• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - historie (Middelalderen)

Oprindelig forfatter BPou Seneste forfatter Redaktionen

Kalkmalerier kan give glimt af den tidlige middelalders hårde arbejde, fx med nyopdyrkning, som dette fra Todbjerg Kirke nord for Århus, dateret 1125-50. Maleriet viser Adam og Evas uddrivelse fra Paradis, og hvordan de derefter arbejder i deres ansigts sved. Adam bruger ligesom samtidens bønder en hakke til opdyrkning af jorden; Eva spinder garn.

Kalkmalerier kan give glimt af den tidlige middelalders hårde arbejde, fx med nyopdyrkning, som dette fra Todbjerg Kirke nord for Århus, dateret 1125-50. Maleriet viser Adam og Evas uddrivelse fra Paradis, og hvordan de derefter arbejder i deres ansigts sved. Adam bruger ligesom samtidens bønder en hakke til opdyrkning af jorden; Eva spinder garn.

De danske stormænds drab på Knud 4. den Hellige i 1086 satte et foreløbigt punktum for en radikal udbygning af den danske kongemagt. Kongerne måtte herefter finde sig i, at deres styre blev udøvet i nøje samklang med stormændenes og gejstlighedens interesser. Kirkens stilling styrkedes efter oprettelsen af et selvstændigt dansk ærkesæde i Lund i 1103, og frem til midten af 1100-t. blev kongemagten yderligere svækket af strid i Svend 2. Estridsens efterslægt. Ambitioner om kongeværdighed førte til en lang række mord inden for de kongeliges rækker. I 1131 dræbte kongesønnen Magnus således sin rival Knud Lavard i Haraldsted Skov. Voldsperioden afsluttedes først 1157, da Knud Lavards søn Valdemar 1. den Store overvandt sine konkurrenter og besteg tronen.

Valdemarernes storhedstid 1157-1241 betegner danske historikere den epoke, der fulgte. Under Valdemar 1. den Store og hans to sønner Knud 6. og Valdemar 2. Sejr styrkedes centralmagten afgørende. Samtidig blev de vendiske stammer, der havde hærget landet, overvundet, og en betydelig ekspansion fandt sted. I 1169 erobrede danskerne det slaviske kultsted Arkona på Rügen og lagde denne ø under Roskilde bispestol. I 1219 sikrede de sig Estland som led i tidens korstog. Til Valdemarernes omfattende rige føjedes også Holsten, og lübeckerne hyldede den danske konge som overherre. Omkring 1200 nåede den danske kongemagt et højdepunkt, og Valdemar 2. bar med rette tilnavnet Sejr. Men snart smuldrede herredømmet. Med sin søn blev Valdemar taget til fange på Lyø og først løskøbt efter betaling af store løsepenge. Østersøvældet gik tabt, og forsøget på at genvinde det førte til nederlaget ved Bornhøved i 1227. Storhedstiden var forbi.

En økonomisk vækst, der modsvarede den almene europæiske, gik hånd i hånd med kongemagtens udbygning. Administrationen øgede sine indtægter vha. told, møntslagning og bøder, og landets beboere blev i stigende grad i stand til at betale i mønt. Navnlig én kilde, den såkaldte Kong Valdemars Jordebog, giver indblik i de mange resurser, som kongemagten kunne trække på ved år 1200. Den ældre militære pligt, ledingen, afløstes fx delvis af betaling. Samtidig gav kongen dog privilegier med skattefritagelse til gejstligheden, og herremændenes militærtjeneste gav også dem frihed for skat.

Annonce

Kongemagten vandt ved kirkens støtte gradvis indflydelse på de lokale tings almindelige retsudøvelse, og Jyske Lov fra 1241 markerede kongens ønske om at stå frem som samfundets lovgiver. Gejstligheden med ærkebispen i Lund i spidsen skabte imidlertid et særligt kirkeligt retssystem og opnåede betydelig selvstændighed, der underbyggedes af godserhvervelser og af tiendens indførelse. Det blev den rige kirke, der sikrede kontakt til de europæiske lærdomscentre, bl.a. Paris. Med ærkebiskop Anders Sunesens latinske digt Hexaëmeron fik landet omkring 1200 et fremragende udtryk for international teologisk kultur, og Saxos officielle historieskrivning i Gesta Danorum gav samtidig en national selvforståelse. For første gang kunne de danske spejle sig i et skrift om forfædrenes heltegerninger.

Danmarks befolkning voksede til mere end 3/4 mio. mennesker. Der blev stadig gjort plads til flere munde ved nyrydninger og anlæggelse af nye landbebyggelser, men også et stigende antal byer kunne tage imod væksten. Som led i landets økonomiske fremgang opstod et system af markedsbyer, således at hver bonde inden for en dagsrejses afstand kunne få afsat sine produkter. I byerne dannedes gradvis et andet samfund end det aristokratiske, der længe herskede på landet. Hvor landsbyerne var præget af storgårde med afhængige småbønder under sig, udvikledes i løbet af 1200-t. kommunale styreformer med rådsstyre i bispebyer og købstæder. Samtidig skiftede den internationale handel karakter. I stedet for udveksling af luksusvarer som skind, pelse og slaver opstod en handel, som byggede på dagligvarer. I takt hermed svandt den gamle nordisk-slaviske handel, der var centreret omkring Slesvig og Gotland, og en ny handel, bundet til det ekspanderende Lübeck og de øvrige nye nordtyske stæder, overtog dens plads.

Strid og rigsopløsning i årene 1241-1340 fulgte efter kong Valdemar 2.s død. "Med hans død faldt i sandhed kronen af de danskes hoved", siger Rydårbogen træffende.

Rivaliseringer inden for kongehuset kom til udtryk i to kongemord. I 1250 lod hertug Abel af Sønderjylland sin bror Erik 4. Plovpenning dræbe på Slien. Endnu et kongemord skete i 1286, da Erik 5. Klipping blev myrdet af sine egne mænd i Finderup Lade. Kongeslægtens interne ufred blev knyttet sammen med dens bitre kamp med ærkebisperne Jakob Erlandsen og Jens Grand. En konsolidering af magten kunne synes at indtræde under Erik 6. Menved omkring år 1300; men det skulle vise sig, at kongemagten i stedet styrede mod total ruin. Forsøgene på ekspansion i Nordtyskland i forening med tyngende udgifter til hof og borgbyggeri førte til betydelig lånoptagning. Kronen forsøgte sig ganske vist med udskrivelse af nye ekstraordinære skatter, plovskatter og beder, men de blev kun modvilligt bevilget af stormændene. Den eneste resurse af virkelig betydning, som stod til rådighed, når der skulle skaffes penge til kronen, var og blev pantsættelse af len og land.

Klosterbevægelsen nåede Danmark i slutningen af 1000-t. I 1135 gav stormanden Peder Bodilsen et munkesamfund af benediktinere ret til at slå sig ned i Næstved, og han sikrede klostrets beståen med store godsdonationer. En illustration fra Næstvedklostrets dødebog fra anden halvdel af 1200-t. viser stormanden, der overrækker Sankt Peter sin kirkebygning.

Klosterbevægelsen nåede Danmark i slutningen af 1000-t. I 1135 gav stormanden Peder Bodilsen et munkesamfund af benediktinere ret til at slå sig ned i Næstved, og han sikrede klostrets beståen med store godsdonationer. En illustration fra Næstvedklostrets dødebog fra anden halvdel af 1200-t. viser stormanden, der overrækker Sankt Peter sin kirkebygning.

Administrativt var landets ca. 200 herreder gradvis blevet samlet i større enheder, len. Hvert len fik som centrum en kongelig borg med en foged eller lensmand, som han efterhånden kaldtes, i spidsen. De enkelte len og hele landsdele blev nu i en kapitalisering af magten pantsat til pengestærke adelige og til fyrster. Allerede i 1325 var hen ved halvdelen af lenene pantsat, og i de kongeløse år 1332-40 lå hele riget under holstensk eller svensk herredømme. Kongemagten var en skal uden indhold, og i klagesangen Over Danmarks Riges Tilstand begrædes forfaldet.

I disse år oplevede det danske samfund en gennemgribende social forandring og trådte frem som en stænderdelt stat. Herremændene blev en veldefineret militær og jordejende klasse med skattefrihed, der gradvis optog Europas høviske ridderkultur i sig. Gejstligheden skilte sig også ud fra andre ved erhvervelse af udvidet særskilt ret, og det samme gjaldt byerne, hvor særlige byretter blev indført. I statens styre var det fortsat kun højadel og kirkeledere, der gjorde sig gældende. Det skete først og fremmest på de rigsmøder, der kaldtes hof (danehof). Her blev skatter bevilget og tiltrædende konger afkrævet håndfæstninger, der garanterede adelens og kirkens privilegier.

Alle måtte have en herre i dette stændersamfund, og mange bønder søgte mod betaling værn under en herremand eller en gejstlig. Disse styrkede deres magt med udstrakt borgbyggeri, og i næsten hvert eneste sogn i landet fandtes ved år 1330 et befæstet anlæg. Først i 1396 kunne kongemagten skride ind over for de private borge.

Rigets genrejsning og pesten blev de to træk, der kom til at kendetegne Valdemar 4. Atterdags regeringstid 1340-75. "Den sorte død" kom til Danmark i 1350 og bortrev store dele af befolkningen. Pesten vendte tilbage i 1360 og 1368-69 og udløste krise og sociale forandringer; på landet lå mange marker og gårde øde. Samtidig arbejdede Valdemar Atterdag på med list og vold at samle de pantsatte dele af riget. I 1360 var målet nået, og en styrket kongemagt tog form. Forholdet mellem konge og folk udtrykkes i Landefreden af 1360, som i en national kontrakt mellem de to parter bekræftede den bestående stænderdeling. En ekspansiv udenrigspolitik blev forsøgt med Gotlands erobring i 1361, hvilket førte til krig med de nordtyske hansestæder, som så deres privilegier truet. Selvom hanseaterne gik sejrrige ud af krigen, var den et tegn på, at deres politiske førerrolle ikke længere var uantastet.

Valdemar Atterdags største udenrigspolitiske triumf viste sig at blive ægteskabet mellem hans datter Margrete og kong Håkon 6. af Norge. Efter Valdemars død i 1375 blev Margretes søn, Oluf, valgt til konge i Danmark, og hun overtog styret i hans navn. Efter både Håkons og Olufs død lod Margrete sig i 1387 hylde som hersker over Danmark; året efter blev hun først valgt til regent i Norge, og snart efter gjorde de svenske adelige hende også til Sveriges hersker.

Kalmarunionen skabte 1397 et forfatningsmæssigt grundlag for trestatsunionen, da Margretes slægtning Erik 7. af Pommern blev kronet som unionskonge. Herefter var Norge under dansk konge frem til 1814, mens forholdet til Sverige aldrig opnåede større fasthed, idet det blev præget af stadige forsøg på løsrivelse fra den danske overmagt. Den første svenske uafhængighedskamp var oprøret 1434-36; derefter svingede det svenske rådsstyre gennem 1400-t. mellem underkastelse under dansk styre og selvstyre. Christian 2.s brutale forsøg på at pacificere svensk modstand ved Det Stockholmske Blodbad 1520 bevirkede det modsatte. Under Gustav 1. Vasas ledelse udbrød et fornyet svensk oprør, der førte til unionens definitive sammenbrud. Sverige gik ind i en ny tid som nordeuropæisk kongerige i skarp konkurrence med Danmark-Norge.

Sønderjylland eller Slesvig, som landsdelen efterhånden kaldtes, var gået tabt til holstenerne i løbet af 1300-t.s kaotiske år, og ihærdige forsøg på at genvinde hertugdømmet under Valdemar Atterdag, dronning Margrete og Erik af Pommern endte med nederlag ved Freden i Vordingborg 1435. På overraskende vis vendte situationen sig imidlertid i 1459, da den barnløse fyrste Adolf 8. af Slesvig-Holsten døde. I 1460 sluttede det slesvig-holstenske ridderskab og den danske kong Christian 1. en overenskomst, der gjorde ham til hertug af Slesvig og greve af Holsten. Til gengæld måtte han love for evigt ikke at dele landene, hvad der skulle få stor betydning i 1800-t.s nationale kamp. Et forsøg på yderligere at udvide rigets territorium ved erobring af bondefristaten Ditmarsken år 1500 slog ynkeligt fejl.

Senmiddelalderens samfund kom til kræfter efter 1300-t.s krise og oplevede ny økonomisk vækst. De øde gårde blev genopbygget i løbet af 1400-t., og ca. 80000 bønder sad som friere brugere af større gårde. Byerne begyndte med kongelig støtte at frigøre sig fra den hanseatiske dominans. Samtidig forskød den danske konges indtægter sig fra de hanseatisk dominerede Skånemarkeder til en told på de mange hollandske og engelske skibe, der sejlede gennem Øresund. Kongemagtens indtægtsgrundlag i øvrigt forbedredes med Valdemar Atterdags og Margretes erhvervelser af krongods, som blev lagt under lenene. Selve centraladministrationen blev også så småt udbygget, og København fik i stigende grad status af rigets hovedstad, efter at Erik af Pommern havde overtaget byen fra Roskildebispen. Byens centrale stilling understregedes ved opførelsen af et universitet i 1479.

dkhist-transparent_160x61 (2).gif

Læs mere om Danmark i middelalderen:

danmarkshistorien.dk

Mens adelens lavere lag led under problemer med vigende indtægter fra bøndergodset, vandt den rigeste adel terræn og opbyggede omfattende godskomplekser. Denne del af adelen og de gejstlige ledere styrede ved deres sæde i rigsrådet landet sammen med kongen. De øvrige stænder, borgere og bønder, havde kun lidt at sige. De blev kun hørt ved de sjældent indkaldte stændermøder, der hyppigt havde til formål at sanktionere kongelige skatter. En række folkelige oprør, der kulminerede under borgerkrigen Grevens Fejde 1534-36, styrkede blot de styrende samfundslags sammenhold.

Læs videre om Danmark under Reformation og enevælde, vend tilbage til begyndelsen på Danmarks historie eller læs om Danmark i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Poulsen: Danmark - historie (Middelalderen) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=218375