Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gyrstinge Sø

Oprindelig forfatter HKuhl Seneste forfatter Redaktionen

Gyrstinge Sø, langsø på Midtsjælland i tunneldalen mellem Køge og Åmosen 8 km nordvest for Ringsted. Københavns Vandforsyning erhvervede søen i 1969 og anlagde 1971-74 en dæmning i østenden, hvor Ringsted Å løber ud via en sluse. Søen har rørforbindelse til Haraldsted Sø. Udnyttelse og vejrforhold giver store vandstandssvingninger, og arealet i den normalt ca. 2,5 km2 store sø kan svinde til 2 km2.

Stednavnet kendes fra ca. 1350 som Gyrstingæ, måske af gammeldansk *gurst 'gyvel' og -inge.

Søens midterste del er et regelmæssigt ca. 6-8 m dybt trug; den øst- og vestlige del er ca. 2-4 m dyb og har ujævn bund. Skråningerne ned til søen er lave og halvt skovklædte. Fiskebestanden er artsrig og siden 1971 kun udnyttet af lystfiskere.

I 1973 blev den invasive art vandremusling fundet for første gang i Gyrstinge Sø.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Kuhlman: Gyrstinge Sø i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87543