Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nakke

Oprindelig forfatter ksoerensen Seneste forfatter Redaktionen

Nakke, landsby syd for Rørvig, beliggende i et åbent landskab på Nakke-halvøen i Isefjord. Nakke rummer en lille snes gårde og huse, der er omfattet af en beskyttende lokalplan. Bebyggelsen omfatter bl.a et gammelt fattighus, en landsbysmedie fra 1700-t., en rytterskole (bygning fra 1890'erne af Andreas Bentsen), et nedlagt mejeri samt en købmandshandel. Tidligere havde landsbyen havneplads ud mod den nu inddæmmede Hov Vig.

Nakke-landet og Mårbjerg var i vikingetiden stedet for Isøre-lokaliteterne med det nationale Isøre ting og flådehavnen Isøre havn. Sagn fortæller om kongebolig i forbindelse med tingstedet, og borganlæg og badstue ved flådehavnen. Isøre er omtalt i det oldengelske kvad Bjovulf, hos Saxo, Svend Aggesen og i islandske sagafortællinger.

Flyvende skarv.

Flyvende skarv.

Omkring Mårbjerg er i dag rejst skov (Nakke skov), ligesom det omgivende landskab er udlagt som naturbeskyttet område med fuglereservatet Hov Vig, hvor der bl.a. findes en stor skarv-koloni. Landskabet rummer flere gårde og en række kunstgallerier med bl.a Brantebjerg Galleri, der formidler moderne polsk kunst.

Annonce

Litteratur anbefalet af andre brugere

Bo Bræstrup/Kurt Sørensen: Mellem Kattegat og Isefjord - Rørvigs natur og kulturhistorie (2001)

Kurt Sørensen: Vikingernes ting (2009) og Vikingernes havn (2009)

Referér til denne tekst ved at skrive:
kurt sørensen: Nakke i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 3. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=260134