Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Møn

Oprindelig forfatter JeWin Seneste forfatter Redaktionen

Danmark. Liselund Slot på Møn.

Danmark. Liselund Slot på Møn.

Møn, ø i Østersøen sydøst for Sjælland; 218 km2, 9.455 indb. (2016). Møn er forbundet med Sjælland via Dronning Alexandrines Bro over Ulvsund, mens en dæmning sikrer forbindelse med Bogø og Farøbroerne.

Øen har siden 1950 haft svært ved at fastholde folketallet, der er faldet med 1/4 som følge af afvandring fra landbruget; siden 1980'erne har folketallet været stagnerende. Stege er lokalcentrum og Møns største by.

Møns industri har været omskiftelig, men den traditionelle næringsmiddelindustri er endnu dominerende; størst med ca. 500 ansatte er småkagefabrikken Bisca, der 2006 samlede hele sin danske produktion i Stege.

Annonce

Herudover er mange ansat inden for handel og service. Den stabile, frugtbare landbrugsjord dyrkes fra gårde både i landsbyer og i det åbne land; antallet af disse er siden 1970 faldet til 1/3. Der dyrkes korn, sukkerroer og frø, mens dyreholdet er relativt lille.

Øens navn er kendt fra 1135 som Møn, vist afledt af gammeldansk *mo 'kridtforekomst', om Møns Klint.

Møns Klint.

Møns Klint.

Møn besøges hvert år af ca. 200.000 gæster, og der satses på at udvikle turisterhvervet. Foruden klinten med GeoCenter Møns Klint er lystslottet Liselund med park samt landsbykirkerne med deres kalkmalerier populære mål.

Mange tidligere landbrugsejendomme anvendes til ferieboliger, og desuden findes tre mindre sommerhusområder og et feriecenter i Klintholm Havn. I 2007 blev øen en del af Vordingborg Kommune i Region Sjælland.

Naturforhold

Den østlige del af Møn er en af Danmarks største naturseværdigheder. Her findes Møns Klint og bag ved denne en stor nord-syd-orienteret moræneryg, Høje Møn, med enkeltbakker, bl.a. Aborrebjerg (143 m.o.h.), småsøer, jordfaldshuller og slugter i et meget reliefrigt landskab, der er opstået som følge af nedbørens opløsning af den underliggende skrivekridt.

Marker, skov og overdrev med en sjælden flora, bl.a. orkidéer, dækker området. Vest herfor gennemskæres terrænet af Borre-Busemarke-lavningen, hvis nuværende lavbundsområder i stenalderen var smalle fjorde. Vest for lavningen ligger en moræneryg med bakketoppe 35-50 m.o.h. Bortset fra en nordvest-sydøst-gående dødispræget moræneryg på Møns sydvestlige del udgøres landskabet i den øvrige del af kommunen af svagt kuperede morænepartier 15-35 m.o.h.

Hele Møns nordkyst er en udligningskyst med strandvolde, der afspærrer tidligere fjorde og mod nordvest danner halvøen Ulvshale, hvis materiale især er flint, som havet har ført hertil fra klinten. Tidligere anvendtes denne kugleflint bl.a. til knusning af kalken på de danske cementfabrikker.

Vestkysten består af halvøer og bugter, nogle inddæmmet, med strandenge og rørsumpe. Kostervig-inddæmningen er fra 1872-74. Den 25 km lange sydkyst er udlignet af bølgerne i en stor bue ud mod Hjelm Bugt.

Den har strandvolde i øst og morænebakker i vest, hvor flager af ældre kridtlag er blottet af havets erosion. Hvideklint nær Hjelm er et nationalt geologisk interesseområde.

To store områder på Møn er fredet: Høje Møn med klinten og Klinteskoven blev fredet i 1984, mens vildtreservatet Nyord-Ulvshale har fredede strandenge (1946-80) og Ulvshale en fredet naturskov (1929).

Forhistorie

Elmelunde Kirke set fra skibet mod øst. Kalkmalerierne er udført af Elmelundeværkstedet. Slyngede planteornamenter indrammer bibelske scener, der bl.a. viser de hellige tre konger, som bringer gaver til Jesusbarnet.

Elmelunde Kirke set fra skibet mod øst. Kalkmalerierne er udført af Elmelundeværkstedet. Slyngede planteornamenter indrammer bibelske scener, der bl.a. viser de hellige tre konger, som bringer gaver til Jesusbarnet.

På Møn er fundet mange flintredskaber fra stenalderen, forarbejdet af øens rige, naturlige flintforekomster. I Hårbølle er der således fundet 16 smukke flintdolke fra slutningen af stenalderen ... Læs videre om Møns forhistorie.

Historie

Af landsbykirkerne er Elmelunde Kirke fra ca. 1075 den ældste og bygget af bl.a. kridt og frådsten, mens teglstenskirkerne Keldby Kirke, Borre Kirke og Magleby Kirke er bygget i første halvdel af 1200-t.; Fanefjord Kirke er fra anden halvdel af 1200-t. Kirkerne i Keldby ... Læs videre om Møns historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Winter: Møn i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129500