Jellingstenen

På den store Jellingesten står der: "Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder - den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne."

Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Vikingetiden er den sene del af jernalderen fra omkring 800 til midten af 1000-tallet. Navnet på folkeslaget danerne er omtalt i Sydeuropa tilbage fra 500-tallet, men navnet på danernes land ’Danmark’ dukker først op i 800-tallet. Den ældste danske omtale af ’Danmark’ findes på den store Jelling runesten sat af Harald 1. Blåtand omkring 965.

Vikingetiden var en brydningstid med by- og statsdannelse. Missionsbestræbelserne fra de kristne områder gik hånd i hånd med magtkampene om den politiske og verdslige magt over nye landområder.

Danmarks grænser i vikingetiden

Danmarks udbredelse i 800-tallet.
Nationalmuseet.
Danmarks udbredelse ved Knud den Stores død i 1035.
Nationalmuseet.

Danmarks grænser ændredes flere gange i løbet af vikingetiden. I Jylland gik landets grænse ved Dannevirke i det nuværende Slesvig-Holsten. Dannevirke ved Ejderen er et voldanlæg på 30 kilometer mellem fjorden Slien mod øst og marskegnene mod vest.

Vestfold og Østfold omkring Oslofjorden i det nuværende Norge og Sveriges vestkyst var sandsynligvis også en del af Danmark. Det fremgår af de frankiske rigsannaler fra begyndelsen af 800-tallet, at Vestfold ligger mod nordvest i de danske kongers rige. Under Svend 1. Tveskæg var det vestlige Norge og hele England en del af det danske rige.

Vikingetidens samfund

Eddadigtet Rigs vandring beskriver vikingesamfundets sociale lag. Øverst var kongen og stormændene med deres hirdmænd. Længere nede i hierarkiet var bønder, købmænd og håndværkere, mens de ufri, trællene var nederst i hierarkiet. Trælle var en vigtig handelsvare.

Vikingetidens store byggerier vidner om en kongemagt, som har kunnet organisere samfundets resurser til fælles formål. Harald Blåtands regering kan opvise særlig mange eksempler: udbygning af Dannevirke, trelleborgene, Ravning Enge-broen og Jellingmonumenterne. Hedeby, Ribe og Aarhus blev muligvis også befæstet i hans regeringstid. Det må betyde, at befolkningen har været pålagt en arbejdspligt, så det har været muligt at gennemføre de store anlægsarbejder.

Lokalsamfundenes ledende mænd træffes på runestenene. Alle, som nævnes på Glavendrupstenen, var en gode, dvs. en høvding med både religiøse og verdslige funktioner, ligesom Roulv på Helnæsstenen. Sådanne høvdinge har haft deres egen krigerskare, lið, som det også var tilfældet med høvdingene længe efter vikingetiden. Samfundets menige medlemmer træder kun sparsomt frem i de skriftlige kilder.

Byer og købmænd

I 700-tallet medførte en stabilisering af magtstrukturerne i Nordeuropa en intensiveret handel. Det var baggrunden for grundlæggelse af de første byer, som Ribe, Hedeby, Kaupang og Birka i Skandinavien. Der blev både etableret faste handelsruter og handelspladser med stormænd som beskyttere, købmænd og skibsredere. Hedeby må i vikingetiden have haft en fast befolkning på omkring 1000 og i højsæsonen mange flere. I løbet af 1000-tallet kom mange nye byer til som Viborg og Odense, Ringsted og Roskilde.

Vikingetidens købmænd sejlede over Nordsøen til England og Irland, de sejlede over Kattegat og Skagerrak til Norge og Sverige. De sejlede over Østersøen og ned ad de østeuropæiske floder og dybt ind i Rusland og helt ned til Middelhavet. Fra Vesteuropa købte købmændene klæde, glas, keramik, møllesten, salt og vin foruden ædelmetaller til smykkefremstilling. Fra Orienten købte de sølv og luksusvarer som silke og krydderier via Konstantinopel og kalifatet i Baghdad. Fra Norden blev der eksporteret trælle, reb og pelsværk foruden jernmalm fra Sverige og hvalrostænder, fuglefjer, skind, hvæssesten af skifer og gryder af klæbersten fra Norge.

Landsbyerne og landbruget

Kalkmalerier kan give glimt af den tidlige middelalders hårde arbejde, fx med nyopdyrkning, som dette fra Todbjerg Kirke nord for Århus, dateret 1125-50. Maleriet viser Adam og Evas uddrivelse fra Paradis, og hvordan de derefter arbejder i deres ansigts sved. Adam bruger ligesom samtidens bønder en hakke til opdyrkning af jorden; Eva spinder garn.

.

Vikingetidens landbrug var i overvejende grad baseret på kvægavl, og landsbyerne flyttede med nogle hundrede års mellemrum inden for deres resurseområder. Disse flytninger ophørte i århundrederne efter vikingetiden

I middelalderen begyndte i forbindelse med en overgang til mere kornavl, der indebar en betydelig skovrydning, en opsplitning af storgårdenes jorder i mindre enheder. Det førte til dannelsen af de mange nye bebyggelser, der fik stednavne med endelser som -torp (nu -rup, -drup, -trup og -strup), -rød etc. og endnu præger Danmarkskortet.

Vikingetogter og statsdannelser

Glavendrupstenen

På Glavendrupstenen står der: "Ragnhild satte denne sten efter Alle den blege (?), viernes gode, hirdens højværdige thegn. Alles sønner gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin mand, men Sote ristede disse runer efter sin herre. Thor vie disse runer. Til en ”ræte” blive den, som ailti denne sten eller slæber den bort til minde over en anden."

Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Vor viden om vikingernes skibe forøgedes betydeligt, da man i Roskilde Fjord ud for Skuldelev i 1957-62 fandt og udgravede fem forskellige skibe. Af de tre er der senere bygget kopier, og praktiske forsøg med dem har yderligere givet megen ny viden om tidens sejlads. Her ses Helge Ask, en kopi bygget i 1991 af vrag 5, der er et mindre krigsskib fra ca. 1040.

.

Danerne rejste i vikingetiden ud i Europa i alle retninger, både på fredelig og ikke-fredelig vis.

Fremstilling og udveksling af varer foregik i vikingetiden over hele Europa på tværs af Østersøen og Atlanterhavet og ned til Middelhavet. Der blev både etableret faste handelsruter og handelspladser med stormænd som beskyttere, købmænd og skibsredere. Udvekslingen foregik dog også gennem afpresning og pirateri. Samtidigt foregik en lang række magtkampe om overherredømmet over såvel landområder som farvande. Magtkampene, afpresningerne og pirateriet er baggrunden for senere tiders lighedstegn mellem vikinger og blodige togter.

Vikingetogterne, der fra 700-tallet kendes fra store dele af Europa, spændte fra krig mellem stater over indblanding i hinandens anliggender til rent pirateri. Tidligere har disse togter været set som et led i en masseudvandring fra Skandinavien, men det har vist sig, at der oftest har været tale om hære på hundreder snarere end på tusinder, der først og fremmest var ude efter bytte. En del af vikingerne endte med at bosætte sig i England og Normandiet.

Vikinger i England og Irland

England og Irland hjemsøgtes fra sidst i 700-tallet hyppigt af vikinger, der til at begynde med blot tog bytte og forsvandt med det samme. Sidenhen overvintrede de og optrådte som politiske parter i indbyrdes kampe, ikke mindst i Irland. I England lykkedes det i 865-80 en vikingehær at erobre tre af de fire angelsaksiske kongeriger, og her bosatte danskerne sig varigt. Danske stednavne vidner om en betydelig dansk indflydelse i Nord- og Østengland, selvom danskerne i en stor del af området kom under engelske konger inden 920.

En genoptagelse af vikingetogterne mod England i slutningen af 900-tallet endte med danske kongers erobring af landet. Svend 1. Tveskæg begyndte kort efter sin magtovertagelse at kræve tribut eller danegæld i England. Han fik konkurrence af flere andre både danske, norske og svenske vikingehøvdinge. Svend 1. Tveskæg døde i 1014 kort efter at have erobret England, men hans søn Knud 2. den Store erobrede landet tilbage i 1016. Knud den Store blev konge af både England, Danmark og Norge og havde foden indenfor i Sverige, men han skabte ikke noget varigt imperium af sine riger.

