Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - historie (1814-1900)

Oprindelig forfatter CBjø Seneste forfatter Redaktionen

Stænderforsamlinger og grundlov (1814-1849)

Efter Kielerfreden bestod det danske monarki af fire dele: kongeriget Danmark (inkl. Færøerne, Island og Grønland) og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. Danmark var reduceret til en småstat, der udenrigspolitisk måtte lempe sig efter stormagterne. Kolonierne i Indien og Afrika blev afhændet i 1845 og 1850. Færøerne og Grønland blev styret fra København, mens Island i 1843 fik genoprettet et rådgivende Alting, der i 1874 blev lovgivende for islandske forhold.

Tiden efter Napoleonskrigene var præget af stagnation; Frederik 6.s ledende minister var J.S. Møsting, og P.Chr. Stemann fik fra 1827 efterhånden også stor indflydelse. Krigen havde ramt det økonomiske liv hårdt; handel og søfart oplevede en stærk tilbagegang, og efter Statsbankerotten i 1813 fulgte kraftig inflation, som dog blev imødegået, da Nationalbanken i Kjøbenhavn fra 1818 fik eneret til udstedelse af pengesedler. Landbruget blev ramt af britisk indførselstold på korn og fra 1818 af kraftige prisfald. I slutningen af 1820'erne stabiliserede forholdene sig dog, og i 1830'erne oplevede landbruget igen en fremgang, der efterhånden fik afsmittende virkning på byerhvervene.

Holsten var i 1815 blevet stillet en stænderforfatning i udsigt, og under indtryk af Julirevolutionen i Frankrig i 1830 blev der i hertugdømmerne stillet krav om indførelse af en slesvig-holstensk stænderforsamling. For at indfri forpligtelsen over for Holsten og samtidig fastholde rigets enhed besluttede Frederik 6.s regering med Stænderforordningen af 18.5.1831 at indføre rådgivende stænderforsamlinger for hhv. Holsten, Slesvig, Jylland og Øerne. Betingelsen for valgret og valgbarhed var besiddelse af fast ejendom, hvilket gav tre valggrupper: godsejere, grundejere i byerne og mindre ejendomsbesiddere på landet, dvs. større bønder. Trods censur tog en offentlig politisk debat efterhånden form, bl.a. gennem aviserne. Stænderforsamlingerne mødtes første gang 1835-36, og i samarbejde med regeringen gennemførtes bl.a. kommunalt selvstyre for København (1837), for købstæderne (1840) og for landkommunerne (1841) samt en revideret toldlov (1838). Generelt ønskede stænderne kontrol med og sparsommelighed i statsfinanserne; bønderne fremsatte krav om fortsættelse af landboreformerne, mens de liberale med støtte fra især akademikere og byernes erhvervsdrivende krævede en hastigere økonomisk liberalisering, udvidet trykkefrihed og øget indflydelse for stænderforsamlingerne.

Annonce

 Orla Lehmann; maleri fra 1862 af Constantin Hansen.

Orla Lehmann; maleri fra 1862 af Constantin Hansen.

1840'erne blev en afgørende brydningstid i det danske samfund. Der foregik en bred mobilisering af såvel by- som landbefolkning til deltagelse i samfundets anliggender. I hertugdømmerne blev den nationale konflikt skærpet, og den liberale opposition blev i 1840'erne med Orla Lehmann som politisk hovedskikkelse til De Nationalliberale. Det økonomiske opsving tog samtidig for alvor fart. Landbruget var fortsat landets hovederhverv, men især i København begyndte en vis industrialisering. Storbritannien blev dansk landbrugs hovedmarked, og bytteforholdet for landet som helhed og landbruget i særdeleshed udviklede sig over en lang årrække positivt.

Samtidig fremstod på Sjælland og Lolland-Falster en bondebevægelse, som krævede indgreb i forholdet mellem godsejere og fæstere. Kravene prægede stænderforsamlingen i Roskilde 1844, og i november 1845 følte regeringen sig nødsaget til med Bondecirkulæret at hæmme bondebevægelsens politiske virksomhed. Cirkulæret medvirkede til en tilnærmelse mellem de hidtil kongetro bønder og De Nationalliberale. I 1846 oprettedes Bondevennernes Selskab som organ for bondebevægelsen.

Forsiden af Junigrundloven af 1849 med Frederik 7.s monogram.

Forsiden af Junigrundloven af 1849 med Frederik 7.s monogram.

