Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

købstad

Oprindelig forfatter JMi Seneste forfatter MHansen

købstad, by med særlige næringsrettigheder og en vis grad af administrativt selvstyre, oprindelig givet af kongen eller landsherren som privilegium, i nyere tid meddelt ved lov. Privilegierne gav indtil 1857 købstæderne i Danmark eneret på at drive handel, håndværk og anden "borgerlig næring", idet dog visse befolkningsgrupper på landet havde ret til at udøve bestemte former for købstadsnæring, mens omvendt landbrug og fiskeri også var vigtige næringsgrene i mange købstæder.

Det ældste danske købstadsprivilegium er Slesvig stadsret fra ca. 1200. Gennem de følgende 300 år fik ca. 100, overvejende kystbyer i det daværende Danmark, købstadsprivilegier, og den købstadsstruktur, der således opstod middelalderen igennem, undergik kun små forandringer i 1600- og 1700-t., hvor blot fire nye byer fik privilegier. I 1800- og 1900-t. fik yderligere ti byer købstadsprivilegier, mens en mistede sit, nemlig Slangerup i 1809.

De danske købstæder stagnerede fra midten af 1600-t. til slutningen af 1700-t. pga. lavkonjunkturer for landbruget og konkurrence fra den stærkt voksende hovedstad, der var privilegeret af en merkantilistisk handels- og toldpolitik. Endnu i 1801 havde næsten halvdelen af landets købstæder færre end 1000 indbyggere; uden for København var Odense størst med 5782 beboere. I 1800-t. havde byerne til gengæld kraftig vækst, idet dog udviklingen var betydeligst i de større byer, der bedre end de øvrige formåede at udnytte industrialiseringen; i 1911 havde Aarhus ca. 61.000 indbyggere, Odense 42.000, og købstædernes samlede andel af landets befolkning var nu 20% mod 12% 60 år tidligere.

Annonce

Skønt mange stationsbyer og forstæder i 1900-t. var blevet større end de mindre købstæder, var købstædernes samlede andel af landets befolkning, stadig bortset fra København, vokset til 31% umiddelbart før kommunalreformen i 1970. 55 købstæder havde på dette tidspunkt under 20.000 indbyggere, 17 havde 20.000-40.000, og 6 havde over 40.000; heraf var Aarhus og Odense de største med hhv. 110.000 og 103.000 indbyggere.

De danske middelalder- og renæssancekøbstæder blev styret af et råd, der som oftest bestod af to borgmestre og nogle rådmænd. I middelalderen var rådet selvsupplerende, men i 1500-t. begyndte de centrale myndigheder og lensmændene at blande sig i udpegelsen af nye medlemmer; i 1619 blev opgaven overdraget til lensmændene, og fra 1660 stod kongen for alle udnævnelser. I 1682 blev antallet af borgmestre og rådmænd skåret ned, og mange steder blev fra da af alle magistratssager varetaget af en byfoged, der tillige var dommer og politimester. Indtil slutningen af 1600-t. blev embederne fortrinsvis varetaget af købmænd; herefter begyndte skrivere og fra midten af 1700-t. jurister at gøre sig gældende. På det tidspunkt kom købstæderne også under effektivt tilsyn af centrale og regionale myndigheder, ligesom de fik et stående udvalg af "eligerede" borgere, der bl.a. skulle bistå magistraten med at udarbejde kommunale budgetter. I 1837 blev udvalgene erstattet af borgerrepræsentationer, der fik til opgave at behandle alle købstadssager i samarbejde med magistraterne, og i 1868 blev disse afløst af byråd. Valgloven af 1908 betød en demokratisering af valgretten, hvilket førte til, at byrådene i langt højere grad blev politiske organer. I 1919 ophørte købstæderne med at være selvstændige politi- og retskredse, og ved kommunalreformen i 1970 blev købstadskommunerne slået sammen med de omkringliggende landkommuner, hvorved købstadsbegrebet bortfaldt i Danmark.

Også England og Tyskland havde stor købstadsdannelse i middelalderen, mens Norge og Sverige med Finland kun blev svagt urbaniseret i denne periode. Fra 1580 til 1680 grundlagde den svenske statsmagt imidlertid hele 45 købstæder, overvejende i perifere dele af riget. I Norge blev antallet af købstæder øget fra 7 til 34 mellem 1640 og 1850. De fleste af de nye norske købstæder havde tidligere haft begrænsede handelsrettigheder (ladestedsret) og var næsten alle kystbyer, der var opstået med den voksende træeksport til Vesteuropa.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Mikkelsen: købstad i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113291