• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - historie (Vikingetiden)

Oprindelig forfatter NL Seneste forfatter Redaktionen

Vor viden om vikingernes skibe forøgedes betydeligt, da man i Roskilde Fjord ud for Skuldelev i 1957-62 fandt og udgravede fem forskellige skibe. Af de tre er der senere bygget kopier, og praktiske forsøg med dem har yderligere givet megen ny viden om tidens sejlads. Her ses Helge Ask, en kopi bygget i 1991 af vrag 5, der er et mindre krigsskib fra ca. 1040.

Vor viden om vikingernes skibe forøgedes betydeligt, da man i Roskilde Fjord ud for Skuldelev i 1957-62 fandt og udgravede fem forskellige skibe. Af de tre er der senere bygget kopier, og praktiske forsøg med dem har yderligere givet megen ny viden om tidens sejlads. Her ses Helge Ask, en kopi bygget i 1991 af vrag 5, der er et mindre krigsskib fra ca. 1040.

Gennem hele sin tidlige historie har Danmark haft alsidige kontakter med omverdenen, men med vikingetidens begyndelse ca. 800 trådte landet for alvor ind i den europæiske historie. Mest kendt blev danerne som de vikinger, der plyndrede kirker og klostre, men bag dette ensidige billede gemmer sig et langt mere kompliceret politisk og kulturelt samspil.

Se hele kongerækken her.

Rigssamling og kongemagt. Allerede omkring 700 opstod en stærkere kongemagt i Danmark end tidligere set; en konge ved navn Angantyr (Ongendus) kan antagelig forbindes med Ribe, hvor der lige efter 700 blev anlagt en reguleret sæsonhandelsplads.

Annonce

Omkring 700 smuldrede merovingernes magt, og Frankerrigets yderprovinser gjorde sig fri. Dette gav plads for dansk magtudfoldelse i det sydlige Vesterhavsområde med Sachsen og Friesland, og med Ribe fik Danmark sin første internationale handelsplads. Da karolingerne under Karl den Store hen imod 800 stræbte efter at genoprette frankernes magt, kom det til sammenstød med danerne under Gudfred; han ville hverken opgive sin indflydelse i Friesland og blandt abodritterne eller de tributindtægter, som var opnået under merovingernes svaghed. For at sikre sine indtægter flyttede han købmændene fra det abodrittiske område til sin egen nyanlagte Hedeby og befæstede Danmarks sydgrænse med en ny vold. Gudfreds kampe med Karl den Store var ikke blot strandhugst, det var snarere et sammenstød mellem imperiebyggere.

Gudfred blev myrdet i 810, hvorefter flere grene af kongehuset rivaliserede om magten. Magtkampen drev ofte de implicerede i eksil, og Danmarks herskere var altid udsat for trusler fra rivaler, der vendte hjem og var styrket af gevinster fra vikingetog eller som Harald Klak havde opnået fremmed støtte. Efter 827 hævdede Gudfredsønnen Horik 1. sig som enekonge, indtil en blodig borgerkrig i midten af 800-t. endte med hans og mange andres død.

Herefter er de indre forhold dunkle, indtil magten hen imod 900 blev overtaget af et dynasti, der menes at være kommet tilbage fra Sverige. Derefter fulgte Jellingdynastiet, der også var hjemvendt fra udlandet og kom til magten lidt ind i 900-t. Harald 1. Blåtand hævder på sin runesten i Jelling, at han vandt sig hele Danmark. Muligvis dækkede ordet "Danmark" — der første gang optræder i slutningen af 800-t., men sikkert er ældre — kun de danske lande øst for Storebælt, og Harald har da føjet disse til sit jyske rige, som han havde arvet fra sin far, Gorm den Gamle.

De store byggerier, som vikingetiden igennem kan konstateres i Danmark, vidner om en kongemagt, som har kunnet organisere samfundets resurser til fælles formål. Harald Blåtands regering kan opvise særlig mange eksempler: nye arbejder på Dannevirke, trelleborgene, Ravning Enge-broen, Jellingkomplekset, ligesom Hedeby, Ribe og Århus muligvis blev befæstet i hans kongetid. Befolkningen må i anledning af disse opgaver have været pålagt en arbejdspligt, men der er kun få vidnesbyrd om samfundets organisation. Der var næppe nogen fast militær organisation af samme karakter som den senere ledingsordning. Kongemagtens væsentligste grundlag har antagelig været dens kontrol med de høvdinge, som på lokalt plan havde den reelle magt. Den kongelige hird har været det afgørende magtinstrument. På Knud 4. den Helliges tid forsøgtes en væsentlig udvidelse af kongemagten, idet Knud arbejdede for anerkendelsen af nye kongelige rettigheder og for, at privat retspleje blev erstattet med offentlig. Kongen har tidligt haft indtægter af handelen og sikkert også af møntslagning. Der foregik måske en udmøntning af sceattas i Ribe i 720'erne, og også i Horik 1.s og Harald Blåtands tid blev der slået dansk mønt. I Knud 2. den Stores tid fandtes møntsteder mange steder i landet.

Stort set fik Danmark i vikingetiden det arealmæssige omfang, som det beholdt middelalderen igennem. Af de skandinaviske lande havde Danmark den største befolkning på det mindste område. Det sydlige Norge regnedes for en del af de danske kongers rige, og den danske indflydelse i Norge var så stærk, at det kun i danske svaghedsperioder var muligt for norske høvdinge at samle større dele af Norge. En svensk rigssamling kom endnu senere, og dansk indflydelse var stærk i både vikingetiden og de nærmest følgende århundreder.

Vikingetogterne, som fra ca. 800 gjorde skandinaverne kendt og frygtet i store dele af Europa, spændte fra krig mellem stater over indblanding i hinandens anliggender til ren strandhugst. Tidligere forbandt man disse togter med en masseudvandring fra Skandinavien, men man mener nu, at der oftest har været tale om hære på hundreder snarere end på tusinder, der først og fremmest var ude efter bytte, selvom en del endte med at bosætte sig i England og Normandiet.

Indre stridigheder i Frankerriget gjorde det fra ca. 830 muligt for danske høvdinge, der ofte var landflygtige medlemmer af den danske kongeslægt, at opkræve tributter fra frankerne; flere gik også i frankisk tjeneste dels i kamp mod andre vikinger, dels som deltagere i frankernes indbyrdes kampe. Disse vikingetogter kulminerede i 880'erne med en langvarig belejring af Paris. Nogle høvdinge modtog af frankiske herskere len ved flodmundinger mod at hindre andre vikingers adgang til floderne. Kun et enkelt len, Normandiet, blev varigt.

England og Irland hjemsøgtes fra ca. 800 hyppigt af vikinger, der til at begynde med blot tog bytte og derpå forsvandt, men med tiden overvintrede og optrådte som politiske parter i indbyrdes kampe, ikke mindst i Irland. I England lykkedes det 865-80 en vikingehær at erobre tre af de fire angelsaksiske kongeriger, og her bosatte danskerne sig varigt. Stednavne vidner om en betydelig dansk indflydelse i Nord- og Østengland, selvom danskerne i en stor del af området kom under engelske konger inden 920. En genoptagelse af vikingetogterne mod England i slutningen af 900-t. endte med danske kongers erobring af landet. Svend 1. Tveskæg begyndte kort efter sin magtovertagelse at kræve tribut i England, og han fik konkurrence af flere andre både danske, norske og svenske vikingehøvdinge. Han døde i 1014 kort efter at have erobret England, men Knud den Store erobrede det atter i 1016. Han blev konge af både England, Danmark og Norge og havde foden indenfor i Sverige, men skabte ikke noget varigt imperium af sine riger.

Handel og byer. Samtidig med vikingetogterne foregik der en udstrakt handel mellem Danmark og resten af Europa. Allerede fra ca. 700 eksisterede Ribe som sæsonhandelsplads, og både den og Hedeby, der i vikingetiden må have haft en fast befolkning på omkring 1000 og i højsæsonen mange flere, udviklede sig til betydelige bydannelser. I 1000-t. var flere byer kommet til: Viborg og Odense, der som Ringsted var gamle tingpladser og religiøse centre, hvor mange ofte samledes, Århus, Ålborg, Slagelse, Roskilde, Lund og flere andre. Roskilde og Lund opstod som centre for kongemagt og kirke. I alle disse byer blev der slået mønt; pengeøkonomien blev udbredt i løbet af vikingetiden. Der importeredes mange forskellige varer fra nær og fjern; importvarer fra Norge som jern og klæbersten samt fra Sverige og Vesteuropa fandt vej ud i de danske landsbyer. Hvad Danmark eksporterede, ved man mindre om, måske forgængelige varer som kvæg og tømmer. Når arabiske købmænd fandt vej helt til Hedeby, kom de dog snarest for at købe slaver, som vikingerne også selv afsatte på markeder både i Europa og Orienten.

Størstedelen af færdselen foregik ad søvejen; vikingerne havde forskellige skibstyper, små og store krigsskibe samt handelsskibe, til de hjemlige farvande og til verdenshavene. Man forestillede sig tidligere, at vikingerne var røvere den ene dag og købmænd den næste, men et stort, tungt handelsskib var et dårligt værktøj til vikingetogt. Vejtrafik med vogne og om vinteren slæder spillede også en stor rolle, og der anlagdes mange broer i sen vikingetid, fx broen over Ravning Enge.

Harald 1. Blåtand skal være blevet omvendt til kristendommen ved Poppos jernbyrd. Her ses Poppo med glorie døbe kongen. Den drevne plade af lueforgyldt kobber er en af syv fra Tamdrup Kirke nær Horsens, som fremstiller kongens omvendelse. De har formentlig oprindelig siddet på et relikvieskrin for Poppo. Pladerne, der dateres til omkring år 1200, er på Nationalmuseet.

