Vigsø, lille ubeboet ø ud for Vigsnæs på Lollands nordkyst nord for Sakskøbing. Den smalle ø har stenede strande og er græsklædt med skovagtige bevoksninger bl.a. af småbladet elm. Det lavvandede farvand mellem øen og Vigsnæs er en vigtig rasteplads for vandfugle. Øen og fladvandet mellem de to odder er udlagt som vildtreservat. Uden for fuglenes ynglesæson kan den besøges med båd eller via vadestedet ved Vigsnæs.