Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Asnæs

Oprindelig forfatter HeStr Seneste forfatter Redaktionen

Asnæs Kirke.

Asnæs Kirke.

Asnæs, stationsby 15 km sydvest for Nykøbing Sjælland; 2934 indb. (2017). Asnæs ligger i Odsherred Kommune. Blandt andet på grund af mange mellemstore fremstillingsvirksomheder er byens befolkningstal mere end fordoblet siden 1965.

Asnæs har mange butikker, som især i sommerperioden betjener de store ferieområder i Odsherred.

Annonce

Navnet Asnæs stammer fra ca. 1370 Asknæs, 'næsset med asketræer'.

Det Hvide Hus fra 1917 med tilbygning fra 1940 rummer Odsherreds Kunstmuseum med værker af de mange kunstnere, der fra omkring 1930 har slået sig ned i byen og dens omegn (se Odsherredsmalerne).

Den selvejende institution HUSET blev etableret i 1973 af kunstnere. Hjemstedet er Asnæs' gamle telefoncentral, og HUSET fungerer bl.a. som udstillingssted for egnens kunstnere og kunsthåndværkere.

Asnæs Kirke fra midten af 1100-t. med senere om- og tilbygninger og udskåret altertavle i barok fra 1635 er viet til Olav den Hellige.

Asnæs Kirkes hjemmeside

Se også kort, fotos m.m. på www.korttilkirken.dk

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Strand: Asnæs i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40989