Harald 1. Blåtand skal være blevet omvendt til kristendommen ved Poppos jernbyrd. Her ses Poppo med glorie døbe kongen. Den drevne plade af lueforgyldt kobber er en af syv fra Tamdrup Kirke nær Horsens, som fremstiller kongens omvendelse. De har formentlig oprindelig siddet på et relikvieskrin for Poppo. Pladerne, der dateres til omkring år 1200, er på Nationalmuseet.

Kristendommens indførelse. Kontakten med udlandet gav stærke kulturelle påvirkninger ikke mindst på det religiøse område. Allerede kort efter 700 søgte missionæren Willibrord at udbrede kristendommen til danerne. Missionen gik fra første færd hånd i hånd med politikken. Foruden at udbrede kristendommen ønskede frankerne indflydelse i Danmark, og nogle af parterne i den danske tronkamp kom dem i møde. Harald Klak søgte Ludvig 1. den Frommes støtte og foranledigede en frankisk hærs indtog i Jylland i 815; i 826 lod han sig døbe, men da han året efter blev fordrevet fra Danmark, fik hans missionær, Ansgar, ikke udrettet meget; først 25 år senere fik han anlagt kirker i Hedeby og Ribe, og disse fik kun en kort levetid. Danmarks overgang til kristendommen mere end 100 år senere fulgte efter politisk pres fra tysk side. Otto den Store udpegede i 948 bisper til stifterne Slesvig, Ribe og Århus under ærkestiftet Hamburg-Bremen. Sat under dette pres antog Harald Blåtand selv kristendommen ca. 965, men lod sig døbe af en missionær, Poppo, som ikke kom fra Hamburg-Bremen, og det er usikkert, om de i 948 udpegede bisper kom til at virke i Danmark. Haralds fjendtlige forhold til Tyskland taler imod. Svend 1. Tveskæg og Knud 2. den Store hentede gejstlige til Danmark fra England, og Knud har antagelig tænkt på at organisere den danske kirke i tilknytning til den engelske muligvis med Roskilde som ærkesæde underordnet Canterbury ligesom York. Svend 2. Estridsen gennemførte omkring 1060 en egentlig kirkelig organisation med otte stifter, Slesvig, Ribe, Århus, Viborg, Vendsyssel, Odense, Roskilde og Lund. Han arbejdede også for oprettelsen af et selvstændigt dansk ærkesæde, men det nåede først Erik 1. Ejegod, der i 1103 fik ophøjet Lund til ærkesæde for hele Norden.

Vikingetidens bondesamfund. Efter en ældre opfattelse bestod samfundet af frie og lige bønder med ejendomme i familiebrugsstørrelse, der på herredsting og landsting afgjorde samfundets anliggender. Det står imidlertid nu klart, at ejendomsfordelingen var meget ulige, og kun en mindre del af befolkningen havde fulde politiske rettigheder. Jorddrotter havde betydelige godser, og jorden var i øvrigt i vidt omfang opdelt i storgårde langt over familiebrugets størrelse, og de var mange steder organiseret i landsbyer. Lokalsamfundenes ledende mænd træffes på runestenene. Glavendrupstenens Alle var en gode, dvs. en høvding med både religiøse og verdslige funktioner, ligesom Roulv på Helnæsstenen. Sådanne høvdinge har haft deres egen krigerskare, lið, som det også var tilfældet med høvdingene længe efter vikingetiden. Samfundets menige medlemmer træder kun sparsomt frem i kilderne. Krigsfanger blev ofte trælle, og trælle kendes fra gravfund, men om trælleholdets omfang og samfundsmæssige betydning kan vi ikke skønne. Nogle håndværkere var trælle, andre var givetvis frie og rejste rundt fra den ene by eller marked og gård til den næste.

Det var tidligere en almindelig opfattelse, at der i vikingetiden foregik en betydelig udvandring samtidig med en omfattende indre kolonisation i Danmark. Man antog derfor, at befolkningen voksede stærkt, og at landet var overbefolket. Den indre bebyggelsesekspansion, som man henlagde til vikingetiden, kom imidlertid først senere.

dkhist-transparent_176x68.gif

Læs mere om Danmark i vikingetiden:

danmarkshistorien.dk

Vikingetidens landbrug var i overvejende grad baseret på kvægavl, og landsbyerne flyttede med nogle hundrede års mellemrum inden for deres resurseområder. Disse flytninger ophørte i århundrederne efter vikingetiden, og først da begyndte — i forbindelse med en overgang til kornavl, der indebar en betydelig skovrydning — den opsplitning af storgårdenes jorder i mindre enheder, som førte til dannelsen af de mange nye bebyggelser, der fik stednavne med endelser som -torp (nu -rup, -drup, -trup og -strup), -rød etc. og endnu præger Danmarkskortet.

Læs videre om Danmarks historie i middelalderen, vend tilbage til begyndelsen på Danmarks historie eller læs om Danmark i øvrigt.

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Danmark - historie (Vikingetiden)
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik