Bogø, ø beliggende i farvandet mellem Møn, Falster og Sjælland; 13 km2, 1109 indb. (2014). Bogø hører til Vordingborg Kommune. Landskabet er kuperet med største højde 32 m.o.h. på den sydlige del af øen. Mod syd og øst omgives øen af lave kyster med en bræmme af strandeng.
Faktaboks
- Etymologi
- Navnet Bogø kendes fra 1200-tallet; Bokø betyder 'øen med bøgetræerne'.
Øen er et frodigt landbrugsområde med talrige spredtliggende brug og med en del turisme. Bebyggelsen er samlet i den langstrakte Bogø By (878 indb. 2014), som oprindelig lå midt på øen, men er udbygget med parcelhuskvarter mod sydøst. Der er færgeforbindelse til Stubbekøbing. I 1943 anlagdes en 2 km lang dæmning til Møn og i 1978 en dæmning til Farø til brug for arbejdskørsel i forbindelse med bygningen af Farøbroerne mellem Sjælland og Falster.
Bogø var tidligere en vigtig søfartsø med navigationsskole (1865-1929), der ligesom en kostskole blev oprettet af venstrepolitikeren Christen Berg.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.