Mølleåen, Nordsjællands længste å, 36 km med et afvandingsområde på 126 km2.
Mølleåen udspringer 33 m.o.h. ved vandskellet lidt vest for Bastrup Sø og løber herfra gennem Farum Sø, Furesøen og Lyngby Sø til udløbet i Øresund ved Strandmøllen. Åen løber i brede dale fra istiden, som den ikke fylder ud, og som er bevokset med ellesump og rørskove.
Mølleåens løb er kraftigt reguleret. Furesøens store reservoir giver det nedre åløb en ret jævn vandføring, normalt 300-400 l/s, hvilket sammen med et fald på 19 m over åens nederste 9 km har dannet baggrund for vandmøllerne mellem Lyngby og udløbet.
Også i åens øvre løb findes to nu tilgroede damme efter de nedlagte Hestetangsmøller. Mellem Furesøen og Lyngby Sø blev det snoede åløb rettet ud i slutningen af 1800-t. som led i Københavns befæstning.
Det meste af ådalen er siden 1940'erne blevet fredet eller på anden måde beskyttet. Både åen og dens omgivelser er stærkt udnyttet til rekreative formål.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.