Agersø. Markvejen ud mod fyret ved Helleholm på Agersø.

.

Agersø Mølle.

.

Strandvejen

.

Agersø. Postkort.

.

Agersø er en ø i Storebælt. Den er 7 km2, og der var i 2014 blot 169 indbyggere. Agersø ligger 3 km fra Stigsnæs i Slagelse Kommune, og den korte sejlads muliggør pendling til Sjælland. Agersø er en af de trafikstøttede småøer i Danmark.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1231 som Akærøs, vistnok oprindelig Agernæs; øen har da navn af et (tidligere) markant næs, brugt som ager 'græsgang'.

Befolkningstallet blev i perioden 1901-89 næsten halveret til 243 indb., men er i 1990'erne atter vokset, bl.a. i kraft af et støttet boligbyggeri. Udvidelse af øens bebyggelse — også i de to mindre feriehusområder — hæmmes bl.a. af begrænsede grundvandsresurser i det lave, flade terræn, der højest hæver sig 12 m.o.h.

Agersø har en karakteristisk, retlinjet vestkyst. En tredjedel af øen udgøres af strandeng og vådområder; mod syd er Helleholm forbundet til øens moræneterræn med et 2 km langt strandvoldssystem, hvor også nye strandvolde dannes.

I nord forbinder en kort dæmning Agersø med den 1 km2 store ø Egholm. Den del af Agersøs terræn, der ligger 2-3 m over havniveau, er fuldt opdyrket. Landbruget, med gårdene koncentreret i Agersø By, er sammen med et bådebyggeri øens dominerende erhverv.

Agersø er også kendt for at have huset en lille dansk kvægrace i dag kaldet Agersøkvæg. Den blev opdaget i 1990'erne på øen og er genetisk sin egen race.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig