Gyrstinge Sø med pumpeanlæg fra Københavns Vandforsyning
Gyrstinge Sø med pumpeanlæg fra Københavns Vandforsyning
Licens: CC BY SA 3.0

Gyrstinge Sø er en langsø på Midtsjælland i tunneldalen mellem Køge og Åmosen 8 km nordvest for Ringsted. Københavns Vandforsyning erhvervede søen i 1969 og anlagde 1971-74 en dæmning i østenden, hvor Ringsted Å løber ud via en sluse. Søen har rørforbindelse til Haraldsted Sø. Udnyttelse og vejrforhold giver store vandstandssvingninger, og arealet i den normalt ca. 2,5 km2 store sø kan svinde til 2 km2.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra ca. 1350 som Gyrstingæ, måske af gammeldansk *gurst 'gyvel' og -inge.

Søens midterste del er et regelmæssigt ca. 6-8 m dybt trug; den øst- og vestlige del er ca. 2-4 m dyb og har ujævn bund. Skråningerne ned til søen er lave og halvt skovklædte. Fiskebestanden er artsrig og siden 1971 kun udnyttet af lystfiskere.

I 1973 blev den invasive art vandremusling fundet for første gang i Gyrstinge Sø.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig