Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - historie (1901-40)

Oprindelig forfatter Rerup Seneste forfatter Redaktionen

Systemskifte og reformpolitik, 1901-13

J.C. Christensen. Københavnerne forstod ikke rigtigt J.C. Christensens vestjyske facon og tolkede den som bondesnuhed. Da Alfred Schmidt i 1905 tegnede den poliske J.C. Christensen til Klods-Hans, gengav han ham derfor med en ræv bag øret. Ræven gik igen på senere tegninger og kom efterhånden til at leve sit eget liv i tegningen, her på forsiden af Klods-Hans nr. 18 fra 1918.

J.C. Christensen. Københavnerne forstod ikke rigtigt J.C. Christensens vestjyske facon og tolkede den som bondesnuhed. Da Alfred Schmidt i 1905 tegnede den poliske J.C. Christensen til Klods-Hans, gengav han ham derfor med en ræv bag øret. Ræven gik igen på senere tegninger og kom efterhånden til at leve sit eget liv i tegningen, her på forsiden af Klods-Hans nr. 18 fra 1918.

Ved Systemskiftet i 1901 indledtes den statsskik, at en regering ikke kan fortsætte, hvis den mødes med et mistillidsvotum fra et flertal i Folketinget. Regeringsmagten tilfaldt Venstrereformpartiet, som indtil 1906 rådede over et absolut flertal i Folketinget. I Landstinget havde Højre og Frikonservative fortsat flertal, hvilket tvang regeringen til forlig med en af disse grupper for at få vedtaget love. Venstrereformpartiet mistede i 1906 flertallet bl.a. som følge af splittelse i 1905 og dannelse af Det Radikale Venstre, der snart fik en central position i dansk politik. Hermed blev det fremtidige mønster i dansk politik lagt fast med fire store partier, hvoraf ingen nogensinde har haft absolut flertal; skiftende regeringer har derfor kun kunnet gennemføre deres politik i samarbejde med et eller flere andre partier. Kompromiset var blevet et kerneelement i dansk politik.

Perioden indtil 1. Verdenskrig blev rig på reformer. Under reel ledelse af den eminente taktiker J.C. Christensen fik venstreregeringerne gennemført væsentlige dele af partiets program: en skattereform i 1903, som erstattede skat på ejendom og hartkorn med indkomst- og formueskat samt indførte en ejendomsskyld. Samme år skabtes det treårige gymnasium, som gennem en mellemskole blev forbundet med folkeskolen. Desuden blev en lov om folkevalgte menighedsråd vedtaget, og til dem fik kvinder valgret. I 1908 vedtog Rigsdagen en lov om almindelig valgret også for kvinder til de kommunale råd. På arbejdsmarkedet supplerede en række love det kollektive overenskomstsystem. I 1907 vedtoges statsanerkendelse og -støtte til arbejdsløshedskasser, og i 1910 indførtes forligsmandsinstitutioner og Den Faste Voldgiftsret (i dag Arbejdsretten).

P.A. Alberti. Albertiaffæren førte til regeringen J.C. Christensens fald og varslede en ændring i de politiske magtforhold til fordel for husmænd og arbejdere. Sammenslutningen af de forskellige venstregrupper til partiet Venstre blev også fremskyndet.

P.A. Alberti. Albertiaffæren førte til regeringen J.C. Christensens fald og varslede en ændring i de politiske magtforhold til fordel for husmænd og arbejdere. Sammenslutningen af de forskellige venstregrupper til partiet Venstre blev også fremskyndet.

Ved afsløringen i 1908 af justitsminister P.A. Albertis omfattende bedragerier blev Venstre og navnlig J.C. Christensen svækket, selvom han blev frikendt ved en efterfølgende rigsretssag. Kort efter indledtes langvarige forhandlinger om en revision af Grundloven. De afsluttedes først under 1. Verdenskrig med Grundloven af 1915 som kronen på periodens store reformværk med afskaffelse af den privilegerede valgret til Landstinget, gennemførelse af almindelig valgret for kvinder og tjenestefolk samt forholdstalsvalgmåde til Folketinget, hvilket muliggjorde en mere ligelig fordeling af mandaterne.

Annonce

Den økonomiske baggrund for reformerne var gunstig. Landbrug og industri oplevede en kraftig vækst, og antallet af arbejdere i industri, handel og transport steg betydeligt. På flere områder var dansk industri internationalt førende, fx ved udvikling af dieselmotorer til skibe. Landbruget nød godt af omlægningen til animalsk produktion, og endnu i 1914 udgjorde landbrugsprodukter ca. 90% af den danske eksport med smør og bacon til det britiske marked som de vigtigste varer.

Arbejderne på L. Andersens klokkestøberi i Århus efter arbejdskampen i 1899. Konflikten begyndte i Jylland, og arbejdsgiverne svarede igen med en landsomfattende lockout, der strakte sig fra maj til september og omfattede omkring 40000 arbejdere. Opgøret var tæt på at knække fagforeningerne, og arbejdsgiverne tolkede resultatet som en sejr. Septemberforliget i 1899 kom imidlertid til at afstikke rammerne for de to hovedorganisationers opgaver helt frem til vor tid.

Arbejderne på L. Andersens klokkestøberi i Århus efter arbejdskampen i 1899. Konflikten begyndte i Jylland, og arbejdsgiverne svarede igen med en landsomfattende lockout, der strakte sig fra maj til september og omfattede omkring 40000 arbejdere. Opgøret var tæt på at knække fagforeningerne, og arbejdsgiverne tolkede resultatet som en sejr. Septemberforliget i 1899 kom imidlertid til at afstikke rammerne for de to hovedorganisationers opgaver helt frem til vor tid.

Udenrigspolitisk befandt Danmark sig i en dobbeltstilling. Økonomisk var landet afhængigt af eksport til Storbritannien, sikkerhedspolitisk af naboforholdet til det politisk og militært stadigt stærkere Tyskland. Sidstnævnte kompliceredes yderligere af hensynet til de dansksindede i Slesvig. De blev til tider udsat for hårdhændet undertrykkelse, hvilket gav periodens danske nationalisme et stærkt tyskfjendtligt islæt. I storpolitikken førte alle danske regeringer lav profil. Der var enighed om en videreførelse af neutralitetspolitikken og en stiltiende erkendelse af, at den måtte praktiseres med særlig hensyntagen til Tyskland.

Inden for disse rammer markerede partierne stor uenighed om forsvarspolitikken, der spændte fra Højres krav om fortsat udbygning af et stærkt militært forsvar til de radikales og socialdemokraternes ønske om hel eller delvis nedrustning. I 1909 indgik Højre og Venstre et forlig, der styrkede forsvaret og Københavns søbefæstning. Folketingsvalget i 1913 gav fremgang til både Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, og der kunne med støtte fra socialdemokraterne dannes en radikal regering under ledelse af C.Th. Zahle, der bevarede magten indtil 1920.

Neutralitet, reguleringspolitik og politiske konflikter (1914-20)

Under 1. Verdenskrig formåede Danmark at fastholde neutraliteten, der dog i vid udstrækning blev tilpasset tyske ønsker; bl.a. blev Storebælt spærret af miner på trods af en international forpligtelse til at holde passagen åben. En større sikringsstyrke blev indkaldt og koncentreret omkring København. Danskerne forblev ikke uberørte af krigen; 275 af handelsflådens skibe blev sænket, ca. 700 søfolk mistede livet, og ca. 6000 danske sønderjyder faldt i tysk krigstjeneste. Økonomisk balancerede landet mellem de krigsførende ved indgåelse af separate handelsaftaler, der indebar udførselsforbud, således at blokaderne ikke blev omgået ved reeksport fra Danmark.

Soldater på vagt ved Øresunds kyst i august 1914. Under 1. Verdenskrig lykkedes det Danmark at opretholde sin neutralitet. Ved krigens begyndelse blev der dog indkaldt ca. 60000 soldater til den såkaldte sikringsstyrke, hvoraf de fleste skulle bemande Københavns befæstning, mens en lille styrke blev stationeret i Jylland.

Soldater på vagt ved Øresunds kyst i august 1914. Under 1. Verdenskrig lykkedes det Danmark at opretholde sin neutralitet. Ved krigens begyndelse blev der dog indkaldt ca. 60000 soldater til den såkaldte sikringsstyrke, hvoraf de fleste skulle bemande Københavns befæstning, mens en lille styrke blev stationeret i Jylland.

Indenrigspolitisk indgik partierne en borgfred, der i det store og hele holdt krigen ud. Med udgangspunkt i Augustlovene i 1914 opbyggede regering og Rigsdag et omfattende reguleringssystem på næsten alle økonomisk-sociale områder: prispolitik, forsynings- og rationeringspolitik og til en vis grad fordelingspolitik, hvilket indebar en stærk udvidelse af statsmagtens beføjelser.

Under 1. verdenskrig fik området omkring Dansk Vestindien en øget strategisk betydning. USA var bekymret over tyske kompagniers interesse for de danske øer og rettede derfor i 1915 henvendelse til den danske regering om at købe øerne. Året efter enedes man om en salgssum på 25 mio. dollars, og salget blev endelig godkendt ved en folkeafstemning i december. Overdragelsen af øerne fandt sted den 1. april 1917.

Umiddelbart efter 1. Verdenskrigs afslutning brød den politiske borgfred sammen. Oppositionen, Venstre og Det Konservative Folkeparti, forlangte reguleringspolitikken afviklet snarest, men regeringen tøvede af hensyn til den sociale balance og pga. frygten for en efterkrigskrise. Trods disse modsætninger kunne der i 1919 vedtages et omfattende sæt jordlove, der ændrede de store godsers ejendomsform og inddrog jord til oprettelse af ca. 6000 husmandsbrug.

Til venstre i det politiske spektrum opstod der i de sidste krigsår en militant politisk og faglig opposition til Socialdemokratiet og dets moderate politiske kurs. Uroen blev delvis inspireret af revolutionerne i Central- og Østeuropa og skærpet af udbredt social nød. De militante arbejdere gennemtvang 1918-19 arbejderbevægelsens krav siden 1889 om en ottetimers arbejdsdag, og det blev sammen med en forbedret dyrtidsregulering indarbejdet i overenskomsten mellem Dansk Arbejdsgiverforening og De Samvirkende Fagforbund i 1919.

Tysklands sammenbrud skabte mulighed for løsning af det sønderjyske spørgsmål. Inden for rammerne af fredstraktaterne i Versailles blev der gennemført afstemninger. Ved den første afstemning i Nordslesvig under ét 10.2.1920 stemte 3/4 for og 1/4 mod en forening med Danmark; en afstemning 14. marts s.å. i Mellemslesvig, herunder Flensborg, gav det modsatte resultat. Afstemningerne udløste på begge sider stærke nationale følelser. Allerede i 1919 havde Dannevirkebevægelsen agiteret for en grænse langs Dannevirke, og efter den anden afstemning opbyggede nationalistiske kredse en stærk bevægelse for Flensborgs tilbagevenden på trods af afstemningsresulatet.

I slutningen af marts 1920 flød den borgerlige utilfredshed med reguleringspolitikken og nationalisternes vrede over den forestående grænsedragning nord for Flensborg sammen i et voldsomt angreb på regeringen og i et pres på Christian 10. for at få ham til at afskedige den. Herved udløstes Påskekrisen: Den 29. marts afskedigede kongen Zahles regering, mens Folketinget var på påskeferie, og altså uden at der var konstateret et flertal imod den. Dagen efter udnævnte kongen et forretningsministerium, som fik til opgave at udskrive valg. Christian 10.s skridt blev af radikale og socialdemokrater opfattet som et statskup, og navnlig arbejderbevægelsen satte massivt ind for at få parlamentariske tilstande genindført, bl.a. ved at true med generalstrejke. Under store demonstrationer krævede arbejderne oprettelsen af en republik. Også udsigten til en storkonflikt på arbejdsmarkedet var med til at skærpe situationen. Efter intense forhandlinger nåede partilederne påskemorgen frem til et forlig, der indebar udnævnelsen af et nyt forretningsministerium med den ene opgave at udskrive valg. Selvom krisen på den ene side er en af de alvorligste i Danmarks nyere politiske historie, så bidrog dens løsning på den anden side til at konsolidere det parlamentariske princip.

Plakat af Thor Bøgelund i forbindelse med afstemningen i 1920 om Slesvigs fremtidige tilhørsforhold. Den klassiske Mor Danmark-skikkelse er en gengivelse af motivet i et maleri udført af Elisabeth Jerichau Baumann 1850-51 under indtryk af den danske sejr ved Isted under Treårskrigen. I den oprindelige version bar kvinden brynje og holdt et sværd i hånden, vendt mod den tyske ørn. Her er det erstattet af en folderig kjole og en løvgren som symbol på fred.

Plakat af Thor Bøgelund i forbindelse med afstemningen i 1920 om Slesvigs fremtidige tilhørsforhold. Den klassiske Mor Danmark-skikkelse er en gengivelse af motivet i et maleri udført af Elisabeth Jerichau Baumann 1850-51 under indtryk af den danske sejr ved Isted under Treårskrigen. I den oprindelige version bar kvinden brynje og holdt et sværd i hånden, vendt mod den tyske ørn. Her er det erstattet af en folderig kjole og en løvgren som symbol på fred.

Mellem liberalisme og statsinterventionisme (1920-29)

Valget i april 1920 bragte en venstreregering til magten, som var støttet af Det Konservative Folkeparti. Den fik vanskelige vilkår som følge af en efterkrigskrise, der ramte både landbrug og industri og skabte nærmest kaotiske forhold i banksektoren; adskillige banker krakkede, bl.a. i 1922 Skandinaviens største bank, Landmandsbanken, der måtte rekonstrueres ved statens hjælp. Krisen blev forstærket ved en forhastet opskrivning af kronen. 1920'erne blev præget af høj arbejdsløshed, især 1922-23 og 1925-28, og af særdeles omfattende konflikter på arbejdsmarkedet. I 1924 afløstes venstreregeringen af landets første socialdemokratiske regering med den stærke og taktisk dygtige Th. Stauning som statsminister. Også den mødte navnlig på valutaområdet store problemer. Under en storkonflikt i 1925 forberedte den et statsindgreb, men det blev ikke iværksat. Året efter led en omfattende kriseplan skibbrud. Ved det efterfølgende valg skiftede flertallet, og Venstre dannede på ny regering. Statsminister blev den stærkt liberalistiske Th. Madsen-Mygdal; hans program for kriseløsning var nedskæring af de offentlige udgifter, skattelettelser samt indgreb på arbejdsmarkedet.

Christian 10.s afskedigelse af ministeriet Zahle den 29. marts 1920 indledte Påskekrisen. Kongens skridt vakte stor opstandelse. Social-Demokratens redaktør, F.J. Borgbjerg, reagerede ved at udsende adskillige ekstranumre, hvori han karakteriserede afskedigelsen som et statskup. I bladets leder skrev han: Reaktionen skal blive Vidne til en Folkerejsning af uanet Vælde og bebudede generalstrejke blandt arbejderne. Dagen efter fulgte fagbevægelsens trussel om generalstrejke, hvilket blev et vigtigt taktisk instrument for Stauning i de følgende forhandlinger om krisens afvikling.

Christian 10.s afskedigelse af ministeriet Zahle den 29. marts 1920 indledte Påskekrisen. Kongens skridt vakte stor opstandelse. Social-Demokratens redaktør, F.J. Borgbjerg, reagerede ved at udsende adskillige ekstranumre, hvori han karakteriserede afskedigelsen som et statskup. I bladets leder skrev han: Reaktionen skal blive Vidne til en Folkerejsning af uanet Vælde og bebudede generalstrejke blandt arbejderne. Dagen efter fulgte fagbevægelsens trussel om generalstrejke, hvilket blev et vigtigt taktisk instrument for Stauning i de følgende forhandlinger om krisens afvikling.

Trods økonomiske problemer gennemførtes der inden for både landbrug og industri en betydelig modernisering i disse år; bl.a. grundlagde Ford Motor Company Europas første samlebåndsfabrik for biler i Danmark.

1920'erne var også præget af skarpe ideologiske modsætninger mellem gårdmændenes og Venstres liberalisme og arbejdernes og Socialdemokratiets ønsker om en aktiv statsmagt, et ønske, der i en vis udstrækning deltes af Det Konservative Folkeparti. Modsætningerne antog til tider karakter af en konfrontation mellem land og by.

Udenrigspolitisk blev 1920'erne et stille årti. Danmark var for en tid ikke truet af nogen stormagt. Over for Sovjetunionen deltog Danmark i den vestlige sanktionspolitik indtil 1924, hvorefter vi anerkendte det kommunistiske styre. I 1920 blev Danmark medlem af Folkeforbundet, men havde i lighed med de øvrige nordiske lande problemer med neutralitetspolitikken i forhold til Folkeforbundets kollektive sikkerhedssystem, der indebar, at landet ville blive trukket ind i en konflikt med en fredsbryder. Til gengæld faldt forbundets nedrustningstanker i god tråd med ønskerne hos et flertal i den danske befolkning. Alligevel blev det en strid om forsvaret, der i 1929 fældede regeringen, da De Konservative under ledelse af Christmas Møller i utilfredshed med forsvarsbevillingerne undlod at stemme for finansloven; De Radikale undlod ligeledes at stemme, mens Socialdemokratiet stemte imod.

Økonomisk krise og politisk stabilitet (1929-40)

Valget i april 1929 gav et flertal til Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, som dannede en koalitionsregering med Th. Stauning og P. Munch som hhv. stats- og udenrigsminister. Det blev århundredets længstsiddende regering. Dens omfattende reformprogram blev dog bremset, da den økonomiske verdenskrise i midten af 1930 ramte Danmark, i første omgang landbruget, der fik problemer med afsætning og priser. I 1930'ernes første halvdel ramtes mange landboere af gældskrise og efterfølgende tvangsauktion. I 1931 mærkede også byerhvervene krisen i form af virksomhedskrak og en massiv arbejdsløshed, som i 1932 steg til over 40%. Udadtil søgte regeringen at lette krisen gennem handelsaftaler med Storbritannien og Tyskland, indadtil gennem en serie kriseforlig mellem regeringen og det ene eller begge oppositionspartier. I 1932 oprettedes Valutacentralen som styringsinstrument i udenrigsøkonomien, og alle partier erkendte efterhånden nødvendigheden af statslig intervention i økonomien.

Den økonomiske krise og de fascistiske/nazistiske bevægelsers fremmarch i Europa skabte grobund for vækst på de politiske yderfløje. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) oplevede en vis fremgang og fik i 1932 to repræsentanter indvalgt i Folketinget, den ene var partiets mangeårige formand Aksel Larsen. På højrefløjen dannedes i 1931 den meget aktivistiske Landbrugernes Sammenslutning (LS), der arrangerede Bondetoget til København for at påvirke Rigsdagen og kongen. Dele af LS indgik i de ekstreme højregrupper af fascistisk eller nazistisk observans, der dannedes og splittedes i dette tiår. Talmæssigt blev tilslutningen yderst beskeden, og først i 1939 opnåede de repræsentation i Folketinget. Over for højregruppernes kritik af demokratiet for ineffektivitet satte de store partier ind ved at vise demokratiets handledygtighed gennem forlig. Det mest betydningsfulde, Kanslergadeforliget, opkaldt efter Staunings bopæl, blev indgået mellem regeringen og Venstre og endelig færdiggjort den 30. januar 1933, samme dag, som Hitler blev rigskansler i Tyskland. Det indebar en række konkrete indgreb, bl.a. en overenskomstforlængelse ved lov, den første af mange siden hen, en devaluering af kronen og krisehjælp til landbruget; endvidere indgik det i forliget, at Venstre opgav sin modstand mod den store socialreform, som socialminister K.K. Steincke gennem flere år havde søgt at få gennemført. Socialreformen af 1933 forenklede en kompliceret lovgivning og fastslog definitivt dels retsprincippet, dels faste takster ved de sociale ydelser. Da regeringen i 1936 også opnåede flertal i Landstinget, lettedes gangen betydeligt for dens reformpolitik. Et forslag til en ny grundlov, der var udarbejdet i samarbejde mellem regeringspartierne og de konservative, blev dog forkastet ved en folkeafstemning i 1939.

Gennem kriseforligene blev de ideologiske kanter i nogen grad slebet af partierne. Mest iøjnefaldende var tilbagegangen for de rene liberalistiske idéer, mens omvendt Socialdemokratiet forlod sin oprindelige socialistiske målsætning og blev et arbejder- og folkeparti med appel til brede dele af befolkningen, således som det markeredes i Staunings program fra 1934, Danmark for Folket. En anden virkning af krisepolitikken var et stadig tættere samarbejde mellem statsmagten, forvaltningen, erhvervsorganisationerne og parterne på arbejdsmarkedet.

dkhist-transparent_160x61 (2).gif

Læs mere om Danmark fra systemskifte til besættelse:

danmarkshistorien.dk

Lillebæltsbroen under opførelse. Loven om bygningen af broen blev vedtaget i 1924, men arbejdet forsinkedes pga. statslige besparelser. Den var oprindelig planlagt som en jernbanebro, men det blev senere besluttet, at den også skulle have vejbaner. Ved indvielsen i 1935 stod den med sine teknisk krævende konstruktioner som et flot vidnesbyrd om dansk ingeniørkunst. Det arbejdskraftkrævende broarbejde havde samtidig været et middel til mindskelse af den høje arbejdsløshed i begyndelsen af 1930'erne.

Lillebæltsbroen under opførelse. Loven om bygningen af broen blev vedtaget i 1924, men arbejdet forsinkedes pga. statslige besparelser. Den var oprindelig planlagt som en jernbanebro, men det blev senere besluttet, at den også skulle have vejbaner. Ved indvielsen i 1935 stod den med sine teknisk krævende konstruktioner som et flot vidnesbyrd om dansk ingeniørkunst. Det arbejdskraftkrævende broarbejde havde samtidig været et middel til mindskelse af den høje arbejdsløshed i begyndelsen af 1930'erne.

Udenrigspolitikken i 1930'erne blev helt domineret af forholdet til Tyskland. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933, Tysklands udmeldelse af Folkeforbundet samme år og den åbenlyse oprustning i 1935 måtte dansk sikkerheds- og neutralitetspolitik igen indrettes på ikke at genere den store nabo. Ydermere gjorde den britiske regering det helt klart, at Danmark ikke kunne forvente militær støtte i tilfælde af konflikt med Tyskland. De nordiske lande søgte at afstemme deres neutralitetspolitik, men havde for afvigende interesser til at kunne samarbejde om sikkerhedspolitikken. Der kunne fortsat ikke opnås enighed om en markant styrkelse af forsvaret. Et forlig i 1937 gav lidt mere materiel og personel, men det rakte ikke til mere end at konstatere og hævde neutraliteten. Om en eksistenskamp kunne der ikke blive tale. I 1939 foreslog Tyskland de nordiske lande en ikke-angrebspagt. De øvrige lande afviste, mens Danmark få måneder før krigsudbruddet underskrev en ikke-angrebspagt, hvis værdi ingen nærede illusioner om.

Ved krigsudbruddet i september 1939 erklærede Danmark sig for neutralt. Men både den politiske og den økonomiske balance i forholdet til Tyskland og Storbritannien blev særdeles prekær.

Læs videre om Danmarks historie 1940-45, vend tilbage til begyndelsen på Danmarks historie eller læs om Danmark i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Rerup: Danmark - historie (1901-40) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=219102