Præstø, by på Sydøstsjælland; 3864 indb. (2017). Præstø var 1970-2006 administrationscentrum for Præstø Kommune, men indgår fra 2007 i Vordingborg Kommune.
Faktaboks
- Etymologi
- Efter Præstø, 1321 Præstøe, af præst, der muligvis hentyder til, at lokaliteten i middelalderen hørte under Skovkloster, og ø.
Byens ældste dele ligger ud til Præstø Fjord, oprindelig på en lille ø. Mod syd afgrænses bykernen af en tidligere fjordarm, hvori Tubæk løber. Selve bykernens rygrad er den øst-vest-gående Adelgade, som ca. 1850 blev forlænget mod vest som Vesterbro; den afsluttes mod øst af et skarpt knæk ved kirken og rådhuset (1823; tegnet af C.F. Hansen).
På Klosternakken ud mod fjorden ligger byens lystanlæg. Vest herfor er havnen anlagt på indvundet land, der også rummer den gamle banegård, opført i år 1900 (arkitekt H. Wenck).
Et område syd for Tubæk blev udbygget som villaområde i 1920'erne, mens den betydelige byvækst siden 1960'erne har ført til bebyggelse af de strandnære områder øst for byen (Skibinge Hestehave).
Den nyere forstadsbebyggelse er især parcelhuse, men omfatter også etagebebyggelsen Egelyparken ved vejen til Jungshoved.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.