængsler og koncentrationslejre eller i Frøslevlejren (ca. 10.000) eller som flygtninge til Sverige (ca. 10.000).

Frihedsrådet kort efter befrielsen i 1945. Fra venstre: Ole Chievitz, Frode Jakobsen, Aage Schoch, C.A. Bodelsen, Børge Houmann, Mogens Fog, Hans Øllgaard, Arne Sørensen, Niels Banke og Erling Foss.

Frihedsrådet kort efter befrielsen i 1945. Fra venstre: Ole Chievitz, Frode Jakobsen, Aage Schoch, C.A. Bodelsen, Børge Houmann, Mogens Fog, Hans Øllgaard, Arne Sørensen, Niels Banke og Erling Foss.

Oprettelsen af militærgrupperne gjorde modstandsbevægelsen stor (ved årsskiftet 1944-45 ca. 20.000, ved befrielsen ca. 50.000), og de bevæbnedes med håndvåben fra England eller Sverige. Derimod udgjorde sabotagegrupperne (i København BOPA og Holger Danske, i provinsen bl.a. Valthergruppen i Odense) kun en beskeden brøkdel af det samlede antal. Aktionerne var rettet mod jernbanerne (ca. 1500), mod industrivirksomheder i arbejde for tyskerne samt mod skibe og skibsværfter (i alt ca. 2800); de sidstnævnte udgjorde en trussel, som blev taget meget alvorligt fra tysk side.

Parallelt med Frihedsrådet opererede hæren, hvis mandskab i oktober 1943 blev løsladt. Officererne koncentreredes i særlige grupper i København, og i Sverige oprettedes en brigade, Danforce. Officerer blev indsat på de fleste lederposter i det regionale apparat, og fra juni 1944 blev det illegale arbejde hemmeligt finansieret af statskassen.

Efter Folkestrejken i København i dagene omkring 1. juli 1944 skete der en tilnærmelse mellem Frihedsråd og politikere. Den udmøntede sig dels i en fælles henvendelse til de allierede om at få Danmark anerkendt som allieret, hvilket imidlertid strandede på russisk uvilje, dels i forhandlinger om fælles dannelse af den første regering efter befrielsen, hvilket endte med halvdelen af ministerposterne til hver part.

Efterforskningen af illegal virksomhed var efter 29.8.1943 overgået til det tyske politi, Gestapo. Fra nytår 1944 blev den suppleret med den såkaldte "modterror", clearingmord og schalburgtage, som svar på attentater mod værnemagtsmedlemmer og sabotage. Tyske bestræbelser på at få det danske politi til at medvirke i sabotagebekæmpelse og opretholdelse af ro og orden under strejker mislykkedes og førte til opløsningen af politiet 19.9.1944 og efterfølgende anbringelse af politifolk i koncentrationslejre. Krigen og besættelsen kostede i alt ca. 7000 danske livet.

dkhist-transparent_160x61 (2).gif

Læs mere om Danmark under besættelsen:

danmarkshistorien.dk

Besættelsens sidste måneder var præget af øget varemangel, dårligere varekvalitet, sammenstød mellem modstandsfolk og danske i tysk tjeneste og stigende kriminalitet. Fra februar 1945 kom ca. 200.000 tyske flygtninge fra Østpreussen til Danmark. Imidlertid var krigens afslutning i sigte. De tyske tropper i Danmark kapitulerede til englænderne med virkning fra den 5. maj 1945 — bortset fra på Bornholm, der lå i russernes operationssfære. Af samme grund kom øen først med i den samlede kapitulation 8.5.1945, og Rønne og Nexø blev udsat for russiske luftbombardementer i dagene forinden.

Læs videre om Danmarks historie 1945-2001, vend tilbage til begyndelsen på Danmarks historie eller læs om Danmark i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer: Danmark - historie (1940-45) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=219103

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Danmark - historie (1940-45)
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik