Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - historie (1720-1814)

Oprindelig forfatter OFel Seneste forfatter Redaktionen

Den lange fred og den korte krig (1720-1814)

Med freden i 1720 afsluttedes den sidste svenskekrig, og årene frem til krigen med England 1807-14 blev den længste fredsperiode, Danmark hidtil har kendt. De første fredsår prægedes af en tyngende afbetaling på krigens gæld og af en alvorlig landbrugskrise, som vi kender gennem en af dens hårdt prøvede fæstebønder, Holbergs Jeppe på Bjerget. Befolkningen i kongeriget voksede imidlertid langsomt fra ca. 710.000 i 1720 til 978.000 i 1807 og nåede ca. 1 mio. i 1814, da landet atter fik fred. Fra omkring 1750 slog en almindelig europæisk højkonjunktur igennem i Danmark i form af en stigende efterspørgsel efter landbrugsvarer og tonnage. Højkonjunkturen skabte grundlaget for den florissante handel og søfart under Danmarks neutralitet i krigene mellem de store sømagter. Denne neutralitetsudnyttelse bragte dog i 1801 Danmark i åben konflikt med England. Højkonjunkturen var desuden med til at præge mentaliteter og holdninger. Det var i de år, der i den borgerlige offentlighed udvikledes en dansk national identitet, ligesom spændingsforholdet mellem dansk og tysk blev definitivt. Oplysningstidens tanker om frihed og lighed fik tænksomme danskere til at sætte spørgsmålstegn ved enevælden af Guds nåde, endnu før budskabet om Revolutionen i Frankrig i 1789 nåede Danmark.

Udenrigspolitikken, der sikrede staten og freden, var dog langtfra problemfri. Selvom stormagten Sverige i 1720 var blevet reduceret til en magt på niveau med Danmark, så afskrev Danmark alligevel yderligere planer om en generhvervelse af provinserne øst for Øresund med militære midler. Med Arvehyldningen i 1721 inkorporerede Frederik 4. de gottorpske dele af Slesvig i de kongelige dele, men det kom til at kræve en lang og sammenbidt politisk og diplomatisk indsats, før det gottorpske spørgsmål fandt en endelig, for Danmark tilfredsstillende løsning. Det skete først i 1773 med mageskiftetraktaten, hvori den gottorpske hertug afstod sine slesvigske besiddelser og byttede sine dele af Holsten bort med den danske kongeslægts stamland Oldenborg. På det tidspunkt havde Gustav 3.s statskup 1772 imidlertid skabt langt alvorligere problemer for den dansk-norske Helstat. Den styrkede svenske kongemagt indledte en konsekvent politik for at bemægtige sig Norge. Danmark reagerede ved i 1773 at indgå i Den Evige Alliance med Rusland, hvori de to magter gensidigt garanterede hinandens territorium. I alliancen med stormagten Rusland var Danmark klienten og måtte føre en udenrigspolitik, der ikke stred mod væsentlige russiske interesser. Helt frem til Napoleonskrigenes afsluttende fase i 1812 gav alliancen imidlertid Danmark den ønskede sikkerhed; og indtil 1807 kunne den danske regering koncentrere resurserne om en neutralitetspolitik til fordel for handelen og søfarten under dansk flag.

I den offentlige debat om de store landboreformer spillede satiriske stik en vigtig rolle. Stikket fra marts 1787 er af den frihedsbegejstrede maler Nicolai Abildgaard og hofkobberstikker J.F. Clemens. Sympatien er klart hos bonden, som med sit arbejde ernærer samfundet. Godsejeren med sporer og pisk er fremstillet som en brutal bondeplager, hvis adelige skjoldmærke er en opblæst kalkunhane. I baggrunden trækker Den Store Landbokommission tiden i langdrag.

I den offentlige debat om de store landboreformer spillede satiriske stik en vigtig rolle. Stikket fra marts 1787 er af den frihedsbegejstrede maler Nicolai Abildgaard og hofkobberstikker J.F. Clemens. Sympatien er klart hos bonden, som med sit arbejde ernærer samfundet. Godsejeren med sporer og pisk er fremstillet som en brutal bondeplager, hvis adelige skjoldmærke er en opblæst kalkunhane. I baggrunden trækker Den Store Landbokommission tiden i langdrag.

