Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jungshoved

Oprindelige forfattere ÅMV og WiJoe Seneste forfatter Redaktionen

Jungshoved hovedgård.

Jungshoved hovedgård.

Jungshoved, halvø nær Præstø, der strækker sig ud i Faxe Bugt. Det jævne, frugtbare morænelandskab omkring Jungshoved By når 18 m.o.h. og afgrænses af lave kyster med strandskove og pynten Jungshoved længst mod øst.

Sommerhusområder findes ved Bønsvig Strand i øst og ved Roneklint i nord. I sydvest skærer et dalsystem med Jungshoved Nor sig ind i landet. På nordsiden ligger hovedgården Jungshoved og ved mundingen Jungshoved Kirke og Slotsbakke med voldstedet af borgen Jungshoved.

Det kongelige borganlæg Jungshoved nævnes første gang i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Det er formodentlig opført i 1100-t. som et led i Valdemar 1. den Stores kystforsvar mod venderne.

Annonce

Jungshoved slotsbanke med kirken i baggrunden.

Jungshoved slotsbanke med kirken i baggrunden.

Borgen blev delvis ødelagt under Svenskekrigene og frasolgt kronen i 1664, hvorefter den ca. 1714 blev nedrevet. Ud for borgen, ved indsejlingen til Jungshoved Nor, er der fundet flere undersøiske pælespærringer.

Navnet Jungshoved kendes fra 1220 som Iumshosz, 1231 Junxhouæth, 1. led Jung måske et navn på (en del af) halvøen, af gammeldansk *jung 'morads, hængesæk', beslægtet med ordet eng, 2. led hoved, om et kystfremspring, vist ved Slotsbakke.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Åge Myrhøj Vestergård, Dorthe Wille Jørgensen: Jungshoved i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 6. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102442