Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rødby

Oprindelige forfattere JeWin og TWLa Seneste forfatter Redaktionen

Det Gamle Pakhus i Rødby.

Det Gamle Pakhus i Rødby.

Rødby, by på Sydlolland; 2085 indb. (2017). Indtil 2007 var byen administrationscentrum for Rødby Kommune, herefter indgår Rødby i Lolland Kommune.

Rødby er en handels- og serviceby med mange butikker i en lang forretningsgade, små fremstillingsvirksomheder og nyere parcelhuskvarterer. En stor del af den gamle middelalderby er bevaret. En søjle til minde om stormfloden 1872 står for enden af Nørregade. Desuden ligger i byen den store købmandsgård Willers Gård fra 1728, der har bevaret sit imponerende bindingsværk.

Annonce

Fugleflugtsbrønden på Torvet i Rødby, skabt af Vita Thymann, blev afsløret den 18. juni 1981 i forbindelse med byens 750 års jubilæum. Foto: Olav Sejerøe.

Fugleflugtsbrønden på Torvet i Rødby, skabt af Vita Thymann, blev afsløret den 18. juni 1981 i forbindelse med byens 750 års jubilæum. Foto: Olav Sejerøe.

Historie

Rødby opstod omkring 1200 i bunden af den daværende Rødby Fjord ved den korteste rute over Østersøen til Femern. Byen blev først købstad i 1682, men havde allerede i middelalderen opnået forskellige privilegier, bl.a. til handel med Tyskland. Efter tilsanding opgav man i midten af 1800-t. at holde sejlløbet åbent. Byen oversvømmedes ved stormflodskatastrofen i 1872. I 1912 indviedes en ny fiskeri- og trafikhavn, Rødbyhavn, der på kort tid fik kraftig opblomstring som selvstændig bymæssig bebyggelse. Men efter få år krakkede skibsværftet, og både Rødby og Rødbyhavn stagnerede i en periode.

Navnet kendes fra 1231 som Ruthby, af gammeldansk ruth 'rydning' og -by.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Winter, Thomas W. Lassen: Rødby i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153819