• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sakskøbing

Oprindelige forfattere JeWin, TWLa og UKjaer Seneste forfatter Redaktionen

Dette er

Dette er "byens ansigt" - det smilende vandtårn. Tårnet er fra 1909 og er ca. 33 m højt. Ansigtet blev malet i 1982 - efter idé af arkitekt Flemming Skude.

Sakskøbing, handels- og serviceby i Nordøstlolland; 4545 indb. (2017). Indtil 2007 var byen administrationscentrum for Sakskøbing Kommune. Sakskøbing ligger nu i Guldborgsund Kommune.

Byen har mange små industrivirksomheder, flere er indrettet i den nedlagte sukkerfabriks bygninger. I byens nordlige udkant ligger Bo- og støttecenter Saxenhøj.

Parcelhuskvarterer omslutter den gamle bydel med snævre gader og mange statelige huse samt købmandsgårde fra 1700- og 1800-t. Hanesiloen, Qvades Silo, er blevet omdannet til lejligheder.

På torvet står Gottfred Eickhoffs statue Roepiger (1940).

Navnet Sakskøbing kendes fra 1200-t. som Saxakopingh, formentlig af et ånavn *Sax 'den, der skærer sig ned i terrænet som et sværd' eller 'den, der ligner et sværd' og -købing 'handelsplads'.

Sakskøbing Kirke

Byens kirke er en kobbertækket, rigt ornamenteret teglstenskirke med senromansk apsis, kor og skib fra 1200-t. samt sengotisk tårn. En arkæologisk velfunderet, men hård restaurering i 1864 har især præget det indre, hvor bl.a. hvælvingerne er blevet fornyet. Inventaret i Sakskøbing Kirke omfatter en sengotisk fløjaltertavle fra ca. 1500 og et højgotisk korbuekrucifiks; to af kirkens tre klokker er middelalderlige.

Sakskøbing Kirkes hjemmeside; se også kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Annonce

Hotel Saxkjøbig på torvet i Sakskøbing.

Hotel Saxkjøbig på torvet i Sakskøbing.

Historie

Sakskøbing er formentlig blevet købstad omkring 1240; de kongelige privilegier bekræftedes 1320.

Byen var møntsted i 1300-t. og havde et helligåndshus ved middelalderens slutning. I 1866 opførtes Maribo Amts Daare- og Tvangsarbejdsanstalt, der sammen med jernbanen fra 1874 og sukkerfabrikken fra 1909-10 styrkede byens udvikling. Sukkerfabrikken blev lukket i 1991.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Winter, Thomas W. Lassen, Ulla Kjær: Sakskøbing i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=154582