Christian 8. blev ved sin tronbestigelse i 1839 mødt med store forventninger; som konge af Norge havde han i 1814 givet Eidsvollforfatningen, der indførte konstitutionelt monarki i Norge. Som dansk konge afviste han imidlertid indskrænkninger i enevælden. Han gennemførte dog administrative reformer og udnævnte i 1842 den moderat liberale A.S. Ørsted til statsminister. Men den politiske udvikling skabte efterhånden en bred erkendelse af, at enevælden ikke kunne overleve et tronskifte. Før sin død havde Christian 8. således forberedt en forfatningsændring, og efter valg den 5.10.1848 samledes Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Forhandlingerne om en fri forfatning blev langvarige, men den 5. juni 1849 kunne Frederik 7. underskrive Danmarks første grundlov, Junigrundloven. Den var for sin tid vidtgående demokratisk ved sikringen af de borgerlige frihedsrettigheder og et tokammersystem (Folketing og Landsting) med almindelig valgret for mænd, men med valgbarhedsbegrænsning for Landstingets vedkommende. Allerede nu fremtrådte de politiske hovedskillelinjer mellem Bondevennerne på den ene side og De Nationalliberale og mere moderate kræfter på den anden.

Reservesoldater fra 1848 på marchen, malet 1851 af Nicolai Habbe (1827-89); Frederiksborgmuseet. Det er et nationalromantisk skønmaleri med kæmpehøj, en yndig pige, søde bønderbørn og en brav teaterbonde som kusk. Soldaternes røde våbenfrakke med det hvide bandoler var ideelt som sigte for fjenden, men her er alt endnu ren idyl.

Reservesoldater fra 1848 på marchen, malet 1851 af Nicolai Habbe (1827-89); Frederiksborgmuseet. Det er et nationalromantisk skønmaleri med kæmpehøj, en yndig pige, søde bønderbørn og en brav teaterbonde som kusk. Soldaternes røde våbenfrakke med det hvide bandoler var ideelt som sigte for fjenden, men her er alt endnu ren idyl.

Under Junigrundloven (1849-64)

Fra de første rigsdagssamlinger fremstod bøndernes repræsentanter i stigende grad som ét parti, mens det forholdt sig anderledes med de øvrige folkevalgte; i centrum stod en stor gruppe af liberale, som ikke havde en egentlig partistruktur, men var samlet om en række personligheder nu med D.G. Monrad som den centrale skikkelse. Gruppen havde et stærkt akademisk islæt, men var ret uensartet. Til højre herfor stod en mindre gruppe af ældre embedsmænd og godsejere, som var modstandere af Grundloven.

Fra omkring midten af 1800-t. liberaliseredes det økonomiske liv. Næringsloven af 1857 slettede det gamle skel mellem land og by, Øresundstolden blev ophævet samme år, og Toldloven af 1863 var en moderat-liberal reform. Udbygningen af jernbaner og telegraf tog fart i 1850'erne, der oprettedes gasværker i de større byer, og i 1857 grundlagde C.F. Tietgen Privatbanken som den første moderne danske forretningbank.

Bondevennernes politiske mærkesag var afskaffelse af fæstevæsenet, men det førte kun til lovmæssige justeringer i forholdet mellem fæstere og godsejere i 1861. Til gengæld oplevede gårdmænd og større landbrugere en betydelig fremgang i levestandard.

Det slesvigske spørgsmål

Et centralt spørgsmål fra begyndelsen af århundredet og frem til 1864 var hertugdømmernes stilling i monarkiet. Af den samlede befolkning i Danmark og hertugdømmerne var efter 1815 ca. 1/3 tysk, og Holsten var i økonomisk henseende mere udviklet end selve kongeriget. Holsten og Lauenburg deltog begge i Det Tyske Forbund og var både sprogligt og kulturelt tyske, mens Slesvig var nationalt delt; de fleste godsejere, borgerskabet i byerne samt bønderne i størstedelen af Sydslesvig var tysksindede, mens de nordslesvigske bønder overvejende var dansksindede. Krav fra hertugdømmernes liberale i 1830 om en fri forfatning for et forenet Slesvig-Holsten blev afvist af Frederik 6.s enevældige styre, og den ivrigste slesvig-holstenske talsmand, Uwe Jens Lornsen, fængsledes. Med Stænderforfatningen af 1831 søgte man at bevare rigets enhed; spørgsmålet om en stænderforfatning for Holsten blev løst, og adskillelsen mellem de to hertugdømmer fastholdt. Modsætningerne mellem dansk og tysk bestod dog, og forestillingen om et tysk Slesvig-Holsten fandt støtte i hertug Christian August af Augustenborgs arvekrav på de to hertugdømmer ved den regerende oldenborgske mandslinjes forventede uddøen. I november 1842 kom det til åben konflikt over det nationale spørgsmål, da P. Hiort Lorenzen fra Haderslev hævdede sin ret til at tale dansk i stænderforsamlingen i Slesvig. En dansk og en slesvig-holstensk bevægelse tog nu hurtigt form.

I Danmark påtog den liberale opposition sig den danske sag i Slesvig, som Orla Lehmann i 1842 krævede nærmere knyttet til kongeriget ved at proklamere "Danmark til Ejderen". Stillet over for stadig stærkere bestræbelser for tysk enhed fandt den danske nationalisme endvidere støtte i en ny oplevelse af nordisk samhørighed, skandinavismen. Regeringen søgte at mægle mellem dansk og tysk, men måtte afvise hertugen af Augustenborgs arvekrav. I Det Åbne Brev fra 1846 fastholdt Christian 8. den oldenborgske linjes arveret og Helstatens fortsatte opretholdelse, men afviste de danske nationalliberales krav om en nærmere forbindelse til Slesvig, den såkaldte Ejderpolitik.

Efter Christian 8.s død i januar 1848 stillede regeringen en forfatningsændring i udsigt, der fastholdt adskillelsen mellem kongeriget og hertugdømmerne. Februarrevolutionen i Paris samme år sendte en revolutionær bølge ud over hele Europa, og der skete hurtigt en radikalisering af den nationale opposition i begge lejre. På et møde i Rendsborg forlangte deltagerne en fri slesvig-holstensk forfatning og Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund. Efterretninger om mødet førte til krav fra De Nationalliberale om et regeringsskifte, og den 22. marts tiltrådte en ny regering under ledelse af A.W. Moltke og med nationalliberal deltagelse; de slesvig-holstenske krav blev afvist, og Slesvigs tilknytning til Danmark fastholdt. Dagen efter dannedes i Kiel en tysk provisorisk regering for Slesvig-Holsten; den 24. marts blev fæstningen Rendsborg indtaget, og hermed var borgerkrigen udbrudt.

Treårskrigen 1848-51. To uger efter en sejr ved Bov den 9. april blev den danske hær slået ved Slesvig af en forenet slesvig-holstensk-preussisk hær. Tropperne blev herefter trukket tilbage til Als og Fyn. Efter især russisk pres trak Preussen sig imidlertid tilbage og indgik i juli en våbenhvileaftale med Danmark, som da havde styrket sin stilling. Våbenstilstanden omfattede ikke Slesvig-Holsten, som i september indførte en demokratisk forfatning. Med undtagelse af Dybbøl og Als havde den slesvig-holstenske regering kontrol med hele Slesvig.

I april 1849 brød krigen atter ud; den danske flåde led tab ved et angreb på Eckernförde, og efter kampe ved Kolding måtte de danske tropper trække sig tilbage nordpå. Den 6. juli tilføjede Danmark imidlertid sine modstandere et afgørende nederlag ved Fredericia. Preussen indgik en ny våbenhvile og sluttede i juli 1850 på egne og Det Tyske Forbunds vegne en endelig fred. Slesvig-Holsten fortsatte derimod kampen, og Slaget ved Isted 24.-25. juli s.å. blev en dyrekøbt dansk sejr. Først ved nytår 1851 nedlagde oprørerne endelig våbnene. Trods Slesvig-Holstens nederlag var Treårskrigen ikke en dansk sejr. Helstaten levede videre med en indbygget bitter national konflikt, og den tysksindede befolkning opfattede i stigende grad Danmark som en besættelsesmagt. Sprogreskripterne, som i 1851 indførte dansk kirke- og skolesprog i Mellemslesvig, blev af de tysksindede opfattet som et overgreb. Fredsordningen var dikteret af stormagterne, først og fremmest Rusland, og Danmark måtte 1851-52 gå med til ikke at knytte Slesvig nærmere til sig end Holsten; til gengæld anerkendtes prins Christian (9.) af Glücksborg som arving til hele monarkiet. En fælles forfatning for alle dele af riget kom aldrig til at fungere og blev formelt sat ud af kraft i 1858 for Holstens og Lauenburgs vedkommende.

Krigen 1864. Danmark, der efter aftaler med stormagterne 1851-52 måtte affinde sig med tysk indflydelse i forhold vedrørende hertugdømmerne, søgte under C.C. Halls ledelse fra 1857 atter at få Slesvig knyttet til kongeriget. I 1863 tog den danske regering det afgørende skridt: Holsten blev udskilt, og en fællesforfatning for Danmark og Slesvig, Novemberforfatningen, blev vedtaget den 13. november. To dage senere døde Frederik 7., men Christian 9. underskrev den nye forfatning. Det var en klar udfordring til de tyske magter, og den 1. februar 1864 erklærede Preussen og Østrig Danmark krig. Den danske hær rømmede Dannevirke og tog stilling på Dybbøl, som erobredes af preusserne den 18. april. En våbenhvile, hvorunder de tyske tropper holdt Jylland besat, blev brudt af Danmark. Sidst i juli erobrede de tyske tropper Als. Krigen var uigenkaldelig tabt, og ved freden i Wien den 30. oktober måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Hele katastrofen i 1864 med vinterfelttogets strabadser, det uafvendelige nederlag og midt i alt dette den menige soldats seje udholdenhed er samlet og har fået sit endegyldige udtryk i Niels Simonsens grå-sorte maleri fra 1864 Infanterister redder en kanon under tilbagetoget fra Dannevirke. Maleriet findes i dag på Frederiksborgmuseet.

Hele katastrofen i 1864 med vinterfelttogets strabadser, det uafvendelige nederlag og midt i alt dette den menige soldats seje udholdenhed er samlet og har fået sit endegyldige udtryk i Niels Simonsens grå-sorte maleri fra 1864 Infanterister redder en kanon under tilbagetoget fra Dannevirke. Maleriet findes i dag på Frederiksborgmuseet.

Den dansk-tyske konflikt havde domineret dansk politik i en menneskealder. Stormagtsinteresserne havde begrænset Danmarks handlemuligheder, og efter 1864 var dansk udenrigspolitik helt bestemt af forholdet til det militært overlegne Tyskland, et forhold, som kompliceredes yderligere af den danske befolkningsdel i Slesvig. Efter 1864 fastholdt skiftende danske regeringer neutralitet som ledende princip i forholdet til omverdenen; nederlaget var en understregning af dansk politisk magtesløshed udadtil, men blev også en spore til indre genrejsning.

Det moderne gennembrud (1864-1901)

Landbruget gennemførte store forandringer i sidste halvdel af 1800-t.; ny jord blev kultiveret, og produktionen blev omlagt. Omlægningen fra korn til animalske produkter var allerede i gang, men tog for alvor fart, da landbruget omkring 1875 blev ramt af faldende kornpriser. Fra at have været eksportør blev Danmark nu importør af korn, og eksporten til Storbritannien omlagdes til forarbejdede varer som smør og fra ca. 1890 flæsk og æg. Landbrugets produkter udgjorde 85-90% af eksporten, og produktionen steg kraftigt. Godserne havde indtil da ført an, men i 1880'erne organiserede gårdmændene sig i andelsmejerier og andelssvineslagterier.

Andelsbevægelse. Verdens første andelsmejeri i Hjedding ved Varde, stiftet 1882. Losning af mælkejunger fra den hesteforspændte vogn; tegning.

Andelsbevægelse. Verdens første andelsmejeri i Hjedding ved Varde, stiftet 1882. Losning af mælkejunger fra den hesteforspændte vogn; tegning.

Andelsbevægelsen blev det stærkeste udtryk for den organisering af landbruget og landbosamfundet, som fandt sted i sidste del af 1800-t.; de mellemstore og mindre landbrug fik herigennem en ledende stilling i landbrugsproduktionen, og med gårdmændene som kerne udformedes fra 1860'erne en karakteristisk landbokultur, som foruden en udbredt selvorganisering i andelsbevægelsen omfattede det faglige arbejde, kirke og skole. Omkring århundredskiftet havde den erstattet den gamle almuekultur med en moderne, selvberoende mentalitet med gården og familien som de bærende elementer.

De kirkelige retninger var et væsentligt element i denne udvikling. Allerede i 1820'erne blev dele af landbefolkningen, især på Fyn og Sjælland, engageret i gudelige vækkelser, som via en udbredt lægmandsforkyndelse stillede krav om en personlig tilegnelse af kristendommens sandhed. Efter at være stiftet som en lægmandsforening i 1853 tog Indre Mission i 1860'erne form som en vækkelsesbevægelse inden for folkekirken. Den havde baggrund i pietismen og var præget af kravet om personlig omvendelse og fik især i 1890'erne stor gennemslagskraft. Grundtvigianismen, der byggede på Grundtvigs tanker om dåb, nadver og trosbekendelse som de vigtigste elementer i kristendomsopfattelsen, udviklede sig ligeledes i sidste halvdel af 1800-t. til en bred folkelig bevægelse, som via friskoler og højskoler og ved dannelse af valg- og frimenigheder fik stor betydning for landbefolkningens kultur.

Byudviklingen tog fart i denne periode, og landbefolkningens andel af befolkningstallet faldt fra knap 80 til lidt over 60%. Hertil svarede en udvikling i byerhvervene, især inden for håndværk, servicefag og mindre industri, der arbejdede for hjemmemarkedet. Industrialiseringen, som hidtil havde været koncentreret omkring København og de større byer, nåede i 1890'erne de mindre købstæder.

Det politiske liv skiftede karakter efter 1864. Først og fremmest mistede De Nationalliberale deres førerstilling, og som afløsning for den dansk-slesvigske fællesforfatning vedtoges den 28. juli 1866 en ny grundlov, som gav Landstinget en sammensætning, der styrkede de store jordbesidderes indflydelse. De Nationalliberale gik efterhånden op i partiet Højre, der samlede de samfundsbevarende kræfter, mens forskellige venstregrupper i 1870 samledes i Det Forenede Venstre, som i 1872 opnåede flertal i Folketinget og krævede genindførelse af Junigrundloven, folketingsparlamentarisme og reformer. Højre fastholdt imidlertid Rigsdagens og Folketingets ligeberettigelse samt kongens ret til frit at vælge sine ministre. Fronterne var således trukket op til en konflikt mellem højreregeringen og Folketingets venstreflertal, som kom til at præge perioden 1872-94.

Bag konflikten lå modsætningen mellem de hidtil regerende lag, dvs. embedsmændene og godsejerne, og bønderne. Højreregeringerne 1875-94 under ledelse af konseilspræsident J.B.S. Estrup stod stejlt på deres synspunkter, og konflikten udviklede sig til en bitter strid. I 1877 gennemførtes den første provisoriske finanslov, og i perioden 1885-94, Provisorietiden, regerede Højre vha. provisoriske finanslove, bl.a. for at gennemføre Københavns befæstning 1886-94. Venstre søgte at obstruere Estrups politik gennem en såkaldt visnepolitik, men svækkedes af indre modsætninger mellem de moderate under Frede Bojsen og de radikale under Christen Berg og Viggo Hørup. Ydermere sprængtes de radikale i 1880'erne i Bergs danske og Hørups europæiske Venstre.

Denne røde danske malkeko blev født 1880 og tilhørte gårdejer Christian Bjerregaard, Elkenøre på Falster. Den var såkaldt fløjko på den store udstilling i København 1888, hvor et arbejdende mejeri var en af hovedattraktionerne. Landbruget var på det tidspunkt midt i omstillingen til mejeribrug, og den røde danske malkerace blev skabt ved et intensivt avlsarbejde ud fra den gamle landrace og anglerkvæget fra Slesvig.

Denne røde danske malkeko blev født 1880 og tilhørte gårdejer Christian Bjerregaard, Elkenøre på Falster. Den var såkaldt fløjko på den store udstilling i København 1888, hvor et arbejdende mejeri var en af hovedattraktionerne. Landbruget var på det tidspunkt midt i omstillingen til mejeribrug, og den røde danske malkerace blev skabt ved et intensivt avlsarbejde ud fra den gamle landrace og anglerkvæget fra Slesvig.

Trods fremgang ved valgene indtil 1884 og stadige stormløb mod Estrups regering formåede Venstre ikke at opnå et systemskifte. I slutningen af 1880'erne indledte moderate venstrefolk en forhandlingspolitik med Højre. I 1891 blev en række sociale love vedtaget af et politisk flertal i Rigsdagen, og i marts 1894 opnåedes forlig mellem de moderate kræfter på begge sider. Estrup gik af, men Højre beholdt regeringsmagten frem til 1901, dog med stigende afhængighed af venstreflertallet. I 1895 blev forligsmodstanderne i Venstre samlet i Venstrereformpartiet, hvis ledende skikkelse blev J.C. Christensen. I foråret 1901 var mulighederne for et højreministerium udtømt, og Venstrereformpartiet dannede i juli regering under J.H. Deuntzer.

Arbejderbevægelsen i Danmark udviklede sig i høj grad på baggrund af den kraftige byvækst, afviklingen fra 1857 af det gamle lavssystem og den begyndende industrialisering. På initiativ af Louis Pio grundlagdes i 1871 en socialistisk arbejderbevægelse, der blev opbygget som en enhedsorganisation af faglige sektioner og et politisk parti, senere Socialdemokratiet. Bevægelsen blev mødt med stærk modstand fra myndighedernes side, og lederne, Louis Pio, Poul Geleff og Harald Brix, blev arresteret. Den 5. maj 1872 kom det til direkte konfrontation mellem arbejdere og politi i Slaget på Fælleden. Efter en kortvarig opblomstring oplevede bevægelsen en ny krise fra 1877, bl.a. efter at Pio og Geleff var blevet bestukket af politiet til at udvandre til USA. Fra ca. 1880 lykkedes det dog for arbejderbevægelsen at reorganisere sig, og i 1884 indvalgtes de første socialdemokrater i Folketinget, hvor de fulgte Venstre. Der opbyggedes en fagbevægelse, som i løbet af 1890'erne fik betydelig tilslutning i København og købstæderne. Efter en landsomfattende arbejdskamp indgik arbejdsmarkedets parter i 1899 Septemberforliget, som fastslog fagbevægelsens ret til at repræsentere arbejderne og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Ved århundredskiftet var arbejderbevægelsen i stadig fremgang, og i 1901 fik Socialdemokratiet 14 af 114 pladser i Folketinget. Politisk fulgte socialdemokraterne indtil 1901 Venstre, men spændingen mellem partierne øgedes sidst i 1890'erne.

Vold som politisk våben er sjældent forekommet i nyere dansk historie, men den 21. oktober 1885 skød typograf Julius Rasmussen på konseilspræsident Estrup uden for hans bolig. Skuddet blev afbødet af en solid frakkeknap, og Estrup slap uskadt, men begivenheden blev naturligvis udnyttet politisk. Regeringen fik et velkomment argument for yderligere indgreb, og oppositionen måtte selvfølgelig tage afstand fra mordforsøget.

Vold som politisk våben er sjældent forekommet i nyere dansk historie, men den 21. oktober 1885 skød typograf Julius Rasmussen på konseilspræsident Estrup uden for hans bolig. Skuddet blev afbødet af en solid frakkeknap, og Estrup slap uskadt, men begivenheden blev naturligvis udnyttet politisk. Regeringen fik et velkomment argument for yderligere indgreb, og oppositionen måtte selvfølgelig tage afstand fra mordforsøget.

Det store hamskifte

Perioden 1864-1901 betød et hamskifte for det danske samfund; skiftet var på mange områder indledt tidligere, men i dette tidsrum greb forandringerne dybt ind i de fleste danskeres tilværelse. Livet i 1901 adskilte sig på næsten alle områder fra livet i 1814; befolkningen var vokset kraftigt, og levevilkårene generelt forbedret. Med Skoleloven af 1814 indførtes almindelig skolegang, og ca. 1850 var analfabetismen udryddet. Bedre ernæring, hygiejne og medicinske fremskridt øgede middellevetiden.

Der foregik et fysisk opbrud med en befolkningstilvandring fra land til by, ligesom mange, dog færre end i Sverige og Norge, udvandrede til især USA. Der skete et opbrud i forhold til gamle forestillinger og levevis og en udviskning af traditionsbestemte kulturformer. Det er slående blevet udtrykt, at forandringen blev en tilstand. Standssamfundet afskaffedes formelt i 1849, og de nedarvede skel mellem stænderne forvandledes til en social lagdeling efter besiddelse og indkomst. Bondestanden blev opdelt i gårdmænd, husmænd og daglejere, og i byerne etableredes arbejdsgiver- og lønmodtagerrelationer; samfundets stigende krav på serviceydelser befordrede opkomsten af et lag af funktionærer og nye grupper af selvstændige.

Kvinderne havde endnu ikke fået del i de politiske rettigheder, men en begyndende lovgivning sikrede deres rettigheder bedre end før, og ved 1800-t.s slutning var kvinderne på vej ud på arbejdsmarkedet, ikke mindst inden for servicefagene.

Læs videre om Danmarks historie 1901-40, vend tilbage til begyndelsen på Danmarks historie eller læs om Danmark i øvrigt.