Enevælden var forfatningsmæssigt solidt funderet i Enevoldsarveregeringsakten fra 1661 og Kongeloven fra 1665, og dens principper var indarbejdet i Danske Lov i 1683. Som politisk system ændrede den danske enevælde sig imidlertid i takt med samfundets forandringer. Frederik 4. kunne endnu styre sit rige som en nøjeregnende godsejer; men under Christian 6. begyndte den faktiske politiske ledelse at gå fra majestæten over til ministrene i konseilet. Frederik 5. overlod reelt den politiske magt til sin overhofmarskal, A.G. Moltke, der styrede i god forståelse med ministrene. Den danske enevældes krise indtraf, da det for inderkredsen stod klart, at den unge Christian 7. var sindssyg. Hans læge, der samtidig var dronningens elsker, J.F. Struensee, tiltog sig i 1770 al magt og styrede gennem kabinetsordrer, som var underskrevet af kongen eller udstedt med hans bemyndigelse. Den kreds, der i 1772 styrtede Struensee, lod kongen forordne en ny politisk institution, Gehejmestatsrådet, hvor kongen efter at have lyttet til sine ministre skulle træffe sine beslutninger. Statsrådsforfatningen vedblev at være ved magt til enevældens fald i 1848, men bag kulisserne skiftede den faktiske magt mellem hoffet, kabinettet og statsrådet. Den unge kronprins Frederik tog magten ved et kup i 1784 netop for at svække hof- og kabinetsstyret og styrke statsrådet. Men selv gik han fra slutningen af 1790'erne over til et kabinetsstyre, som varede til 1814, da statsrådsstyret blev retableret og denne gang varigt.

Annonce

Mens det professionelle embedsværk i centraladministrationen langsomt tiltog sig reel politisk indflydelse, var det et karakteristisk træk ved den danske enevælde, at den store landbefolkning så at sige slet ikke mødte kongens embedsmænd på lokalt plan. For overhovedet at fungere havde enevælden uddelegeret skatteopkrævningen og soldaterudskrivningen og i vid udstrækning også retshåndhævelsen til de danske godsejere. Først i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-t. begyndte enevælden at trække denne uddelegerede autoritet tilbage og etablere en statslig lokalforvaltning med folkelig deltagelse.

Økonomisk var den lange fred i de første 50 år præget af stille vækst og institutionel modernisering, hvilket skulle danne grundlaget for den påfølgende højkonjunktur og landboreformerne. Landbrugsproduktionen voksede i takt med den langsomme stigning i befolkningstallet. Men under 1730'ernes landbrugskrise styrkede enevælden bevidst godsejerne på bekostning af fæstebønderne. Bl.a. indførtes i 1733 stavnsbåndet, som afskar den mandlige bondebefolkning fra at fraflytte fødegodset uden godsejernes tilladelse; ud over at sikre tilstrækkeligt mandskab til landmilitsen, hvilket var den officielle begrundelse for indførelsen, sikrede stavnsbåndet godsejerne billig arbejdskraft. Enevælden lukkede ligeledes øjnene for den forøgelse af hoveriet, der begyndte allerede under krisen og fortsatte i takt med højkonjunkturen. Samtidig etableredes en række institutioner: Kommercekollegiet 1735, Kurantbanken 1736 og Grosserersocietetet 1742, der skulle tjene som instrumenter for den økonomiske styring af bysamfundet, som enevælden iværksatte i god overensstemmelse med tidens merkantilistiske tankegang. Det var en styring vha. støtteordninger, privilegier og monopoler, som først gradvis blev afviklet i slutningen af 1700-t., da virksomhederne med tiden var blevet levedygtige, og en liberalistisk politik viste sig mere hensigtsmæssig.

Landbruget undergik i de sidste 35 år af den lange fred en revolutionerende omstrukturering gennem de store landboreformer. I næsten alle de godt 5000 landsbyer blev det middelalderlige jordfællesskab ophævet, og hver enkelt gård fik sine agre samlet i én parcel. Hen ved 15000 af de i alt knap 60.000 bondegårde blev revet ned og genopført ude på de nye lodder, og samtidig købte ca.  halvdelen af fæstebønderne deres gårde og blev dermed selvejere. Omstruktureringen skete hovedsagelig på initiativ af godsejerne og fæstebønderne, der betragtede omlægningen som en forudsætning for en øget landbrugsproduktion. I denne proces spillede enevælden en tilbagetrukken rolle dels af respekt for godsejernes ejendoms- og dispositionsret, dels fordi staten kun i begrænset omfang var i stand til at stille lånekapital til rådighed for selvejekøbene. I virkeligheden blev enevældens væsentligste indsats retsbeskyttelsen af de gårdmænd, der forblev fæstere. I samtidens øjne var den mest betydningsfulde reform ophævelsen i 1788 af stavnsbåndet, som det frihedsbegejstrede og godsejerfjendske københavnske embeds- og handelsborgerskab markerede med rejsningen af Frihedsstøtten. På længere sigt var omstruktureringen betydningsfuld ved at opløse de gamle feudale bånd mellem jordens ejere og brugere og ved at skabe den selvstændige og selvtilstrækkelige klasse af gårdmænd og dermed de nye, skarpe skel mellem landbosamfundets middelklasse og dets underklasse af husmænd og landarbejdere.

Den florissante handel havde gjort navnlig det københavnske borgerskab velstående og dermed givet det en politisk selvbevidsthed. Rigdommens grundlag var kombinationen af dels en international højkonjunktur for handel og søfart og den danske neutralitetspolitik, der gjorde Dannebrog efterspurgt på verdenshavene, dels de vældige mængder af oversøiske varer, som gennem København blev sluset ud på det europæiske marked, og fragtindtjeningen under det neutrale danske flag. En speciel, men mindre gren af den florissante handel var transporten af slaver fra Afrika til Vestindien. Den danske konges forbud i 1792 mod dansk deltagelse i denne menneskehandel vakte international opsigt. Reelt var der dog tale om en bevidst og økonomisk rationel afvikling af en handelsform, før stormagterne ville tvinge Danmark til at gøre det.

Den Kongelige Porcelainsfabrik markedsførte i 1780 en figurgruppe til minde om Indfødsretten i 1776. I bedste overensstemmelse med enevældens helstatsideologi er det fælles fædreland fremstillet som en mor med sine tre ligeberettigede og lige elskede børn: Danmark, Norge og Holsten. Allerede på det tidspunkt dækkede den ydre harmoni dog over indre nationale spændinger som følge af faktisk forskelsbehandling af statsdelene.

Den Kongelige Porcelainsfabrik markedsførte i 1780 en figurgruppe til minde om Indfødsretten i 1776. I bedste overensstemmelse med enevældens helstatsideologi er det fælles fædreland fremstillet som en mor med sine tre ligeberettigede og lige elskede børn: Danmark, Norge og Holsten. Allerede på det tidspunkt dækkede den ydre harmoni dog over indre nationale spændinger som følge af faktisk forskelsbehandling af statsdelene.

Ytringsfriheden i 1700-t.s Danmark var begrænset af den officielle censur og af den selvcensur, som de fleste forfattere pålagde sig for ikke at bringe sig i miskredit hos magthavere og mæcener. Censur stred på den anden side imod oplysningstidens krav om en fri meningsudveksling, og under Frederik 5. blev den derfor administreret lempeligt. Det vakte dog europæisk opmærksomhed, da Struensee i 1770 lod Christian 7. ophæve censuren med et pennestrøg. De følgende år indskærpede lovgivningen ved flere lejligheder, at forfatterne var ansvarlige efter loven for, hvad de skrev, og skrev de anonymt, ville bogtrykkeren blive draget til ansvar. Alligevel oplevede Danmark i de sidste 15 år af 1700-t. en vidtstrakt ytringsfrihed, og kontroversielle emner som religionen, kirken, enevælden og samfundsstrukturen blev genstand for en ret fri debat. Debatten blev ført i aviser, tidsskrifter og i de borgerlige klubber; det var i de år, at begreber som kongen blev erstattet af staten og undersåt af borger. Man har betegnet fænomenet som opinionsstyret enevælde. I 1799 mistede magthaverne imidlertid tålmodigheden og indskrænkede ytringsfriheden betydeligt, og under krigen 1807-14 genindførtes endog egentlig censur.

En national identitet udvikledes allerede i midten af 1700-t., hvilket er tidligt i forhold til det øvrige Europa. Før havde det været magtens mænd, der identificerede sig med fædrelandet og dets fortid, mens almindelige menneskers horisont var begrænset til byen, sognet og egnen. Allerede i 1740'erne identificerede unge veluddannede borgersønner sig imidlertid forstands- og følelsesmæssigt med deres fædreland, med dets sprog og dets historie. Det skete til dels som en reaktion mod den fremmede overklasse ved hoffet og i den politiske ledelse og mod den hjemlige overklasse, der tillagde sig de fremmedes sprog og kultur og åbenlyst betragtede Danmark som et kulturelt underudviklet land. I opgøret med Struensee indgik også en kritik af hans tyske sprog og fremmede fødsel. Den kreds, der i 1772 styrtede ham, søgte bevidst at stabilisere deres egen magt ved at føre en dansk og en borgerlig politik. Denne nationale politik kulminerede i 1776 med udstedelsen af Loven om Indfødsretten, som gav de indfødte eneret til statens embeder. Samtidig var Loven om Indfødsretten også et forsøg på at dæmme op for de spirende modsætninger mellem statens danske, norske og tyske befolkningsgrupper gennem en konstrueret helstatspatriotisme. Navnlig den dansk-tyske fjendtlighed lod sig dog ikke tæmme. I foråret 1789 eksploderede disse modsætninger i den såkaldte Tyskerfejde, der definitivt gjorde det tyske fjendebillede til en sørgelig, men sand bestanddel af dansk identitet.

C.A. Lorentzens maleri af den afsluttende fase af Slaget på Reden er udført allerede i 1801. Det viser kronprins Frederik omgivet af sin stab på Kastelspynten klokken tre om eftermiddagen, da båden med Nelsons parlamentær når frem med brevet om indstilling af skydningen. Centralt i billedet falder det skarpe lys på det hvide flag. Den nationale myte er for længst på plads: Det var englænderne, som efter mere end fire timers kamp måtte bede om fred. Maleriet findes i dag på Frederiksborgmuseet.

C.A. Lorentzens maleri af den afsluttende fase af Slaget på Reden er udført allerede i 1801. Det viser kronprins Frederik omgivet af sin stab på Kastelspynten klokken tre om eftermiddagen, da båden med Nelsons parlamentær når frem med brevet om indstilling af skydningen. Centralt i billedet falder det skarpe lys på det hvide flag. Den nationale myte er for længst på plads: Det var englænderne, som efter mere end fire timers kamp måtte bede om fred. Maleriet findes i dag på Frederiksborgmuseet.

Krigen kom i 1807, da England overfaldt Danmark, bombarderede København og sejlede bort med hele den danske flåde. Allerede i 1798 havde Danmark udfordret England ved at lade sine orlogsskibe yde konvojbeskyttelse til de mange, ikke altid lige neutrale aktiviteter, der fandt sted under dansk flag. Konvojkonflikten udløstes i juli 1800 med Freya-affæren, hvorunder England tvang Danmark til at indstille konvojerne. Da Danmark derpå søgte støtte hos Rusland og gik med i Det Væbnede Neutralitetsforbund i december 1800, svarede England igen med krig. Den 2. april 1801 nedkæmpede admiral Nelson i Slaget på Reden den danske defensionslinje i Kongedybet. Under trussel om bombardement fra de engelske skibe ude i Kongedybet tvang England Danmark til at suspendere sit medlemskab af Det Væbnede Neutralitetsforbund og opgive de offensive neutralitetsprincipper, som Danmark hidtil havde hævdet.

Læs videre om Danmarks historie 1814-1900, vend tilbage til begyndelsen på Danmarks historie eller læs om Danmark i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Danmark - historie (1720-1814) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=218378