Sjælland, både Danmarks største ø (7031 km2, 2,22 mio. indb., 2014) og betegnelsen for en dansk landsdel (7448 km2, 2,36 mio. indb.). Sidstnævnte, der også kaldes den sjællandske øgruppe, omfatter 22 beboede og 75 ubeboede, navngivne øer inkl. Møn, Bogø og Nyord.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Sjælland optræder ca. 950 som Selund, af gammeldansk *sial 'fure' eller dyrebetegnelsen sæl og afledningsendelsen -und.

Øen Sjælland ligger strategisk mellem vandvejene til Østersøen med faste forbindelser over både Storebælt og Øresund. De største byområder ligger nær København, ved kysterne og på den gamle færdselsåre tværs over Sjælland. På baggrund af terræn, bebyggelse og udnyttelse kan øen inddeles i fem regioner.

Mod nord skærer Isefjord og Roskilde Fjord sig dybt ind i landet og adskiller Nordvestsjælland, Horns Herred og Nordøstsjælland (i daglig tale blot Nordsjælland).

København og området mellem Roskilde og Køge indgår, sammen med Horns Herred og Nordsjælland, i Hovedstadsregionen. Her bor 4/5 af Sjællands befolkning. Navnlig er Nordsjælland under stærk urbanisering. Landskabet er afvekslende; morænelandskabet gennemskæres af et kompliceret mønster af tunneldale, hvoraf flere har søer. Desuden præger store skovområder, bl.a. Gribskov, området. I regionen ligger også Arresø (41 km2), Danmarks største sø. Hele nordkysten har en sammenhængende zone af sommerhusbebyggelser.

Odsherred i Nordvestsjælland rummer de store randmoræner med Vejrhøj (121 m.o.h.), der fortsætter i halvøerne Røsnæs og Sjællands Odde. Lammefjord og Sidinge Fjord er eksempler på vellykkede inddæmninger i modsætning til Saltbæk Vig på smeltevandssletten mod vest. De sandede bakker og det marine forland langs Sejerø Bugt og Kattegatkysten er et eftertragtet ferieland. Mod syd går regionen over i et dødispræget randmorænestrøg med skove og flere herregårde. Her ligger Sjællands højeste punkt Gyldenløveshøj med 125,5 m.o.h. inklusiv den høj, som Ulrik Gyldenløve lod opføre i slutningen af 1600-t. Kobanke syd for Rønnede er med sine 122,9 m.o.h. det højeste naturlige terrænpunkt på Sjælland.

Vestsjælland afgrænses mod øst af et istidsdalsystem fra Næstved til den store, drænede Åmose. Den udgør et intensivt dyrket, næsten skovløst landbrugsområde med kirkelandsbyer og store gårde. Regionen gennemstrømmes af Suså og indeholder flere søer, der indgår i omfattende fredninger.

Midtsjælland omkring Ringsted og Haslev er ligeledes et gammelt landbrugsområde, der mod syd er præget af sletter fra en tidligere issø; sydligst ligger den fredede Holmegårds Mose. Området afgrænses i nord af tunneldalen fra Køge til Åmosen. Landbrugszonen kan delvis følges ud på det flade Stevns, hvis højtliggende kalkundergrund udnyttes ved Faxe. Et strøg med herregårdsskove fra Faxe til Køge markerer sammen med Tryggevælde Å-dalen overgangen til Stevns.

Sydsjælland har et reliefrigt, dødispræget terræn lige syd for Rønnede, der kulminerer i Kobanke (123 m.o.h.), og gennemskæres af tunneldalen mellem Præstø og Næstved med den delvis afgravede Mogenstrup Ås. I regionen ligger flere store godser, der har løvskov på god, kalkrig jordbund. Et lavt og fladt terræn strækker sig ud mod kysten i vest, hvor den smalle, fredede Knudshoved Odde rækker 15 km ud i Smålandsfarvandet.

Generelt repræsenterer det sydlige Sjælland den gamle stabile landbrugsstruktur med herregårde, kirkelandsbyer og husmandsbebyggelser, mens det nordlige Sjælland har undergået store forandringer og er blevet stærkt urbaniseret. Se også danske dialekter og Danmark (landskabets dannelse).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig