Halleby Å, vandløb i Vestsjælland syd for Kalundborg. Åen, der afvander ca. 525 km2, får tilløb fra Åmose Å og Skarresø i nordenden af Lille Åmose hvorfra den udgår. Den gennemløber Tissø og fortsætter mod Storebælt gennem lagunen Flasken. Øvre Halleby Å, opstrøms Tissø, løber i en 2 km bred tunneldal med høje sider og flad bund, der er præget af ældre tørvegravning. Nedstrøms Tissø løber Nedre Halleby Å i en svagt markeret smeltevandsdal, som Litorinahavet næsten totalt oversvømmede. Inden udløbet tvinges åen 3 km mod syd af strandvoldsdannelsen Osen.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1316 som Halæby, af subst. hale i betydningen 'smal strækning', om Halleby Hale, og -by.

Gørlev Sukkerfabrik lod i 1940 Osen gennemgrave for at aflaste den store, spildevandsbelastede afstrømning, idet åens vandføring svinger meget fra næsten 0 (sommer) til 10 m3 pr. sek. (vinter). Denne såkaldte Sukkerkanal er uden betydning efter spildevandets rørlægning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig