Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Elleore

Oprindelig forfatter NUHa Seneste forfatter Redaktionen

Elleore. Kongeparret siden 2003, H.K.M. Kong Leo III og H.K.M. Dronning Carina. Kongens motto: 'Con Leon e Populo pro Regno' ('Med løve og folk for riget').

Elleore. Kongeparret siden 2003, H.K.M. Kong Leo III og H.K.M. Dronning Carina. Kongens motto: 'Con Leon e Populo pro Regno' ('Med løve og folk for riget').

Elleore, ubeboet, marint dannet ø 1 km nordvest for Veddelev i Roskilde Fjord; 1,5 ha.

Filminstruktøren Ole Olsen indspillede her stumfilmen Løvejagten på Elleore i 1907, der blev en af Nordisk Films Kompagnis første store succeser.

Elleore betyder 'udyrket land (ore) med ellekrat'.

I 1944 blev Elleore erhvervet af en gruppe lærere fra Frederik Barfods Skole på Frederiksberg. De udråbte her Kongeriget Elleore, der med en nøje struktureret stats- og samfundsopbygning, eget flag (Ellebrog) og sprog, møntfod (leo d'or) og egne frimærker siden har udviklet en særegen kultur. Den kommer til fuld udfoldelse i den uge om året, hvor en stor del af indbyggerne - der bl.a. rekrutteres fra Kildegård Gymnasium (fra 2005 Kildegård Privatskole) i Gentofte - mødes på øen og bl.a. får besøg af øens kongepar, undervises i landets sprog og historie eller dyrker nationalsporten krachet.

Annonce

Elleores hjemmeside.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Ulrik Hansen: Elleore i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=70029