Farum Sø, langsø i Nordsjælland beliggende i tunneldalen mellem Buresø og Furesøen; ca. 1,2 km2. Søen danner en skarp sydgrænse for den ældre del af Farum by. Kirken og den gamle hovedgård Farumgård ligger på søens 10-15 m høje og for en stor del fredede nordskråning.

Farum Sø gennemstrømmes af Mølleåen. I den nordlige del udgør søbunden et 10-15 m dybt, langstrakt bassin. Den sydlige del af søen med den beboede Klavs Nars Holm er kun 2-3 m dyb; her afgrænses den af skovklædte, ubebyggede moræneskråninger vekslende med sumpområder. Langs søens bredder findes et udbygget stisystem. I Ryget Skov findes et fugletårn med udsigt over søen.

Farum Sø indgår i et EF-fuglebeskyttelses-område, i et EF-habitatområde samt i naturparken mellem Farum og Slangerup, der tillige er et nationalt geologisk interesseområde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig