Den nederlandske maler Daniel Vertangen (ca. 1598-ca. 1681) har malet Stormen på København natten mellem den 10. og 11. februar 1659. I midten ses Københavns Slot, th. kampen på Christianshavn. Den svenske kong Karl 10. Gustavs plan var at lade hovedstyrken gå frem over isen på Kalvebod Strand og herfra angribe Slotsholmen. Danskerne forsvarede sig imidlertid med voldsom kanonild, og stormen blev afværget. Sejren betød en kraftig opbakning om Frederik 3., og det fortaltes, at han under hele stormen havde været der, hvor der blev kæmpet hårdest. Maleriet findes i dag på Rosenborg Slot.

.

Arvehyldningen i København den 18. oktober 1660. Maleriet viser scenen set fra Bremerholm; tv. den baldakinoverdækkede tribune, hvor Frederik 3. sidder. Fra himlen udgår lysstråler, der rammer tribunen og forlener begivenheden med et guddommeligt skær. Den danske maler Michael van Haven (1625-79) har stærkt betonet den store folkeskare, der hylder den enevældige konge. Maleriet er sammen med fremstillinger af Frederik 3.s salvning og kroning malet til Rosenborg Slot.

.

Adelens storhedstid 1536-1660 kendetegnes bl.a. ved en blomstrende guldsmedekunst; selv dagligdags toiletartikler kunne forvandles til prægtige prydgenstande. Dette 68 mm lange guldsmykke fra slutningen af 1500-t., der er fundet ved Viborg, er udformet som en tandstikker med taffelslebne diamanter og emalje. Det blev båret i en kæde om halsen.

.

Under Trediveårskrigen mødtes Christian 4.s hær med den tyske kejsers tropper under ledelse af general Tilly uden for fæstningen Lutter am Barenberg i udkanten af Harzen. Dette samtidige stik skildrer slagscenen; nederst th. ses de kejserlige kanoner, der er opstillet på en bjergside, hvorfra de kan beskyde danskerne, som nederst tv. allerede er endt i sumpen. Slaget endte med danskernes totale nederlag; Christian 4. forsøgte længe at holde stand, men måtte til sidst flygte.

.

Nutidens Danmark var kun en lille del af det vidtstrakte rige, som Christian 3. i 1536 blev konge over efter sejren i Grevens Fejde. Danmark omfattede dengang også Skåne, Halland, Blekinge, Gotland og Øsel. Hertil kom, at Norge med sine vidtstrakte nordatlantiske besiddelser, Færøerne, Island og Grønland, siden Kalmarunionens grundlæggelse 1397 havde været i personalunion med Danmark. Norgesparagraffen (art. 3) i Christian 3.s håndfæstning 1536 gjorde oven i købet Norge til et "ledemodt" af Danmark på linje med fx Jylland. Endelig stod hertugdømmet Slesvig i lensforhold til den danske krone, og den oldenborgske monark var desuden hertug af Holsten.

Tidsafsnittet 1536-1720 udgør ikke en helhed. Økonomisk-socialt går der en skillelinje omtrent midt i perioden. 1500-tallet var begunstiget af højkonjunktur, men omkring år 1600 indtraf en alvorlig afsætningskrise, som i løbet af få tiår udviklede sig til en langvarig lavkonjunktur, der først ca. 1740 klingede af. Indenrigspolitisk danner året 1660 skel. Christian 3.s håndfæstning havde givet det adelige rigsråd afgørende indflydelse på rigets ledelse. Adelsdominansen varede indtil 1660-61, da den blev fortrængt af kongelig enevælde efter europæisk forbillede. Dette systemskifte medførte dybtgående forandringer i samfundsstrukturen. Periodens åndsliv prægedes af kirkebruddet i 1536. Kirken blev derefter en luthersk fyrstekirke. Tidens kirke- og skoleliv tilsigtede at opdrage danskerne i den nye tro og skabe lydige undersåtter. Rigets beliggenhed tværs over adgangsvejene til Østersøen betingede tidens udenrigspolitiske hovedtema, rivalisering med Sverige, som 1523 havde brudt med Kalmarunionen og nu søgte at fravriste Danmark førerstillingen i Norden.

Det danske samfund

Det danske samfund var et stændersamfund, der var sammensat af en højt privilegeret adelstand, af gejstlighed, borgerstand og en stor uprivilegeret bondestand. Om folketallets samlede størrelse i 1500-tallet er man slet underrettet. Det vides dog, at befolkningstallet som helhed var jævnt stigende. Omkring 1650 var landets samlede folketal ca. 800.000, når Skånelandene medregnes. Ved tabet af dem faldt tallet til ca. 600.000; men i 1720 var det atter oppe på ca. 700.000.

Bønderne, som drev landets knap 60.000 bondegårde, udgjorde ca. 75% af det samlede folketal, gejstligheden ca. 5% — samme andel som de subsistensløse. Bybefolkningen omfattede ca. 100.000 mennesker (ca. 15%), hvoraf ca. 30.000 boede i København, mens adelen bestod af færre end 2000 individer; de ejede imidlertid knap halvdelen af landets jord, fordelt på ca. 700 hovedgårde og et stort antal fæstegårde.

Danmark var et udpræget landbrugsland, hvis eneste eksportartikler, korn og kvæg, især eksporteredes til de tætbefolkede Nederlande. Industriproduktion af betydning fandtes ikke, selvom Christian 4. i merkantilistisk ånd forsøgte at igangsætte lidt industri i hovedstadsområdet og bjergværksdrift i Norge. Hans initiativer løb dog alle ud i sandet, og først i slutningen af 1600-tallet kom der i ly af krigskonjunkturerne vækst i international handelsvirksomhed. Egentlig ikke-agrar produktion og international skibsfart i større stil hørte endnu fremtiden til.

Adelsvælden

Adelsvælden er eftertidens betegnelse for den styreform, som praktiseredes 1536-1660. Styret var konstitutionelt i den forstand, at kongen formelt valgtes af stænderne, i praksis af det adelige rigsråd, som dog altid valgte kongens ældste søn. Til gengæld underskrev kongen en håndfæstning, som fordelte magten mellem konge og rigsråd. Sidstnævnte var en højadelig forsamling på en snes medlemmer, som tillige beklædte de vigtigste statsembeder. Landets politik blev til i samspil mellem konge og rigsråd, mens resten af befolkningen formelt var uden indflydelse. Denne politiske umyndiggørelse var kun acceptabel, fordi statsfinanserne var baseret på domænefinansiering, hvilket indebar, at statsmagten normalt ikke besværede undersåtterne med direkte skatter. I princippet var statsmagten selvfinansierende i kraft af krongods, der udgjorde omkring halvdelen af landets dyrkede areal, af provenu fra Øresundstolden og endelig af en række mindre indtægtskilder.

Dette system fungerede tilfredsstillende indtil begyndelsen af 1600-tallet. Under normale forhold var statens opgaver ikke særlig udgiftskrævende. De indskrænkede sig væsentligst til opretholdelse af lov og orden samt sikring af stænderprivilegierne, hvortil kom fremskaffelse af de nødvendige midler til udenrigspolitikkens førelse, herunder hær og flåde. De aktiveredes dog kun i krise- og krigssituationer. Med 1600-tallets mange krige kom systemet imidlertid under pres, idet krigene fik finansieringsbehovet til at vokse ud over, hvad de traditionelle indtægtskilder kunne bære. Stadig hyppigere måtte indtægterne suppleres med direkte beskatning, og det bragte rigsrådet i et nærmest uløseligt dilemma. Den adelige stand var nemlig ifølge privilegierne skattefri, og skattebyrden faldt dermed ensidigt på netop de befolkningsgrupper, som havde dårligst råd. Efter den fejlslagne Tyske Krig (Kejserkrigen) 1625-29 var frustrationen blandt de ramte åbenlys, og vreden rettede sig i særdeleshed mod rigsrådet, som blev beskyldt for at varetage standsinteresser frem for rigets. Det voksende finansieringsbehov påførte dermed rigsrådet et troværdighedsproblem, som sluttelig førte til dets fald ved systemskiftet 1660-61.

Enevælden

Enevælden voksede ud af denne langstrakte systemkrise, men var også et direkte resultat af den akutte krisetilstand efter den sidste Karl Gustav-krig. Trods en svag udgangsposition ved kongevalget 1648 fik den politisk dygtige Frederik 3. allerede i 1650'erne held til at eliminere to af sine stærkeste modspillere i rigsrådet, rigshofmesteren Corfitz Ulfeldt og Norges statholder Hannibal Sehested, som begge var hans svogre. Kongens heroiske optræden under Københavns Belejring i vinteren 1659 havde tillige gjort ham populær i brede kredse, mens adelen og rigsrådet omvendt blev lagt for had. Det var baggrunden for, at stænderne — adelen dog kun nødtvungent — i oktober 1660 tilbød at gøre kongemagten arvelig, hvilket frigjorde kongen fra afhængigheden af rigsrådet. Han benyttede straks sin nye magtstilling til også at forandre styreformen til enevælde, der foreløbig blev fastlagt ved Enevoldsarveregeringsakten 10.1.1661 og 1665 nøje beskrevet i Kongeloven, den danske enevældes grundlov.

Med systemskiftet 1660-61 indledtes en hektisk reformperiode, som kulminerede i Christian 5.s regeringstid 1670-99 og først ebbede ud under efterfølgeren Frederik 4. Sigtet var at konsolidere det nye styre og omskabe det danske samfund til en velordnet, hierarkisk opbygget organisme med den enevældige kongemagt som ubestridt centrum.

Adelsvældens beskedne kancellistyre omstøbtes til en ressortopdelt kollegieadministration. Den ældre stænderdeling afløstes af en ny ranginddeling med de kongelige embedsmænd placeret højt på rangstigen. Den gamle fødselsadel fik frataget de fleste af sine privilegier og suppleredes med nye rangadelsgrupper. I løbet af en menneskealder forvandledes Danmark fra et nærmest selvforvaltende middelalderligt stændersamfund til en moderne embedsstat. Samtidig skete der en standardisering af lovgivningen, idet ældre og nyere love for første gang blev samlet i en systematisk anlagt lovbog, Christian 5.s Danske Lov 1683, som fik gyldighed for hele riget og dermed afløste de gamle landskabslove. Der indførtes ved Ole Rømers hjælp ensartede mål- og vægtsystemer; men den største administrative bedrift var en samlet opmåling og matrikulering af al landbrugsjord, samlet i Den Store Matrikel 1688. Hovedsigtet hermed var tilvejebringelse af et ensartet beskatningsgrundlag. Matrikuleringen var et konkret udtryk for, at den nye stat definitivt havde lagt domænefinansieringen bag sig og nu hvilede tungt på direkte beskatning af jordens ejere og brugere. Selvom godsejerne fortsat spillede en vigtig rolle i skatteadministration og soldaterudskrivning, og selvom de første enevoldskonger havde problemer med at placere sig politisk i forhold til det nye store embedsapparat, skabte reformerne i 1600-tallets slutning et solidt fundament for 1700-t.s stabile bureaukratiske absolutisme.

Åndslivet

Åndslivet var perioden igennem farvet af Reformationen. Den danske kirke var nu underordnet statsmagten, der målbevidst benyttede den vidtforgrenede organisation med tilhørende skolevæsen som et virksomt middel til at indpode befolkningen Luthers dogme om al øvrigheds hellighed. Allerede ved 1500-tallets slutning var reformationsoprøret stivnet i luthersk ortodoksi. Først omkring 1700 kunne der for alvor spores en reaktion i form af de pietistiske rørelser, som kom hertil fra Tyskland med krav om et mere inderligt personligt fromhedsliv. Nationalkirken betød et gradvist gennembrud for modersmålet, selvom latin fortsat spillede en rolle som lærdomssprog.

Blandt periodens betydeligste bidrag på dansk kan fremhæves rigskansler Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike fra 1590'erne, hvori han på kernefuldt dansk skildrer danskernes historie fra Saxo og frem til sin egen tid. Midt i 1600-tallet udsendte den norskfødte Arent Berntsen sin Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed, den første samlede topografiske beskrivelse af de to riger; den var formet i lyriske vendinger, men indeholdt også en mængde konkrete oplysninger om landet og dets indbyggere. Et højdepunkt blev nået i slutningen af 1600-tallet med Odensebispen Thomas Kingos salmedigtning. Han demonstrerede i praksis det danske sprogs store udtryksmuligheder, når det kom i kyndige hænder. De tre nævnte eksempler belyser et generelt fænomen i tiden: En særlig dansk identitetsfølelse var langsomt ved at fæstne sig i de toneangivende lag.

Udenrigspolitik

Udenrigspolitikken var med enkelte begrænsninger kongens ansvarsområde. I Christian 3.s regeringstid var forholdet til Sverige fredeligt. Efter de religiøse omvæltninger var hovedopgaven at sikre Danmarks position i den protestantiske lejr, hvorfor interessen især var rettet mod det tyske område. Danmark var den førende magt i Norden, og Østersøen var endnu nærmest et lukket, dansk domineret hav, vogtet af den store orlogsflåde. Tydeligst markeredes den danske højhedsret, når udenlandske handelsskibe pligtskyldigst ankrede op ved Helsingør for at erlægge Øresundstold til den danske konge.

Omkring 1560 skete der regentskifte i såvel Danmark som Sverige, og det betød enden på den fredelige sameksistens. Den svenske ledelse under Erik 14. var opsat på at bryde den danske dominans, og Frederik 2. drømte om at genoprette Kalmarunionen under dansk førerskab. Sådanne ambitioner lå bag Den Nordiske Syvårskrig (1563-70), som imidlertid endte i gensidig udmattelse uden at flytte grænser. Næste krigeriske sammenstød blev Kalmarkrigen (1611-13), der blev indledt på dansk initiativ. Igen var målet at tvinge Sverige tilbage i afhængighed af Danmark, og igen mislykkedes det. Denne krig blev Danmarks sidste forsøg på at få den gamle union genoprettet. Fra da af skiftede magtbalancen i Norden til gunst for et dynamisk Sverige under ledelse af Gustav 2. Adolf.

Det afgørende vendepunkt i dansk udenrigspolitik kom med Christian 4.s indblanding 1625-29 i Trediveårskrigen. Hans katastrofale nederlag i 1626 ved Lutter am Barenberg knækkede Danmark militært. Den ydmygende fredsslutning 1629 og Gustav 2. Adolfs militære triumfer i Tyskland fra 1630 markerede klart, at Sverige nu var Østersøområdets førende magt, mens Danmark, uanset at territoriet var intakt, var slået og udenrigspolitisk isoleret. I de følgende 30 år var det selve Danmarks overlevelse som selvstændig stat, der stod på spil. I de tre efterfølgende svenskekrige, Torstenssonfejden 1643-45 og de to Karl Gustav-krige 1657-60, var det Sverige, som med magt søgte at indlemme Danmark i sit Østersøimperium, og efter Karl 10. Gustavs legendariske togt over de isdækkede bælter i februar 1658 var det da også nær ved at lykkes. Katastrofen blev kun forhindret, fordi udenlandske magter med Nederlandene i spidsen tvang svenskerne til fred. Men prisen var afståelse til Sverige af samtlige østensundske provinser med undtagelse af Bornholm. Dermed blev landet reduceret med omkring en tredjedel, og Østersøhandelens hovedpulsåre, Øresund, blev samtidig internationalt farvand, hvilket i øvrigt stemte nøje overens med de vestlige sømagters interesser.

De to sidste svenskekrige, Skånske Krig 1675-79 og Store Nordiske Krig 1709-20, blev begge indledt på dansk initiativ for at tilbageerobre Skånelandene fra den nu skrantende svenske stormagt og samtidig bryde den generende alliance mellem Sverige og Gottorp. Selvom begge krige sluttede nærmest i dansk favør, lykkedes det ikke at få Skånelandene tilbage, fordi de europæiske stormagter modsatte sig det. I erkendelse deraf, og fordi Sverige nu atter var en magt på Danmarks niveau, tog regeringen definitivt spørgsmålet af den udenrigspolitiske dagsorden. Grænsen gennem Øresund lå fast. Da det gottorpske spørgsmål samtidig fandt en tilfredsstillende løsning, afløstes den langvarige dansk-svenske rivalisering snart af et nyt interessefællesskab i skyggen af den gryende russiske stormagt. Freden 1720 indvarslede derfor en lang periode med fredelig sameksistens mellem de to nordiske riger.

Læs mere i Den Store Danske

Læs videre om Danmarks historie 1720-1814

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig