Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Musholm

Oprindelige forfattere HKuhl og Mees Seneste forfatter Redaktionen

Musholm, 30 ha stor ubeboet ø ved Sjællands Storebæltskyst 3 km syd for Reersø. Øens sydvestlige del består af en morænekerne i op til 9 m højde og med en aktiv havklint; den nordlige del udgør en 500 m lang strandvold med rullesten ud mod Påskestenen og Nordholm (2 ha). Mod øst grænser morænekernen op til ældre strandvoldssystemer og et yngre krumoddekompleks. Et havbrug udnytter øens bygninger. Det tørre klima præger den righoldige græs- og urtevegetation.

Stednavnet kendes fra 1200-t. som Rethesø holm, 1664 Mussholmen, af mus og holm 'lille ø'.

Musholm Bugt

Musholm Bugt udgør farvandet mellem Musholm, Slettings Grund og den næsten 20 km lange kyst mellem Reersø og halvøen med Halsskov. Langs det meste af kyststrækningen findes omfattende sommerhusbebyggelse.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Kuhlman, Horst Meesenburg: Musholm i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128697