Vikinger i Østersøområdet

Sakserne, sveerne og danerne etablerede selvstændige stater ved Østersøens nord- og vestkyst. Mod sydøst opstod på samme måde i det østslaviske område en selvstændig stat i det nuværende centrale Polen. I Gnesen i Polen blev der oprettet et selvstændigt ærkebispesæde i år 1000. Tilsvarende tilløb til statsdannelser i form af permanent koncentration af magt hos bestemte grupper hos de forskellige stammeforbund ved Østersøens sydvestkyst mellem Elben og Oder mislykkedes.

Nye, fastere magtstrukturer inden for de slaviske stammeforbund afløstes gang på gang igen af en traditionel løs stammestruktur med magten placeret hos det hedenske præsteskab. I det omfang, det er muligt at følge det i de skriftlige kilder, sikrede landsherrerne nord og syd for Østersøen deres indenrigs- og udenrigspolitiske position dels gennem arrangerede ægteskaber, dels gennem politiske udnævnelser af bisper og ærkebisper.

Vikinger i Frankrig, Paris og Normandiet

Indre stridigheder i Frankerriget gjorde det fra omkring 830 muligt for danske høvdinge, der ofte var landflygtige medlemmer af den danske kongeslægt, at opkræve tributter fra frankerne. Flere gik også i frankisk tjeneste dels i kamp mod andre vikinger, dels som deltagere i frankernes indbyrdes kampe. Disse vikingetogter kulminerede i 880'erne med en langvarig belejring af Paris. Nogle høvdinge modtog af frankiske herskere len ved flodmundinger mod at hindre andre vikingers adgang til floderne. Kun et enkelt len, Normandiet, blev varigt.

Vikingetidens konger

Allerede omkring 700 opstod en stærkere kongemagt i Danmark end tidligere set; en konge ved navn Angantyr (Ongendus) kan sikkert forbindes med Ribe, hvor der på den tid blev anlagt en reguleret sæsonhandelsplads. Omkring 700 smuldrede merovingernes magt over Frankerriget. Det gav plads for dansk magtudfoldelse i det sydlige Vesterhavsområde med Sachsen og Frisland. Med Ribe fik Danmark sin første internationale handelsplads.

Da karolingerne under Karl den Store hen imod 800 stræbte efter at genoprette frankernes magt, kom det til sammenstød med danerne under kong Gudfred. Han ville ikke opgive sin indflydelse i Frisland og blandt abodritterne i Østersøområdet. Han ville heller ikke opgive muligheden for at opkræve tribut fra friserne og abodritterne. Gudfred flyttede derfor købmændene fra det abodrittiske område til sin egen nyanlagte handelsplads Hedeby, og samtidig befæstede han Danmarks sydgrænse ved Dannevirke.

Gudfred blev myrdet i 810, hvorefter flere grene af kongehuset rivaliserede om magten. Magtkampene drev ofte de implicerede i eksil. Den siddende danske magthaver var derfor altid udsat for trusler fra rivaler, der vendte hjem og var styrket af gevinster fra vikingetog, eller som Harald Klak havde opnået fremmed støtte.

Efter 827 hævdede Gudfredsønnen Horik 1. sig som enekonge, men han blev dræbt under en borgerkrig i midten af 800-tallet.

To runesten fra Hedeby fra omkring 900 omtaler Gnupa og Sigtryg som konger. Lidt ind i 900-tallet kom Jellingdynastiet til magten. Harald 1. Blåtand hævder på sin runesten i Jelling, at han vandt sig hele Danmark. Det kan betyde, at Harald har føjet de danske lande øst for Storebælt til sit jyske rige, som han havde arvet fra sin far, Gorm den Gamle.

Brudsølv og mønter

Hedebymønt
Hedebymønt fra 800-tallet fundet i 2021 syd for Gundslev på Falster. På den ene side er der et skibsmotiv, på den anden side er der en noget forvansket måde at skrive Carolus på. Det er en efterligning af Carolus-indskriften, der kendes fra Karl den Stores mønter fra Dorestad i Holland.
Hedebymønt
Af /Museum Lolland-Falster.
Licens: CC BY SA 4.0

Vikingetidens konger krævede tribut af handel, og de havde indtægter gennem møntudstedning. Inden for større geografiske områder uden møntøkonomi anvendtes standardiserede vægte og vægtlodder til afvejning af brudsølv som byttemiddel mod forskellige varer. Igennem hele vikingetiden var Østersøområdets handel domineret af afvejning af andre områders mønter og afvejning af ædelmetal efter bestemte vægtnormer. Samtidig var der mod syd i Frankerriget og mod vest i England etableret regulære møntsystemer.

De frisiske små tykke sceattas mønter af sølv var fx i 700-tallet udbredt i en større del af Nordvesteuropa på tværs af Nordsøen. Det tyder på en form for møntøkonomi i England og Frisland. I Ribe er der fundet knap 150 sceattas af en type kaldet Wodan/monster. De kan være præget i Ribe fra omkring 720. Ordet sceatta kommer af det oldengelske sceat, der betyder mønt. Det er det samme ord som det danske “skat”.

Kristendommens indførelse

Harald Blåtand skal være blevet omvendt til kristendommen ved Poppos jernbyrd. Her ses Poppo med glorie døbe kongen. Den drevne plade af forgyldt kobber er en af syv fra Tamdrup Kirke i nærheden af Horsens, som fremstiller kongens omvendelse. De har formentlig oprindelig siddet på et relikvieskrin for Poppo. Pladerne, der dateres til omkring år 1200, er på Nationalmuseet.

.

Det første forsøg på at missionere i Danmark omtales allerede omkring 715, da den engelske missionær i Frisland, Willibrord, uden held prøvede at omvende en dansk konge ved navn Ongendus eller Angantyr.

Omkring 100 år senere var ærkebispen af Reims, Ebo, på missionsrejse i Danmark, og på samme tid gik en dansk tronprætendent, Harald Klak, som med frankisk støtte søgte at vinde magten i landet, over til kristendommen. Han blev sendt til landet med Ansgar i sit følge i 826. Da Haralds planer mislykkedes, fik Ansgar dog ikke udrettet noget, før han omkring 850 fik tilladelse til at opføre kirker i Hedeby og Ribe.

Otto den Store udpegede i 948 bisper til stifterne i Slesvig, Ribe og Århus under ærkebispedømmet Hamburg-Bremen. Sat under dette pres antog Harald 1. Blåtand selv kristendommen omkring 965, men lod sig døbe af en missionær, Poppo, som ikke kom fra Hamburg-Bremen,

Både Ebo og Ansgar hævdede at have skaffet kristendommen godt indpas, og der kan udmærket have været en del kristne i Danmark før Harald Blåtands dåb. Trosskiftet synes ikke at have givet anledning til konflikt mellem repræsentanter for den gamle og den nye tro. Også blandt danskere i udlandet synes trosskiftet at være foregået fredeligt. Vikingerne var ikke militante modstandere af kristendommen. De synes at være gået over til kristendommen hurtigt efter at have bosat sig i kristne samfund, både i England og Normandiet.

Svend 1. Tveskæg og Knud 2. den Store hentede gejstlige til Danmark fra England. Knud har antagelig villet organisere den danske kirke i tilknytning til den engelske muligvis med Roskilde som ærkesæde underordnet Canterbury ligesom York. Svend 2. Estridsen indførte omkring 1060 en kirkelig omorganisering med otte danske stifter.

Svend Estridsen arbejdede også for oprettelsen af et selvstændigt dansk ærkesæde, men det var først Erik 1. Ejegod, der i 1103 fik ophøjet Lund til ærkesæde for hele Norden uden om ærkebispesædet Hamburg-Bremen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Peter Pentz

Kort over Danmarks udbredelse nummer 2: Svend Tveskæg ændres til Knud den Store

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig