• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Odsherred

Oprindelige forfattere Folke og PKN Seneste forfatter Redaktionen

Odsherred. Der dyrkes mange grøntsager på Lammefjorden, her ses porre.

Odsherred. Der dyrkes mange grøntsager på Lammefjorden, her ses porre.

Odsherred, Ods Herred, landskabet mellem Sejerø Bugt, Kattegat og Isefjord i Nordvestsjælland, der omfatter Sjællands Odde, Rørvig-halvøen (Nakkeland), Odsherredbuerne og den tørlagte Lammefjord.

Odsherred var længe kun forbundet med det øvrige Sjælland via den smalle tange ved Dragsholm, og langt op i 1800-t. var egnen isoleret og tilbagestående.

Med udtørringen af Sidinge Fjord og Lammefjord fik landbruget og hele egnen nye muligheder, og jernbanen Holbæk-Nykøbing Sjælland (åbnet 1899) ændrede transportforholdene helt.

Annonce

Odsherred. Dragsholm.

Odsherred. Dragsholm.

Fra 1950'erne blev de sandede kyststrækninger bebygget med feriekolonier og fritidshuse; Odsherred har mere end 20.000 sommerhuse, og om sommeren har hele egnen stærkt præg af ferieland.

Odsherred er nævnt i 1231 som Odzheret, efter Odden, se Sjællands Odde.

Egnen med sit særlige lys og de storslåede landskaber har tiltrukket og er stadig søgt af mange kunstnere, bl.a. Odsherredsmalerne. Servicecentrene ligger spredt, bl.a. Asnæs, Vig og Højby; flere af de mindre byer har betydelig industri, bl.a. Fårevejle Stationsby midt på Lammefjord.

Se også Odsherred Kommune.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Folke, Peter Kühn-Nielsen: Odsherred i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134512