Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Buresø

Oprindelige forfattere LSer og NUHa Seneste forfatter sthornval

Buresø, aflang øst-vest-orienteret, ca. 75 ha stor sø 3 km sydøst for Slangerup på Sjælland. Søen ligger i vestenden af den smalle, 10-20 m dybe tunneldal fra Farum Sø. Afløbet sker ad Græse Å til Roskilde Fjord.

Søens navn: 1582 Bursøe 'søen ved et bur, lille hus, bod'.

Selve søbassinet er et regelmæssigt, indtil 11 m dybt trug med små undersøiske rygge (åse) ved den nordlige bred. Vandet er relativt klart og rent med et højt indhold af kalk, der har resulteret i kalkudfældninger på søbunden. Der er indrettet søbad i den østlige ende. Fra amtskommunal side er gjort en stor indsats for at beskytte søen mod forurening.

Vandskellet mellem Roskilde Fjord og Øresund går mellem Buresø og den anden langsø, Bastrup Sø. Buresø har stor videnskabelig interesse pga. sin beliggenhed og vandkvalitet. Fx blev den meget sjældne vandplante stor najade fundet her i 1993. Buresø indgår i et EF-habitatområde samt i naturparken mellem Farum og Slangerup. Buresø ejes af det økologiske landbrug Mørdrupgård.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Serritslev, Niels Ulrik Hansen: Buresø i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52359